Kronik
Danmark har behov for en statslig jordbrugsfond
Læg landbruget om! En milliard kroner til en statslig jordbrugsfond som start på et nyt miljø-, klima- og menneskevenligt landbrug.
Kronikkens hovedforfattere: Ole Færgeman, Frie Bønder Levende Land & Morten Nielsen, Global Aktion
STØT BORGERFORSLAGET HER — LÆS MERE OM BORGERFORSLAGET HER
Midt i forrige århundrede var der to hundrede tusinde landbrug i Danmark. Man kunne færdes i landskabet ad de mange små markveje, og der var liv på landet. Der var mennesker, og der var insektliv og fugleliv.
Det er alt sammen ændret. Nu er der kun 34.000 landbrug tilbage, og hvert år forsvinder yderlige knap et tusinde af dem. Jorden samles i store marker, som hører til stedse større industrilandbrug. De drives for det meste med brug af pesticider og kunst- eller dyregødning, og der er meget langt til levende hegn. Insekter og fugle er der derfor ikke mange af, og der er stort set ingen mennesker. Måske en ensom mand inde i en stor traktor. Selv det syn vil forsvinde, når robotterne er taget i brug. Uden politisk handling er danskernes mening om det hele uden betydning, fordi langt de fleste landbrugsprodukter er til eksport.
Mange landbrugsejendomme er nu så store, at unge landmænd ikke selv kan købe dem.
De købes i stedet af store investorer som aktie- og anpartsselskaber, der ansætter en muligvis ung landmand til at drive dem som fabrikker. Men selv om landbrug optager mere end 60% af Danmarks areal, er erhvervets betydning for Danmarks økonomi yderst beskeden. Det bidrager til mindre end 3 % af bruttonationalproduktet og til mindre end 10 % af eksporten, og disse procenter er tilmed faldende.
Kunne det være anderledes? Ikke i følge de store landbrugsorganisationer, Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug. Der betragter man udviklingen som nødvendig og uundgåelig. Det gør vi ikke, men vi anerkender naturligvis vanskelighederne ved at ændre dette triste billede.
Vi forstår godt, at de store dagligvarekæder foretrækker de ensartede produkter fra et globalt industrialiseret landbrug. Vi forstår godt foderstofselskabernes rabatordninger for store leverancer til store landmænd. Vi forstår også udemærket, at produktion til et verdensmarked betyder lave fødevarepriser, lav indtjening til landmanden og behov for omfattende støtte fra Staten og EU. Og vi forstår godt at indtjeningen kan blive større desto færre medhjælpere landmanden skal aflønne. Vi forstår også, at han kan spare på egne arbejdskræfter, hvis han kan flokmedicinerer sine dyr og sprøjter sine marker. Og vi forstår godt, at han foretrækker at investere i større maskiner fremfor at betale skat. Og vi forstår inderligt godt, at han ikke har brug for endnu flere dokumentationskrav og endnu flere besøg fra Statens kontrollanter.
Alt det og mere forstår vi godt, men hvis danskerne og vores politikere ville det anderledes, kunne det også være anderledes. Det kræver viljen til at erkende landbrugets reelle økonomiske og økologiske betydning, og det kræver politisk vilje.
For det første kunne vi udnytte de muligheder for hjælp til de små landmænd, som allerede findes i EUs landbrugsordninger. Det drejer sig eksempelvis om den mulighed for omfordeling af noget af den direkte landbrugsstøtte til de små landmænd, som danske fødevareministre desværre har fravalgt. Hvorvidt sådanne muligheder forbedres eller forringes i den indretning af den fælles europæiske landbrugspolitik, som vil gælde fra 2022, ved vi ikke. Det er, som altid, et politisk spørgsmål.
For det andet, for nu at holde os indenfor det nationale, kunne uddannelsen af danske landbrugselever i langt højere grad omfatte oplæring i former for landbrug, der sigter på lokal produktion af mad af høj kvalitet, dvs. forskellige former for økologisk eller regenerativt, evt. biodynamisk landbrug, evt. permakultur og skovlandbrug. Selvom de udnytter præcisionslandbrug i lille skala, er sådanne former for landbrug alle mere arbejdskrævende, og det er netop pointen. Der er brug for mange flere mennesker i godt landbrug, så der igen kommer liv på landet.
