Femte forhandlingsrunde for en bindende traktat for menneskerettigheder
Vi er på rette vej, men vejen er forsat meget lang.
Kategori: Binding Treaty, Handel & Finans, Transnationale virksomheder
I 2014 præsenterede Ecuador og Sydafrika et forslag for FN’s menneskerettighedsråd om at etablere en mellemstatslig forhandlingsgruppe for at skabe en traktat, der kunne holde transnationale virksomheder og andre forretningsvirksomheder ansvarlige for menneskerettighedsbrud.
På nuværende tidspunkt er det enormt svært at holde transnationale virksomheder ansvarlige, da de, som navnet indikerer, opererer mellem mange landegrænser gennem store og komplicerede forsyningskæder. Oftest bliver virksomheder ikke stillet til ansvar for deres handlinger på grund af flere forskellige faktorer. Disse er blandt andet, at brud på menneskerettigheder oftest foretages gennem datterselskab og ikke hovedselskabet. Derudover bliver søgsmål mødt af en hær af topadvokater, der kan navigere det lovmæssige terræn meget bedre end deres modstandere. I værste tilfælde bliver søgsmål helt afvist, da lovgivningen i et pågældende land ikke er tilstrækkeligt til at håndtere så komplekse sager.
Hvor er vi nu?
Den nok største positive udvikling fra dette års session, der foregik fra d. 14-19. oktober, var en ændring i EU’s tilgang. De tidligere årlige forhandlingsrunder, der startede fra 2014, har været med et EU og EU-medlemslande, der anså FN’s frivillige retningslinjer for menneskerettigheder tilstrækkelige, og som derfor ikke så en bindende traktat som løsning. I år virkede denne holdning til at have ændret sig. EU var ikke længere skurken fra Vesten, der aktivt prøvede at obstruere forhandlingerne som ved hver tidligere forhandlingsrunde siden 2014. Tværtimod var delegationen aktiv de første par dage af forhandlingerne med opklarende spørgsmål og konstruktive bemærkninger. Til trods for denne udvikling var det dog fortsat et EU uden et forhandlingsmandat, som skulle vedtages og gives af EU-kommissionen.
Guus Houttin, EU-delegationens frontmand, tilkendegav dog under et interview, at der fra EU ikke er en officiel doktrin for, hvem der må og ikke må tale af medlemslandene under forhandlingerne. Dertil opfordrede han direkte til, at medlemslandene skulle deltage aktivt, hvilket hurtigt blev tydeligt kun var et officielt svar udadtil.
En af de mest aktive EU-lande var Spanien, men allerede på ugens anden dag var EU forbi Spaniens delegation mens forhandlinger var i gang, hvorefter de slet ikke bidrog til forhandlingerne resten af ugen. Det var et klart signal om, at EU foretrak, at medlemslandene afholdte sig fra at forhandle, indtil EU har fået færdiggjort deres interne analyse af traktatens indhold, der forventes færdig i starten af 2020. Selvsamme analyse har stor betydning for, hvorledes kommissionen giver et forhandlingsmandat, da det i sidste ende afgør, om EU ser udkastet værdigt at forhandle om. Men i og med, der har været forhandlinger siden 2014, og der endnu ikke har været et forhandlingsmandat, er det meget uvist, hvorvidt det kommer til at blive en realitet før næste runde til oktober 2020. Dette gør sig især gældende, da der endnu ikke er blevet nedsat en ny EU-kommission siden Ursula von der Leyen tiltrådte som kommissionspræsident d. 16 juli.
Brexit kan også have en afgørende betydning for forhandlingsmandatet, da der er sket en yderligere forlængelse til 31. januar 2020. England har været modstander af traktaten lige siden dens begyndelse, og de er for nyligt blevet beordret til at indstille en kommissær, der i princippet kan stille sig imod et forhandlingsmandat.
Hvis EU bliver en aktiv aktør i de fremtidige forhandlinger kunne det have stor betydning for deltagelse fra andre store økonomier som Japan, Canada og potentielt også USA fremadrettet. Ingen af de forrignævnte lande har endnu deltaget i forhandlingerne.
