Folkemødet:

Et troldspejl af demokrati

I torsdags afbrød en gruppe klimaaktivister fra Extinction Rebellion DR Debatten, som blev sendt live fra årets Folkemøde. Vi var ikke selv med til at indtage scenen under partilederdebatten, men vi stod i publikum og hujede og hejede. Vi mener at aktivisterne handlede i demokratiets navn og kritikken af dem rammer helt forkert - her er hvorfor:

For det første mener vi ikke Folkemødet – Danmarks såkaldte demokratifest – er specielt demokratisk. Demokrati forudsætter lige deltagelse, men adgangen til både mødet og mødets platforme er ulige. For det er dyrt  –  en lille scene på Folkemødet koster knap ti tusinde kroner. Penge er en ressource, som profitskabende virksomheder ligger inde med i langt højere grad end græsrodsbevægelserne og de unge, og det kan ses på landskabet af telte og scener på Folkemødet. De største industrier køber sig til taletid og platforme. Dansk Industri havde for eksempel flere kæmpe scener og var den aktør med allerflest arrangementer. 

Derfor blev dialogen og de ‘demokratiske’ samtaler på Folkemødet samtaler mellem politikere og industrien, mens folket pænt kunne kigge på og lytte. Græsrodsbevægelserne var stort set ikke inviteret til debatter – og politikerne dukkede ikke op til vores; hverken som publikum, eller når de var inviteret med i panelerne. For eksempel havde Den Grønne Ungdomsbevægelse inviteret samtlige ordførere fra Socialdemokratiet til deres debat om klimabistand, men ingen var villige til at stille op, og det tætteste på moderpartiet man kunne komme, var en modig ungdomspolitiker fra Dansk Socialdemokratisk Ungdom i Svendborg. 

Spørgsmål om fossil infrastruktur, og boligspekulation, samt politiske skilte, blev klassificeret som kontrabande. Hvem begrænsede demokratiet her?

Når politikerne ikke vil komme til vores events, må vi komme til deres. Til Trine Bramsens personlige interview havde folk blandt publikum taget ‘Nej til Lynetteholm’ skilte med. De ville gerne stille kritiske spørgsmål om Danmarks største infrastrukturprojekt, i en samtale der i programmet blev beskrevet som omhandlende – ja – infrastruktur. Som reaktion på deres tilstedeværelse, blev interviewet aflyst. 

Som moderator af den debat sad den tidligere minister Karsten Lauritzen, der nu besidder en topstilling i Dansk industri. Han insisterede på, at det var ham der stod med mikrofonen, og derfor også ham der måtte bestemme hvilke spørgsmål der skulle stilles. Fordi han ikke kunne få sin vilje, endte han med at aflyse eventet. Spørgsmål om fossil infrastruktur, og boligspekulation, samt politiske skilte, blev klassificeret som kontrabande. Hvem begrænsede demokratiet her?

For det andet, er den danske klimadebat heller ikke specielt demokratisk. Der er nedsat et klimaborgerting, som har kommet med sine anbefalinger til klimahandling, men politikerne forholder sig ikke til dem. Det er denne udemokratiske ignorering af borgertinget som aktivisternes protest reagerede på. Så længe der ikke bliver lyttet til klimaborgertinget, er politikernes ensformige diskussioner om klima tomme og ligegyldige. Afbrydelsen af partilederdebatten ser vi som et forsøg på at give debatten relevant og nødvendigt indhold. 

Hvis vi ikke udfordrer industriens opkøb af Folkemødet og politikernes tomme snak, bliver Folkemødet endnu et sted, hvor vi bliver talt til og aldrig lyttet på. Vi har en demokratisk fingerregel: hvis de mest magtfulde og rigeste i samfundet hygger sig for meget til et debatevent, er demokratiet erstattet med pengemagt. 

Kirsten Kværnø, Astrid Lund, Amanda Büchert, Morten Nielsen, Birgitte Diget