Afghanistan

Historien om et forudsigeligt nederlag

Så sluttede USA og deres allieredes tilstedeværelse i Afghanistan. Mere end 20 års krig er tabt og Taleban er nu igen ved magten. 20 år med skiftende begrundelse for hvorfor at Danske og andre udenlandske soldater absolut skulle være til stede i landet. Men nederlaget var ganske forudsigeligt, da de værdier vi forsøgte at sælge til den afghanske befolkning, ikke ville løse de udfoldninger de står overfor.

En krig, der med et bredt flertal i det danske Folketing, og ikke kun skulle uskadeliggøre Al-Qaeda og deres evne til at udøve terror i vores del af verden, men også skulle uskadeliggøre Taleban. Sådan gik det ikke. Og hvad end forskellige udenrigsminister verden over siger, så er hverken Al-Qaeda eller Taleban svækket, men styrket. I Talebans tilfælde, er de tilbage ved magten som i 90’erne, og Al-Qaeda har både fraktioner i Afghanistan og er til stede i størstedelen af verden med et øget fokus på Afrika. Så konklusion: 20 år med masser af religiøs terror, mange tusinde dræbte afghanere og vestlige soldater til ingens verdens nytte. Omvendt har krigen – kontrahistorisk – betydet, at vi har glippet muligheden for at opbygge et civilsamfund i det krigsplagede land.

Kan man skabe en nation, med en besættelse?

Konceptet med Afghanistan krigen, var at vores tilstedeværelse skulle skabe et mere demokratisk og mere tolerant Afghanistan. Sådan gik det som bekendt heller ikke. I vores iver omfavnede vi en korrupt og hensynsløs gruppe mennesker, som blev de lokale politiske og militære ledere. En ny demokratisk nation skulle opbygges af udenlandske militære styrker og en håndfuld tidligere klanledere, narkohandlere, krigsforbrydere og kriminelle og korrupte politikere.

Et systemskifte kræver ikke kun, at man smider den tidligere ledelse på porten, men at den nye ledelse, har bred opbakning og støtte i befolkningen. Kort sagt kan man sige at strategien var: Demokratiser, eller vi skyder. Udvikling af et samfund sker ikke fra toppen af en pansret mandskabsvogn med unge mænd og kvinder bevæbnet med automatvåben. Vi prøvede ikke at overbevise den afghanske befolkning, vi truede dem til at gøre hvad vi sagde de skulle gøre. Vi fravalgte også det civilsamfund, fagforinger, kvindebevægelser og andre progressive bevægelser, der under Taleban have forsøgt at mobilisere for reformer og rettigheder. De var mod invasionen, og kunne derfor ikke bruges af amerikanerne.

Når vi snakkede om rettigheder, var det ikke en fælles sag. Det var den enkelte afghaners ret til at få en uddannelse, den enkeltes ret til at læse de bøger man vil, sige det du vil, men der blev ikke skabt en fælles drøm om et andet samfund. Som de gode ny-liberale vi er, var det individets frihed og ikke de kollektive sociale og økonomiske rettigheder der var fokus på. Systemskiftet og demokratiseringen blev aldrig et fælles bredt afghansk projekt. Ikke hos den politiske ledelse og ikke i befolkningen. Det er helt korrekt at mange flere piger kom i skole, end tidligere, men det er stort set også det eneste positive som vi kan sige om vores indsats de sidste 20 år.  Og i parentes bemærket, var netop pigernes skolegang også det som russerne fokuserede på som resultatet af deres tilstedeværelse i samme land. Og fortsat i den samme parentes, støttede vi dengang, dem der var i mod pigers skolegang.

Vores bud på en fremtid for fattige afghanere var et frit marked, støtte til kriminelle, brug af ekstrem vold mod civile, tortur og som altid kom vores støtte med en pris. Nemlig den der heder: Gør hvad I får besked på, eller vi trækker stikket.

Nederlaget i Afghanistan var derfor helt forudsigeligt. Vores indsats sammen med andre af vores allierede er nedslående. Hvis de milliarder af dollars som er brugt på militær, fly, droner og veteraner, der er ødelagte i krop og sind, var brugt på at støtte civile folkelige bevægelser ville chancen for at den afghanske befolkning selv have krævet systemskifte og flere friheder og rettigheder være lagt langt større, end resultatet af 20 års krig.

Solidaritet

Det er i disse dage let at kritisere folketingsflertallets håbløse strategi. Noget helt andet er at komme med et alternativ. Som sagt er krig næppe løsningen på ret meget, og heller ikke i dette tilfælde. Men hvad skulle lande som Danmark så have gjort? For det første skal vi tænke selv, og ikke lade os spændes for USA’s imperialisme vogn. Deres behov for at styre deres våbenindustri er sjældent vores. For det andet skal vi tænke civilt og langsigtet. Samfundsforandringer tager tid, nemlig den tid det tager at overbevise lokalbefolkningen om at det er en god ide. Mennesker skal have støtte til at organisere sig, og støtte til de krav de stiller, også selv om det ikke helt stemmer overens med Danmarks sikkerhedspolitiske strategier.
Vi skal nemlig ikke kun støtte bevægelser, der kæmper for deres frihed, hvor det flugter med vores dagsorden. Vi kan ikke sige at Taleban er en frygtelig bevægelse, og samtidig give kindkys til Saudi-Arabiens konge. Vi kan ikke kræve løsladelse af politiske fanger i Hviderusland, og være ligeglade med politiske fanger i Marokko og Israel og andre regimer som vi samarbejder med. Vores principper skal ikke formes af realpolitik, men netop af principper og solidaritet. Det betyder ikke at vi skal gå i krig med alle regimer i verden, men at vi skal finde veje til at påvirke disse regimer. Vores solidaritet skal komme med betingelser. Men ikke med krav om hvordan et lands befolkninger vil indrette deres land, eller hvilken demokratiopfattelse der har. Jo mere frihed og råderum der er til progressive bevægelser, jo større er mulighederne for at disse bevægelser vokser og får indflydelse. Ja måske ligefrem presser på for et endnu mere radikalt systemskifte.

Når nu politikere, der i sin tid støttede krigen, i de kommende dage står i kø ved håndvasken for at legitimere deres handlinger, må vi derfor holde dem op på den lektion 20 års krig i Afghanistan har lært os. Et slag kan vindes, en krig kan aldrig. En samfund ændres nedefra, ikke gennem løbet på en pistol.

Og at grunden til at gå i krig oftest ikke skal findes i demokratiske lærebøger, men i pengepungen hos magthaverne.