Kunstig intelligens

Faren ved kunstig intelligens er ikke jobmangel men magtkoncentration og ulighed

Et spørgsmål der sjældent bliver rejst i diskussionerne om AI, er hvordan AI bliver produceret, og hvordan det påvirker internationale arbejdsforhold. Flere forskere har derfor påpeget nødvendigheden af at undersøge, hvordan AI bliver brugt til at integrere arbejdere i den globale økonomi. 

Siden OpenAI lancerede deres sprogmodel ChatGPT i 2022 har kunstig intelligens (AI) været et tiltagende omdiskuteret emne i den offentlige debat. Danske aviser har bragt adskillige artikler om fordelene og farerne ved AI, hvor fokusset ofte har været enten på menneskehedens udryddelse af en overmenneskelig superintelligens eller på den arbejdsløshed som AI-baseret automatisering potentielt kommer til at forårsage.

På et politisk plan vedtog EU efter mange års diskussioner om uforpligtende etiske guidelines for kunstig intelligens sidste år en ny aftale om lovgivning på området, den europæiske AI act. EU’s aftale om kunstig intelligens vil forbyde brugen af AI systemer, der indebærer såkaldte “uacceptable risici”, og indfører lovbestemte krav til udviklingen og brugen af AI systemer med “høje risici” indenfor en række forskellige områder.   

EU’s AI act forpligter imidlertid ikke tech-virksomheder på meget mere end at foretage deres egne såkaldte “konformitets-vurderinger”, hvor de selv skal eftervise at de lever op til reguleringerne. Fordi det er uklart, hvornår bestemte AI systemer kan siges at udgøre en stor risiko, betyder det, at tech-virksomheder har et bredt manøvrerum til at fritage dem selv fra forpligtelserne til at respektere menneskelige hensyn.

Det skyldes at nogle af de største transnationale tech-virksomheder har investeret store millionbeløb i at foretage lobbyarbejde i Bruxelle, der har sikret at lovgivning kommer til at falde ud til deres fordel. På den måde er processerne omkring formuleringen af principper for regulering af AI en refleksion af eksisterende former for social magt og ulighed i den globale økonomi, hvor sociale og miljømæssige hensyn tilsidesættes til fordel for profitmaksimering.

Det usynlige menneskelige arbejde bag AI

Et spørgsmål der sjældent bliver rejst i diskussionerne om AI, er hvordan AI bliver produceret, og hvordan det påvirker internationale arbejdsforhold. Flere forskere har derfor påpeget nødvendigheden af at undersøge, hvordan AI bliver brugt til at integrerer arbejdere i ulige og uretfærdige magtstrukturer i den globale økonomi. 

Bag den tilsyneladende digitale, kunstige intelligens ligger der nemlig en hel række af udbyttet, menneskeligt arbejde, det såkaldte “crowdwork”, “microwork” eller “ghostwork”. Crowdwork er arbejde udført igennem online, digitale arbejdsplatforme såsom Amazon Mechanical Turk, Appen, og Freelancer. 

Arbejdet på de digitale platforme strækker sig fra det mere kreative til såkaldte micro-tasks, hvor arbejdere kategoriserer billeder og tekststykker til de datatræningssæt, som AI bliver oplært på. Fordi alle med en internetforbindelse kan logge ind på platformene, er de også blevet beskrevet som et nyt “planetært arbejdsmarked”, hvor tech-virksomheder som Google og Facebook kan outsource underbetalt dataarbejde til en geografisk spredt arbejdsstyrke af prekære arbejdere. 

Digitalt mikroarbejde udføres i overvejende grad af arbejdere i det Globale Syd. Kort tid efter lanceringen af ChatGPT kunne TIME magazine f.eks. afsløre at OpenAI brugte Kenyanske arbejdere til at træne chatbot’en til at være mindre racistisk og sexistisk. OpenAI hyrede arbejderne igennem den digitale platform, Sama, som for mellem 1.32$ og 2$ i timen blev sat til at gennemgå tekstuddrag, der i grafisk detalje beskrev stødende indhold såsom seksuelt misbrug af børn, selvmord, tortur og incest. 

