Coronakrisen er en gældskrise:

Prioritér folkesundheden og slet statsgælden i det globale syd!

I mange fattige lande står valget mellem befolkningernes overlevelse og tilbagebetaling af uretfærdig gæld til de rige lande og internationale finansinstitutioner. Det eneste moralske valg er at prioritere menneskeliv højest.

Adskillige lande i det globale syd befinder sig i en gældskrise eller på randen af én. Gældsproblemerne fandtes allerede før COVID-19, men med pandemiens nedfrysning af økonomierne og øgede sundhedsudgifter står mange lande nu i en akut kritisk situation. Global Aktion mener ikke, at valget er svært: kreditorerne i de rige lande skal slette gælden hos de fattige lande, som i forvejen udbyttes gennem ulige handelsvilkår og kapitalflugt, og som hvert år betaler mere i renter på deres gæld end de får i udviklingsbistand.

COVID-19 har fået verdens 73 fattigste landes gæld til udenlandske kreditorer til at stige til rekordhøje 744 milliarder US dollars. For mange lande er gælden blevet fordoblet, og flere afrikanske lande bruger op til seks gange så mange penge på at betale af på gæld, som de bruger på deres sundhedsvæsen. I nogle lande går mere end 40% af statsbudgettet til statsgælden, hvilket tvinger dem til at skære i de allerede helt utilstrækkelige sundhedsbudgetter.

Men hvorfor er landene så forgældede? Pandemiens økonomiske konsekvenser har været store i det globale syd. De globale markeders efterspørgsel af deres produkter er gået i stå, det samme er turismen og slægtninge i udlandet sender færre penge hjem grundet arbejdsløshed. Men der er dybere og vigtigere grunde. 2020 satte rekord for den højeste kapitalflugt ud af udviklingslandene nogensinde – 83 milliarder US dollars alene i krisens første tre måneder. Den globale økonomi er struktureret på en måde, som presser de fattigste lande ind i et konstant gælds- og afhængighedsforhold til de rige lande, bl.a. gennem ulige handelsvilkår, skatteunddragelse og finansspekulation. Faktisk bevæger flere penge sig fra det globale syd til det globale nord end omvendt, når man indregner udviklingsbistand, skatteunddragelse og andre pengestrømme.

Et spørgsmål om etik og moral

Det er ikke løsningsforslag men politisk vilje, der mangler for at løse en gældskrise. Overordnet set kan gæld omstruktureres eller slettes. Omstrukturering indebærer, at man ændrer gældens vilkår, fx renten og løbetiden, og eventuelt sletter dele af den eller veksler den til investeringer i landet. Det er et udbredt synspunkt, at omstrukturering af statsgæld i det globale syd er nødvendig pga. pandemien, og det ville langt fra være første gang i historien, det er sket. Især har mange NGO’er, økonomer og bevægelser agiteret for et gældsmoratorium: en pause på et år eller to for afbetaling af gælden og dens renter. Et sådant moratorium indvilgede de rige G20-lande i år til for dele af 73 landes gæld.

Selvom betalingspauser og omstrukturering er et positivt skridt, er det også helt utilstrækkeligt. Mange af pengene vil nu blot gå til private i stedet for offentlige kreditorer (fx BlackRock, verdens største kapitalfond), og når pausen udløber, er man igen i krise. Derfor er det først en reel løsning, når gælden slettes permanent. Det kan måske virke underligt – skal man ikke betale, hvad man skylder? Virkeligheden er mere kompleks. Når man siger, at man skal betale sin gæld, er det et etisk krav. Og netop ud fra en etisk vurdering er det klart, at det er dybt uetisk at prioritere betalinger til verdens rigeste lande og finansinstitutioner over menneskeliv. Pengene kan ikke bruges to gange, hvorfor det er et aktivt valg at lade millioner af mennesker lide og dø, hvis man insisterer på tilbagebetaling.

Derudover har de fattige lands gæld aldrig været legitim. Meget af den er såkaldt odiøs gæld; gæld, som er optaget af undertrykkende regimer imod befolkningens bedste, hos kreditorer der har kendt til undertrykkelsen. Et eksempel er, at den sydafrikanske befolkning i årtier har betalt af på gæld, som det tidligere apartheid-regime optog for at få råd til at opretholde undertrykkelsen af selvsamme befolkning.

For det tredje har de fattige lande betalt – mere end rigeligt endda. Gennem årene har renteudgifterne alene oversteget den samlede udviklingsbistand, og grundet disse renter er meget gæld blevet betalt af to-tre-fire gange. Når man ser alt dette i lyset af århundreders kolonisering og underudvikling såvel som nutidens dybt uretfærdige globale økonomi, bliver den før så indlysende idé om, at det globale syd skal betale gælden vendt på hovedet – det er de rige, som skylder! Hvis vi ikke gør noget, står op mod 150 millioner mennesker ifølge Verdensbanken til at falde ud i ekstrem fattigdom, og børnedødeligheden kan stige mod op til 45%. Så hvad skal der gøres?

Slet gælden!

Substantielle dele af de fattige landes gæld til rige lande og til IMF og Verdensbanken skal slettes. Det skal suppleres med en kordineret international indsats, der tvinger private kreditorer til ligeledes at slette gæld. BlackRock kontrollerer mere kapital end hele kontinentet Afrikas samlede BNP – så de har mere råd til at makulere nogle gældsbeviser end verdens næststørste kontinent har til at lade sine befolkninger i stikken.

Det globale syd skal tilføres massive mængder likviditet med det samme. Man taler til tider om en Marshall-plan for Afrika eller en Global Green New Deal. Ligegyldigt navnet er det vigtigt at det globale syd får tilført midler til at håndtere corona-, klima-, gælds- og fattigdomskriserne. Foruden direkte økonomisk bistand er et instrument i værktøjskassen de såkaldte Special Drawing Rights, som er en slags international valuta, som via IMF kan allokeres til lande i nød, så de ikke straffes for, at deres nationale valutaer står svagt på de internationale finansmarkeder.

På længere sigt kan selv pengetilførsel og sletning af gæld ikke stå alene. Der er brug for en international, uafhængig institution til at håndtere og mægle i fremtidige gældskriser. Fattige lande hverken kan eller skal stoppe med at låne penge; af flere grunde er det en strukturel nødvendighed for dem. Men fremtidige lån skal være langfristede, billige og fremfor alt uden medfølgende krav om såkaldt strukturtilpasning, hvilket er et fint ord for neoliberal nedskæring i velfærd, lønninger og langsigtede økonomiske udviklingshensyn. Der er brug for lovgivning, der stækker de såkaldte gribbefonde, som er kapitalfonde specialiseret i at opkøbe kriseramte landes gæld og sagsøge landene for milliardbeløb. Sidst men ikke mindst er der brug for en grundlæggende ændring i det globale finansielle system. Lande skal have mulighed for at beskytte sig mod kapitalflugt og spekulative angreb vha. kapitalkontroller, og det globale syd skal gøres mindre afhængige af griske banker og kapitalfonde gennem adgang til offentlig kapital på rimelige vilkår og opgør med verdens talrige skattely.

Gældskrise har før ført til tabte årtier i det globale syd. Det er på tide, at de rige lande og finansinstitutioner tvinges til at tage ansvar for en dybt ulige verdensøkonomi.