Kære forbruger: du bliver holdt for nar!
INGEN danske virksomheder overholder OECDs retningslinjer
På en gåtur gennem Strøget i København præsenteres man for cremen af fast fashion: her følges man ad for at shoppe med familie og venner. Men fast fashion fastholder syersker i fattigdom
Kategori: Arbejdstagerrettigheder, Binding Treaty, Due diligence, Global Ulighed, Handel & Finans, Politisk forandring, Transnationale virksomheder
Jeg skrev et opslag på facebook forleden, som jeg siden har grublet over. Min anklage var forfejlet, eller i hvert fald ikke tydelig nok. Mit opslag var en kommentar til den aktion, Extinction Rebellion lavede på Kvindernes Internationale Kampdag, søndag den 8. marts. (se opslaget)
På en gåtur gennem Strøget i København præsenteres man for cremen af fast fashion: her følges man ad for at shoppe med familie og venner. Det er hyggeligt og trygt. Men fast fashion er samtidig rammen om millioner af menneskers (hovedsageligt kvinders) fastlåsning i fattigdom, og derfor er kontrasten så grotesk. Det er naturligvis ikke Strøgets skyld, og her er pointen med denne tekst: det er heller ikke forbrugernes skyld.
Forbrugerne spiller dog alligevel en hovedrolle, når man som jeg, aktivist i Global Aktion og aktiv i kampagnegruppen Labour Action, ønsker at sætte fokus på de reelle årsager til de dårlige forhold for syerskerne. Det gør de, fordi de virkelige ansvarlige vil hoppe på tungen for at komme i lommerne på forbrugerne.
De, der kan ændre på status quo, er ejerne og investorerne i fast fashion-virksomhederne: Bestseller, DK Company, IC Group, Hummel osv. Forbrugerne ved ikke, at deres hyggelige shoppetur er gjort mulig ved, at kvinder i den anden ende af verden (eller blot i Rumænien og Bulgarien) sidder foran symaskinerne ti timer om dagen, seks dage om ugen, til en løn der ikke engang kan dække de mest basale behov. Det er sådan, at illusionen om en skøn Strøgtur kan opretholdes.
Forbrugerne bliver på denne måde holdt dobbelt for nar ved for det første at få påduttet sig behov, som egentlig ikke er deres egne, men som udspringer af de førnævnte ejeres og investorers behov for profit. Det er gennem reklamer, product placement i film, modeuger, ugebladsartikler om de kendte og deres påklædning osv osv: “sådan skal du se ud netop nu”. For det andet forties forholdene i produktionen ved ganske enkelt at undlade at beskrive tilstandene på fabrikkerne, hvor vores tøj produceres. Det er ellers et krav ifølge OECDs retningslinjer for multinationale virksomheder som de førnævnte tøjfirmaer. Virksomhederne skal undersøge forholdene, når de indgår en samarbejdsaftale med en tekstilfabrik et sted i verden. Og så skal de fortælle os andre åbent om dem. De skal gøre sig bekendt med de største risikofaktorer netop i dette område og være omhyggelige i at afdække disse forhold.
Der er særligt problemer med lønninger i Cambodja, så her skal man bede om at se dokumentation fra lønsedler samt kende til de økonomiske behov, de ansatte har for at opretholde et rimeligt subsistensniveau netop her. Med andre ord skal man kunne bedømme, om lønnen for en 48 timers arbejdsuge er nok til at betale mad, husleje, besøg hos lægen og evt. medicin, skoleudgifter og lidt til opsparing. Disse tal er tilgængelige, og de er en del af den viden, det kræver at være indkøber. Har man ikke gjort sig bekendt med disse forhold, er det tom snak at skrive i sin Code of Conduct, at man overholder menneskerettighederne i sin produktion. Der er INGEN danske virksomheder, som følger OECDs retningslinjer på dette område. Det er muligt, at de har undersøgt sagen, men resultaterne holder de for sig selv. De rapporterer ikke, som de ellers bør ifølge retningslinjerne.
Vi vil ikke længere høre, at danske virksomheders produktion er i top og noget af det bedste i verden. For det ved vi ingenting om. Det ved politikerne ikke, det ved forbrugerne ikke, og det er et åbent spørgsmål, om de danske tøjvirksomheder overhovedet selv kender til de reelle lønforhold i deres produktion.
Netop dette er genstand for en temmeligt omfattende undersøgelse i hele Europa, som Clean Clothes Campaign netop nu laver. Et enkelt dansk brand er med og vi er i Labour Action i gang med at gennemgå hjemmesiderne for en række andre danske brands for at se, om de rapporterer om forholdene i deres produktion. Uden at tage hele overraskelsesmomentet ud af vores lancering senere på foråret væk, kan jeg godt allerede nu afsløre, at vi ikke er overvældede af data på forholdene i produktionerne ude omkring i verden.
Så, kære forbruger, hvis du ønsker vished for, at dit tøj er produceret uden at fastholde syerskerne i fattigdom, så skal du kræve “obligatorisk nødvendig omhu” – det vil sige, at OECDs retningslinjer bliver til egentlig lov som erstatning for de nu frivillige retningslinjer.
Array
