Klimafinancering

Klimakrisen har ikke brug for de riges innovation, men for deres skattekroner

Klimakrisen er skabt af elitens evindelige jagt på profit og vækst, og det er derfor også der, vi må finde klimafinansieringen. Nationalt skal vi hæve topskatten, hæve CO2-afgifterne og holde op med at frede de mest forurenende virksomheder

Når vi skal finde pengene til tab og skader i det globale syd, skal vi slå to fluer med et smæk: Vi skal angribe et grundlæggende problem, der driver klimakrisen, og bruge det til at finde løsninger.

Udledningerne af drivhusgasser er klasseskævt. Verdens rigeste ene procent forurener lige så meget som verdens fattigste 50 procent. Også i Danmark: Hver eneste person fra den rigeste ene procent i Danmark forurener lige så meget som ti gennemsnitsborgere. 912 gange så meget som en etiopier. Sammenlæg derefter, at uligheden stiger, og stiger hurtigere i takt med klimaforandringerne – og så har vi opskriften på klimakrisen.

Løsningen er dermed ligetil: Beskat de rigeste eller sagt med andre ord – Hæv skatten for de største klimasyndere med en forhøjet topskat. Sæt et hårdt formueloft. Beskat de selvsamme virksomheder, som bærer ansvar for klimakrisen, og giv pengene til tab og skader samt til de organisationer, foreninger og initiativer, som arbejder for at råde bod på klimakrisens konsekvenser med strukturelle løsninger.

Ulighed skaber ikke klimafremskridt

Der eksisterer et narrativ om, at fremskridt bliver drevet af de rigestes innovation. At vi skal blive siddende på vores hænder og vente på, at Elon Musk knækker hockeystaven. Men de rigeste i vores samfund udleder mest, fordi de ejer og forbruger mest. De har flere biler, flere både, flyver mere – måske endda privat – og køber mere. Måske har de råd til private rumraketter.

Deres formue bliver opretholdt af investeringer i de virksomheder, som driver overdreven udvinding af ressourcer, fordrivelse af oprindelige folk og skaber falske forbrugsbehov. De ejer, eller sidder i bestyrelsen, på flere af de selvsamme selskaber.

Virksomheder, som bruger kriser og katastrofer som handelsmuligheder og aktivt modarbejder reelle systemiske løsninger på klimakrisen, fordi det går ud over deres økonomiske vækst.

Men here’s the deal: Vi har ikke brug for deres vækst. Vi har ikke brug for deres innovation. Vi har brug for et opgør med deres forretningsmodel og en omfordeling af deres akkumulerede formuer.

Et brud med frihandelsregimet

De innovative midler findes derfor ved at sætte hårdere ind overfor virksomheders og individers profitmageri. Nationalt skal vi hæve topskatten, sætte et formueloft, hæve CO2-afgifterne og holde op med at frede de mest forurenende virksomheder. Vi skal samarbejde med andre stater om at sætte voldsomt ind over for skattely.

Vi skal skrue frihandelsregimet tilbage, der ofrer natur og menneskeliv for virksomheders vækst. Ultimativt må vi omstille os til en økonomi, hvor vi planlægger vores forbrug af jordens ressourcer og sætter mennesker og velfærd i stedet for profit.

Nu vil nogen nok brokke sig over, at vi vil tage af folks egne penge. Men vi kan lave et system om, der kanaliserer formuerne til nogle få, til et system, der omfordeler formuerne til de mange.

Mangemillionærer er ikke en naturlov, men en samfundsstruktur, og at have millioner i hobetal på bankkontoen har aldrig været en menneskeret. Det er til gengæld levegrundlaget for et værdigt liv, uden tørke, oversvømmelse og fordrivelse.

Med en klimakrise skabt af elitens evindelige jagt på profit og vækst, har vi simpelthen ikke råd til de rige. De innovative midler til tab og skaber er til at finde, fordi de skal betales af de selvsamme aktører, som har spillet den største rolle i klimakrisen. Det er sådan, vi bringer retfærdighed ind i klimaretfærdighed.

Array