Vi bliver nødt til at snakke om dybhavsminedrift

Når The Metals Company, et canadisk havbunds minedriftsselskab, samarbejder med den tidligere danske udenrigsminister Jeppe Kofod, er formålet primært at få yderligere samtaler om dybhavs minedrift i gang. Det er i hvert fald, hvad selskabets direktør, Gerard Barron, fortalte en journalist fra det danske medie Zetland.

Selv er Jeppe Kofod noget mere mudret i mælet over for journalisten. Han mener dog generelt, at man skal bruge metaller og mineraler i den grønne omstilling, og at man derfor er nødt til at lave alliancer med, hvad han kalder den “ansvarlige” del af mineindustrien.

Det lyder besnærende, at tidligere politikere arbejder for ansvarlige industrier. Men hvad ligger der i ordet ansvarligt?

The Metals Company bruger eksempelvis en form for bundtrawl til at samle klumper af metaller og mineraler op fra havbunden. Den metode ødelægger alt på havbunden og smadrer økosystemerne op gennem havets forskellige biotoper lang tid efter, at klumperne af metal er hevet op og smeltet om.

Men den danske gigant Mærsk har alligevel set noget bekymrende ved The Metals Company. I maj i år kunne Wall Street Journal meddele, at Mærsk er i gang med at afvikle sine investeringer i firmaet. Fra at have ejerskab over ni procent, er Mærsks ejerskab nu faldet til lidt over to procent, og de planlægger at sælge resten. Det kunne tyde på, at det har været en mindre heldig investering. Men Mærsk viser her, at der er andre veje end at investere i økologiske katastrofer.

Indtil videre er The Metals Company bundet til aftaler i nationale og kystnære farvande. Næste skridt er havbunden under de internationale farvande. I august i år tilkendegav firmaet at de allerede fra juni 2024 vil søge en international tilladelse hos ISA, et organ som står for reguleringen af dybhavsminedrift i internationale farvande under FN og som blev oprettet under Dybhavskonventionen fra 1982. Med den tilladelse ønsker firmaet at udnytte de 54 procent af havbunden, der ligger uden for de nationale økonomiske zoner.

Indtil videre har 21 lande underskrevet et internationalt moratorium med krav om foreløbigt stop for dybhavsminer. Frankrig kræver et totalt forbud. Danmark bør gå med på det krav.

Danmark er lige gået med i en ny international aftale under Dybhavskonventionen, der får medlemslandene til at oprette såkaldte Marine Protected Areas. Dele af oceanerne skal beskyttes mod rovdrift og forurening med traktaten som opbakning. Et godt skridt frem.

Problemet med traktaten er dog, at retningslinjerne for hvordan områderne skal beskyttes, er meget overordnede og genstand for fortolkning, stat mellem stat men også privat virksomhed over for staterne.

Og dybhavsminedrift er ikke en del af de nye beskyttede områder. Hvis firmaer som The Metals Company får held med at overtale ISA til at give licenser, får de reelt set frit slag. Strategien ligger derfor klar for Gerard Barron: jo flere tidligere ministre, der kan starte samtaler med magthaverne, jo bedre for de næste års profit.