Covid-19

Millioner af fattige betaler prisen for patentretten

Vores politikere beskytter patentretten til fordel for virksomheder, som tjener 1000 dollars i sekundet på pandemien.

I dagene efter den første nedlukning var ordet “hamstre” på alles læber. Det var et udtryk, der beskrev det usolidariske ved at købe al toiletpapiret, håndspritten og de mest basale fødevarer, som kunne blive lagret derhjemme.

Flere ministre, herunder daværende fødevareminister Mogens Jensen og erhvervsminister Simon Kollerup, var i de følgende dage ude for at opfordre os danskere til ikke at hamstre og kun købe til eget forbrug. Det var tid til solidaritet og at stå sammen ved at stå hver for sig.

Spoler vi tiden cirka et år frem fra de panikfyldte dage i marts 2020 og hen til 2021, hvor vaccinerne endelig blev godkendte, var det som om at samtlige vestlige regeringer havde glemt alle deres formaninger om samfundssind og ideen om, at vi alle var i samme båd.

Nationen først
Mette Frederiksen tog til Israel for at lave vaccinealliancer, Magnus Heunicke købte vacciner fra Rumænien og Jeppe Kofod afviste alle forestillinger om en såkaldt Trips waiver, der sætter vaccinepatenter på pause. Piben havde fået en anden lyd. Slut med solidaritet.

Nu skulle nationen sikres først, som statsministeren ærligt erklærede på en nylig tur til Indien. Resultatet var og er som forventet. En fuldstændig opdelt verden. En vaccinationsstrategi, der hellere vil booste end vaccinere, hellere vil overlade produktionen til kapitalistiske medicinalvirksomheder og hellere vil tage chancer med variant efter variant end for alvor at gøre noget ved vaccinationsuligheden.

vesten bruger solidaritet efter forgodtbefindende og rager til sig, når det passer os

Som et godt ordsprog lyder, så er alle socialister i krisetider, men det lader til at Socialdemokratiet er rå kapitalister, når krisen er global og socialister, når krisen er national. For ikke nok med, at regeringen har hamstret vacciner og blokeret for tilladelsen til, at det globale syd selv kan producere – hvilket en ny rapport fra Human Rights Watch fastslår, at de har kapacitet til – så er vi alligevel ikke for fine til at bruge de hamstrede vacciner i diplomatiet.

Et usolidarisk maskespil
Interessant nok er det Marokko, Kenya og Rwanda, der har modtaget flest nåle fra overskudslageret, når de påfaldende også er de lande, hvor Danmark har diskuteret placeringen af mulige asylcentre.

Man kan kun gisne om sammenhængen, men med regeringens iver efter at sætte Danmark over alt andet, kommer det ikke bag på nogen, at de gerne vil spinde politisk guld på nødlidende mennesker. Set fra det globale syd er resultatet ikke så overraskende.

De ved godt, at vesten bruger solidaritet efter forgodtbefindende og rager til sig, når det passer os. Vi har indført vaccineapartheid, fordi vi ikke vil røre ved patenterne. Vores politikere er villige til at lade millioner af sårbare og fattige mennesker betale prisen for at beskytte patentretten. Og for hvem?

For virksomheder, som tjener 1000 dollars i sekundet på pandemien. Solidaritet er med andre ord forbeholdt os selv, og måske er det på tide, at vi som civilsamfund ser det usolidariske maskespil, der foregår for øjnene af os?