Grønvaskning og PR-stunt

Klimaskeptikerne på borgen holder os fanget i et destruktivt system

Vi hører det hele tiden: Danmark er i klima-førertrøjen, vedvarende energi står for vores energiproduktion, milliarder er brugt på klimaet. Optimismen er overvældende. Men tåler politikernes selviscenesættende skåltaler et virkelighedstjek?

Sidste uge landede den længe ventede IPCC-rapport fra FN’s Klimapanel. Som tidligere rapporter fra den kant er det en deprimerende, men ikke overraskende læsning for alle med en forståelse for klimaretfærdighed og klimakrisens omfang og betydning for livet på Jorden.

Imens rapporten sort på hvidt dokumenterer et hurtigt-lukkende handlingsrum for at sikre en levedygtig og bæredygtig fremtid for alle, sidder regeringen på deres hænder.

Konsekvenserne af manglende kollektiv handling er uoverskuelige økologiske ødelæggelser, der truer menneskelig overlevelse på størstedelen af planeten. Og med tørker og oversvømmelser er disse ødelæggelser en realitet og har været det i årevis i det globale syd.

Fatamorgana

Alligevel klynger magthaverne sig til et fatamorgana om grøn kapitalisme og vækstdrevet grøn omstilling. Men løsningerne og forandringerne krævet for at bibeholde en beboelig planet er uforlignelige med det nuværende økonomiske og politiske system.

De nuværende politiske planer består derimod stadig af illusoriske og barnagtige ønsker om mirakelteknologi, der i sidste øjeblik kan vende udviklingen, redde magthaverne fra at blive holdt til ansvar for deres nølende medskyldighed og lade dem fortsætte deres vanvittige væksteventyr.

Klimarådet har derfor dumpet regeringens klimaplaner for tredje gang, uden at der er sket andet end latterliggørelse fra politikerne i regeringen. Ligesom IPCC-rapporten var det heller ikke overraskende.

Teknologiske løsninger, uanset om de udvinder vedvarende vind- eller solenergi eller omdanner overskudsenergi til flydende brændstof som Power-to-X, løser ikke den fundamentale modsætning mellem klodens begrænsede ressourcer og en ideologi og strategi, der bygger på ubegrænset vækst.

Forræderi og fuckfinger

Vores opsætning af såkaldt vedvarende energi kan ikke følge med et stigende energiforbrug. Og slet ikke med de mængder af energi, som regeringens foreslåede teknologier har brug for. Man kan ikke afkoble økonomisk vækst fra stigende behov for energi og materialer. Grøn vækst og grøn kapitalisme er ikke mulig.

Det eneste vedvarende ved eksempelvis vindenergi er vinden selv. Udnyttelsen af den kræver plads, sjældne og begrænsede ressourcer, miljøødelæggelser og tab af biodiversitet. Vindenergi er blevet endnu et marked, hvor der er profit at tjene, for den vedvarende energi skal understøtte, at vi fortsat kan overudnytte Jordens ressourcer.

Løsningen på klimakrisen er ikke grøn kolonialisme.

Kapitalens krav om øget vækst kommer først – ikke hensynet til mennesker, klima eller miljø.

Der er ingen gode og sammenhængende argumenter for den vækstdrevne grønne omstilling. Absolut ingen. Resultatet er derfor, at vi ser foruroligende mange dårlige og usammenhængende argumenter for den nuværende politiske kurs.

Klimaminister Lars Aagaard forsvarer regeringens politik ved at kunne mærke optimismen “inde i hjertet”. Venstres klimaordfører, Linea Søggard-Lidell, udtalte til DR, at hun var “mere optimistisk på teknologiens vegne end Klimarådet” på grund af det, hun ser “ude i den virkelige verden”.

De gode argumenter er væk, og vi er beskuere mellem en ny runde af klimaskepsis, ikke meget anderledes end da en amerikansk senator tog en snebold ind i Kongressen som bevis imod global opvarmning. Vi har forskerne på den ene side og populistiske konservative politikere med mavefornemmelser, der skal passivisere befolkningen, på den anden.

Politikerne kalder klimaforskerne for pessimistiske og alarmerende og beder befolkningen om blind tillid til, at de ved bedst. Politikernes klimafornemmelse er en drøm, og som alle andre drømme kan opvågningen være ubehagelig.

Deres mavefornemmelser er et forræderi og en fuckfinger til alle de mennesker, unge og gamle, som sidder med nogle ganske andre følelser i hjertet. Alle dem som kigger på skalaen af ødelæggelser og derefter vindmøllen på regeringens tegnebræt, som skal levere strøm til Mærsks væksteventyr, og kan mærke, at tingene ikke hænger sammen.

Grøn kolonialisme

I Global Aktion kan vi mærke i hjertet, at den nuværende politik er utilstrækkelig. Vores kammerater i Mozambique og Sydafrika kæmper imod mange af de samme løsninger, som er blevet vasket grønne af vores regering. De organiserer imod land grabbing, miljøødelæggelser og menneskerettighedsbrud på grund af litiumudvinding og træplantningsprojekter, der skal CO2-kompensere for vestlige firmaers forurening.

Løsningen på klimakrisen er ikke grøn kolonialisme, hvor vi dræner det globale syd for ressourcer for at udvikle vores egne økonomier og samtidig dikterer, hvordan deres lande skal lede.

Løsningen på klimakrisen er heller ikke økofascisme, hvor vi omdanner vores samfund til et økologisk paradis, men samtidig skaber grænser af pigtråd og hegn og afviser flygtninge fra de lande, vi ødelagde i processen.

I Global Aktion har vi nogle helt andre mavefornemmelser end politikerne, og derfor var IPCC-rapporten deprimerende, men ikke overraskende læsning.

Vi skal ikke lade politikere slippe afsted med klimaskepsis 2.0 og usammenhængende følelsesargumenter. Regeringens klimapolitik holder os fanget i et destruktivt kapitalistisk system, der udnytter mennesker og planeten til profit for de få. Og det er ikke noget, vi kun kan mærke i hjertet.