Mozambique
Gas og agroindustri går hånd i hånd i Mozambique
Beretning fra det gas-rige Mozambique om lokale bønders kamp for madsuverænitet og om at holde sig ude af virksomhedernes klør
Skrevet af Marie Hagensen og Zofia Sjeerm.
For kort tid siden afholdt Global Aktion GRO Festival for mad & klima, hvor der blev stillet skarpt på nutidens madsystem og konceptet madsuverænitet.
Begrebet madsuverænitet er udviklet af den verdensomspændende organisation for småbønder, La Via Campesina. Det er også gennem partnerskabet med La Via Campesina, at vi i Global Aktion har taget begrebet til os og nu blandt andet gennem festivalen, arbejder med, hvordan madsuverænitet kan se ud i en dansk kontekst, og hvordan det spiller sammen med landbrug og klima globalt. På et nyligt besøg hos en af Global Aktions partnere i Mozambique, fortalte de om, hvordan kampen for madsuverænitet ser ud for dem.
Men hvad er baggrunden for madsvurænitet egentlig?
Madsuverænitet handler ikke kun om mad, men også om mennesker, ulighed og om hvem, der har magten til at bestemme over vores fællesskaber og fælles fremtid. Det er ikke så flyvsk, som det kan lyde.
Vi var et par aktivister fra Danmark, der sammen med vores mozambiquiske samarbejdspartner var på en researchtur for at kortlægge nogle af konsekvenserne af dette årtis største gasreserve, som man har planer om at udnytte, i kystområdet ud for det nordlige Mozambique. Bønderne, vi var sammen med, berettede om en tendens til stigende vold i området, hvilket startede da gas-industrien og de store selskaber først blev interesserede i gasreserverne og blev synlige i provinsen. Volden bliver udført af grupper af unge mænd, som tager ud til de forskellige lokalsamfund for at slå lokale folk ihjel på de mest makabre måder, og helt unge fra disse lokalsamfund, der bliver rekrutteret til disse voldelige bander.
Det er dynamikker som gør det enormt usikkert for lokalbefolkningen at leve i det område, hvor de altid har boet, og det fører til at hele landsbyer bliver fordrevet – hvilket jo er i stor interesse for gasindustrien. Mange taler om, at det er gasindustrien i området, som står bag og finansierer volden, og at det er industriens penge, som folk i området er klar til at slå ihjel for.
Vores venner i Mozambique fortalte om, hvordan gasindustrien helt konkret påvirker bøndernes landbrugspraksis. Når virksomhederne tiltusker sig et landområde, har de nemlig pligt til at genhuse folk. Det gør de et godt stykke væk fra gasreservoiret, inde i landet. Alle bliver genhuset på 1½ hektar jord. Det gælder også de folk, som før havde store landarealer. For eksempel udtalte en mand fra Milamba området, at han før havde 64 hektar, men kun har fået 1,5 hektar i kompensation og oveni mistet al jorden fra sine forfædre.
Som en del af programmet tilbyder de transnationale virksomheder, bl.a. amerikanske Anadarko, kurser til landbefolkningen i, hvordan de kan optimere deres landbrugsproduktion. Det er kurser, hvor de lærer at bruge kunstgødning og pesticider på deres marker. Virksomhederne fortæller, at det kan sikre bønderne en øget produktion selv på mindre lodder.
Samtidig har en af agroindustriens helt store syndere, den norske kunstgødningsproducent YARA, meldt ud, at de ønsker at etablere en kunstgødningsfabrik i området, da produktion af kemisk fremstillet kvælstof til gødning er afhængig af fossil gas, og at det derfor virker oplagt at smække en kunstgødningsfabrik op ved siden af gasreservoiret – og derved påtvinge lokalbefolkningen brugen af disse kemiske og fossil-tunge produkter.
Den lokale bondeorganisation (UPC) var oprørte over dette scenarie. Deres motto er “ingen-gift, ingen-agroindustri!” og fortæller, at alle deres 9.000 medlemmer i området dyrker jorden med økologiske metoder.
Det er absurd dårligt for miljø og klima at bruge pesticider og kunstgødning, og værst af alt vikler det jordbrugerne ind i en økonomisk afhængighed af store udenlandske virksomheder, hvilket er det bondelederne er allermest frustrerede over. Det er virksomheder, der prissætter præcis, som det passer dem og for deres egen vindings skyld.
For bønderne er det en kamp om madsuverænitet og om at holde sig ude af virksomhedernes klør. De vil et mangfoldigt jordbrug, der er modstandsdygtigt overfor de klimaforandringer, de oplever, altså tørke, cykloner og oversvømmelser. Madsuverænitet i det her tilfælde handler derfor om at kunne insistere på at kunne dyrke økologisk og bæredygtigt. Og her skal bæredygtigt forstås i mere end én forstand: nemlig en bæredygtighed, der sætter hensynet til finansiel uafhængighed, biodiversitet, klima, mennesker og miljø over det at være en del af et globalt marked, hvor mad bliver en vare, der kræver kemiske og fossiltunge inputs.
Og det er der om noget brug for. For klimakatastrofen rammer skævt. Uhyggeligt skævt. Den rammer hvor den globale sociale ulighed allerede gør allermest ondt.
Ugen efter vores besøg i Mozambique ramte årets første cyklon, Idai, landet ud for byen Beira, hvor omkring 1,8 millioner menneskers liv blev revet op med roden. Igen en måned senere ramte endnu en cyklon, Kenneth, landet, denne gang netop i gas-land i Cabo Delgado. Meteorologer fortæller, at sådanne kraftige cykloner rammer cirka én hvert 8. år – hvor Mozambique inden for én måned blev ramt af to. Her flere måneder efter bliver der stadig sendt billeder og videoer af huse og landsbyer, der er oversvømmede.
Vi har sat en indsamling i gang, til at de græsrodsorganisationer, vi samarbejder med, har nogle midler til genopbygningsarbejdet. Der er mange jorde, der skal bearbejdes helt på ny, så der er brug for redskaber og frø. Men vi vil ikke kun samle ind til genopbygning – vi vil også kæmpe for, at madsuverænitet bliver en realitet – i Mozambique, men også i Danmark. Det er en klimakamp. En miljøkamp og en social kamp.
Array