Mikroarbejdere bliver således ofte udsat for stødende billeder og tekster, hvilket kan have alvorlige psykologiske konsekvenser for dem. Derudover er deres arbejdsbetingelser kendetegnet ved streng algoritmisk overvågning og kontrol, og fordi de ofte er ansat som selvstændige, undgår mange digitale platforme at overholde traditionelle regler for arbejdstagerrettigheder.   

AI er dermed ikke bare produceret af lavt betalt menneskeligt arbejde, men bliver også brugt af arbejdsgivere til at overvåge og kontrollere de arbejdsprocesser, som er med til at muliggøre produktionen af AI. Desværre bliver arbejdet bag AI ofte forsøgt usynliggjort igennem tekno-utopiske forestillinger om digitale teknologiers immaterielle karakter. 

Bag AI-systemers digitale facade viser der sig imidlertid en ulige global økonomi, hvor fordelene ved AI primært tilfalder en lille elite i det Globale Nord. Den ulighed bliver kun skærpet af væksten i brugen af smartphones, hvor befolkningsgrupper indlemmes ikke bare i nye former for digitalt arbejde, men også i de store tech-virksomheders dataindsamlingspraksisser.

Fordi indtjeningsgrundlaget for virksomheder som Facebook udgøres af de data som brugerne af digitale teknologier producerer, betyder det at tech-virksomheder er i fuld gang med at udvide deres profitable foretagende til at omfatte fattige befolkningsgrupper i det Globale Syd. 

Den globale magtudvidelse har fået flere forskere til at sætte større fokus på forholdet mellem digitale teknologier som AI og de sociale magtrelationer og strukturer, som gennemsyrer det globale kapitalistiske system og den nutidige digitale kolonialisme.

Udfordringerne med AI har altså ikke så meget at gøre med truslen fra en generaliseret kunstig superintelligens, men derimod med hvordan AI bliver brugt som et teknologisk instrument til at maksimere profit for transnationale tech-konglomerater.

AI’s materielle infrastruktur

Digitalt arbejde er ikke det eneste menneskelige arbejde som er nødvendigt for at producere AI systemer. Mindst lige så afgørende er alt det arbejde som skal til for at producere den computer-hardware og de materielle inputs som AI-systemer afhænger af. 

Et kendt eksempel er de rædselsfulde arbejdsforhold for kinesiske arbejdere i hardware-samlingsfabrikkerne hos Foxconn, der producerer iPhones for Apple, og som i 2010 fik flere medarbejdere til at begå selvmord ved at hoppe ud fra bygningen. Et andet eksempel er det børne- og slavearbejde, som bliver udført i den Demokratiske Republik Congo for at udtrække de digitale blodmineraler såsom coltan, der er nødvendige for at producerer den hardware som AI-systemer afhænger af.

Endelig er der den anselige klima- og miljømæssige belastning som den globale AI-infrastruktur er med til at skabe. Det kræver nemlig enorme mængder energi og vand til nedkøling at opretholde de datacentre, som er nødvendige for at digitale teknologier som AI kan fungere. Et andet problem er de store mængder elektronisk affald, eller e-waste, som brugen af digitale teknologier medfører, og som ofte bliver bearbejdet i det Globale Syd, hvor de giftige kemikalier fra affaldet siver ud i lokalbefolkningers vandforsyning og landbrug.

Eksemplerne viser faren ved at opfatte AI som noget rent digitalt, adskilt fra den materielle produktions negative sociale og miljømæssige konsekvenser. Hvis vi vil forstå udfordringerne ved AI, er det derfor afgørende at sætte spørgsmålstegn ved de globale værdikæder i AI produktionens økosystem, samt den “internationale digitale arbejdsdeling”, som udspringer heraf.

Hvis tech-konglomeraternes magt skal udfordres politisk, er det afgørende at flytte fokus fra det enkelte individs datarettigheder til spørgsmål om ejerskab af verdens digitale infrastrukturer. Ønsker vi at demokratisere den infrastruktur, må vi først styrke organiseringen af digitale arbejdere verden over og udvikle demokratisk ejede, digitale platforme, der tjener sociale og miljømæssige hensyn fremfor påbuddet om at maksimere profit.

Søren Bøgh Sørensen, praktikmedarbejder i Global Aktion

Indlægget  blev bragt i Dagbladet Information som kronik den 6.2.2024