Danmarks Indsamlingen er vildledende velgørenhedsspin

Danmarks indsamlingen sluttede i lørdags og temaet i år er ‘Hjælp coronakrisens børn

Lille land med stort hjerte er Danmarks Indsamlingen’s slogan i år, men skulle man omskrive sloganet kunne det også være ‘lille land med stort vaccinelager’. For Danmarks strategi i coronakrisen har været alt andet end at hjælpe ‘coronakrisens børn’ i Det Globale Syd. 

I stedet for at prøve at give danskerne god samvittighed med en landsdækkende indsamling skal Danmark tage medansvar, og støtte og ikke modarbejde en frigivelse af vaccinepatenterne, der forhindrer verdens fattigste lande i selv at producere de vacciner, der gør at pandemien forhåbentligt snart bliver fortid. 

Danmarks Indsamlingen prøver dermed at give os hurtige løsninger, uden at rette fokus på årsagen til problemerne. Der er ingen opmærksomhed på hvorfor millioner af børn stadig er sat udenfor skolesystemer i verdens fattigste lande. Svaret er ikke, fordi NGO’er mangler penge eller ansatte i regionerne, men tværtimod fordi lande som Danmark forhindrer COVID 19-vacciner i at blive fordelt ligeligt blandt verdens lande.

I Danmark har alle snart fået 3. stik, før 93% af afrikanere har fået deres første stik. Fordi vi er del af eksklusive aftaler med medicinalindustrien har vi kunne købe rigeligt af vacciner til gode priser, samtidig med at vacciner bliver solgt til overpris til lande der ikke har adgang til de samme aftaler. Sydafrika måtte f.eks. betale 2,5 gange så meget for AstraZeneca-vaccinen som EU. 

Samtidig med at vi hamstrer verdens COVID-19 vacciner, så blokerer vi også muligheden for at lande selv kan producere vacciner, ved ikke at frigive viden og patenter til vaccinerne. Regeringen har hidtil nægtet at støtte en aftale i Verdenshandelsorganisationen (WTO), der sætter pause på vaccinepatenterne.


Til det udtaler direktøren for samme organisation Ngozi Okonjo-Iweala, at vaccine uligheden mellem lande er “ødelæggende for afrikaners liv og levebrød” og “moralsk uacceptabelt”.

Det er samvittigheds-spin og en misforstået udviklingstanke, når Danmarks Indsamlingen vil hjælpe coronakrisens børn, uden at sætte spørgsmålstegn til vores regerings systematiske medvirken til den globale vaccine ulighed. Vores politikere er på den måde villige til at lade millioner af sårbare og fattige mennesker betale prisen, for at beskytte patentretten.

Det kan nødhjælp ikke lave om på. 

I stedet for afladsbetaling på DR, skal vi skabe mærkbar forandring i verden. Hvis vi for alvor vil hjælpe coronakrisens børn skal vi først feje foran egen dør og gøre op med vaccinehamstringen og den ulige adgang til sundhed.

Vi kan ikke påstå at give fattige børn håb, samtidig med at vi systematisk afholder dem fra at blive vaccineret. Uligheden stiger globalt, uligheden mellem rige lande og fattige lande er større i dag end nogensinde før – og det kan nødhjælp fra Danmarksindsamlingen ikke lave om på.

Så længe Mette Frederiksen insisterer på at beskytte vaccinepatenterne er Danmark del af coronakrisens internationale ‘bad guys’. Som befolkning skal vi ikke acceptere så stor frakobling mellem den politiske virkelighed og vildledende velgørenhedsspin. 

For at omformulere Danmark Indsamlingens egne ord: Frigiv patenterne, fordi vi er et lille land med et stort hjerte.

Det er 15. gang at Danmarks Indsamling, hvor 12 af Danmarks største danske udviklingsorganisationer samler ind til verdens fattige, afholdes. Kampagnen slutter med et stort tv-show på DR1 lørdag aften.

Array