Ecuador som facilitator
Formandskabet for forhandlingerne har været Ecuador siden etableringen af den mellemstatslige forhandlingsgruppe, og ved denne årlige session var der også bemærkninger på landets rolle heri. En Ecuadoriansk NGO benyttede sig af dets taletid til at italesætte en yderst problematisk situation i Ecuador og stillede spørgsmålstegn til, hvordan man kunne have formandskabet for en traktat rettet mod menneskerettigheder og samtidigt have folk, der bliver såret og dør i hjemlandet.
I starten af oktober opstod der en eksplosiv situationen i Ecuador grundet en aftale regeringen lavede med den internationale valutafond for at få et lån på 4,2 milliarder dollars til at hjælpe landets økonomi. Et krav for dette lån var dekret 883, der betød, at Ecuador skulle fjerne et statsligt økonomisk tilskud gennem subsidier på oliepriserne i landet. Dette medførte så voldsomme demonstrationer i landets hovedstad, Quito, at præsident Moreno satte landet i undtagelsestilstand og flyttede regeringssædet til en anden by. Ved protesternes afslutning mandag den 14. oktober, da Moreno lovede ikke at indfører dekret 883, var i alt syv døde og over 1000 sårede.
Hvordan ser fremtiden ud?
Ud over den uvisse situation internt i EU er der én ting, der blev italesat et flertal af gange i løbet af ugens forhandlinger; nemlig strukturen for den årlige ugelange session i Genève. At der kun er én årlig samling blandt medlemslandene for at diskutere og forhandle en så ambitiøs og omspændende traktat, stiller et stort ubesvaret spørgsmål. Nemlig hvornår man kan forvente at komme til enighed og få traktaten igennem, så transnationale virksomheder kan stilles til ansvar for menneskerettighedsbrud gennem hele produktionskæden og på tværs af landegrænser.
Rusland, Brasilien og Kina præsenterede en stor udfordring for traktatens fremtid. I løbet af ugen italesatte de et flertal af gange, hvordan økonomisk udvikling i sig selv er en menneskeret. Dette er stærkt præget af, at de tre lande kører en økonomisk doktrin, der sætter økonomisk udvikling og profit over mennesker og menneskerettigheder. En doktrin der ikke ser ud til at ændre sig i nærmeste fremtid – tværtimod.
Især Kina kan vise sig at være et problem, hvis der skal være forhåbninger om en traktat, der skal kunne spænde bredt. Under forhandlingerne fremlagde delegationen to tiltag, der var centrale for landets fremtidige deltagelse. Den første var en klargørelse af, at det kun skulle være brud på national lovgivning, der kunne klassificeres som brud på menneskerettigheder. Den anden var, at traktaten ikke skulle stille et krav om, at et land skulle ændre i en allerede eksisterende – eller lave en ny national – lov. Især det sidste tiltag gik direkte imod traktatforslaget, da det dikterede, at det netop er op til de lande, der ratificerer traktaten at skulle lave national lovgivning for at håndhæve traktatens krav. Det vil altså sige, at hvis Kinas tiltag bliver en del af traktaten, vil essensen af den bindende traktak forsvinde. Dertil vil det betyde at transnationale virksomheder kun kan holdes til ansvar i de lande, som allerede har gjort FN’s frivillige retningslinjer for menneskerettigheder for lov eller ønsker at frivilligt indfører det efterfølgende. Det er dog mere sandsynligt, at Kina ikke længere vælger at deltage i forhandlingerne, end det er sandsynligt, at tiltagende ender med at blive en del af traktaten.
Dagligt er der mennesker verden over, der lider grundet transnationale virksomheders skrubbeløse ageren, og som håber på, at landende hurtigt kan komme til enighed. Men med forhandlinger, der foretages i sneglefart, et EU, der stadig ikke har fundet sig selv på dette punkt samt tre store lande som Kina, Rusland og Brasilien, der kæmper imod det nuværende forslag, er det endnu uvist, hvornår et utal af mennesker verden over kan få gavn af denne potentielle traktat.
Array