Og for det tredje kunne den danske stat etablere en jordbrugsfond til at købe fallerede store landbrugsejendomme og udstykke dem i mindre ejendomme. De mindre landbrug kunne så forpagtes og måske købes af unge landmænd, som ikke har råd til at købe de store. Et gennemarbejdet forslag om en sådan jordbrugsfond fra et ministerielt udvalg blev ikke til noget, da den borgerlige regering trådte til i efteråret 2001, og det er på høje tid, at det igen bliver forelagt Folketinget. Det kunne være i form af det borgerforslag, vi nu fremlægger, og som vi håber at mange vil kunne støtte.
Fonden bør have en grundkapital på 1 milliard kroner
Den skal kunne stå for statslån eller statsgaranti på 10 milliarder kroner. Lån eller statsgaranti betales tilbage til statskassen i 3 rater efter henholdsvis 20, 30 og 40 år. Hvor mange landbrug fonden ville kunne købe hvert år afhænger bl.a. af opsparingen i fonden som funktion af det gældende renteniveau, som i disse år desværre er meget lavt.
Hvis fonden kunne købe og udstykke 20- 30 eller flere store ejendomme om året ville det således kunne skabe flere hundrede mindre ejendomme hvert år. I sig selv vil en sådan jordreform ikke være tilstrækkelig til at kompensere for de knap tusinde landbrug, som lukkes hvert år, men dels ville det være en god begyndelse, dels skal antallet af nye mindre landbrug afspejle antallet af unge mennesker, der vil uddanne sig til landmænd.
En grundkapital på 1 milliard kroner kan forekomme stor, men for det første skal den sammenholdes med de skattefinansierede tilskud til dansk landbrug. I 2018 var alene de generelle driftstilskud fra EU og den danske stat på mere end 7 milliarder kroner, hvortil kommer kompensationsordninger, skattelettelser, fradrag for skat, mm. For det andet skal den sammenholdes med den samlede danske landbrugsgæld på mere end 300 milliarder. Og for det tredje skal den sammenholdes med et aktuelt krav om flere milliarder kroner til en “multifunktionel jordfordelingsfond” til statsligt opkøb af lavbundsjorde og arrondering (sammenlægning) af store landbrugsbedrifter. Små bedrifter indgår ikke i planerne for en sådan multifunktionel jordfordelingsfond.
Inklusive bygninger, besætning og maskiner skal handelsværdien for sådanne mindre bedrifter være højst 15 millioner kroner for enkelt-familie-brug. En del af midlerne afsættes til deltidsbedrifter og bedrifter med kooperative ejerformer eller ejerskab på andele. En forpagtning skal være uopsigelig fra fonden, så længe landmanden opfylder de økonomiske forpligtelser, og den skal kunne gå i arv. Han eller hun skal endvidere kunne købe ejendommen af fonden med den begrænsning, at den fremover ikke må blive større. Og prisen skal være lavere desto flere restriktioner, fonden måtte pålægge ejendommen for at fremme natur- og miljøhensyn. Det kunne være krav om forskellige former for regenerativt landbrug, det vil sige landbrug som gendanner landbrugets naturgrundlag.
Flere private foreninger har oprettet fonde til opkøb af konkursramte landbrugsejendomme, som evt. kan udstykkes til mindre bedrifter. Det er vældig godt, men disse fonde er så små, at de langt fra alene kan vende udviklingen hen imod et landbrug og et landskab, som de fleste danskere ønsker sig. Dertil kræves en statslig fond af den slags vi foreslår her.
Mens venstrefløjen som regel har fremmet og højrefløjen almindeligvis har modarbejdet ideen om en statslig jordbrugsfond, har især Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres holdninger skiftet over tid. I 2001 blev et gennemarbejdet forslag om en sådan fond til på initiativ af den sidste socialdemokratiske Nyrup Rasmussen regering.
Der burde ikke være gået ideologi i dette vigtige spørgsmål. At oprette en stærk, statslig jordbrugsfond til fremme af godt landbrug og liv på landet ville være et stykke pragmatisk tværpolitisk arbejde af den slags, som engang gjorde Danmark til et arbejdsomt og anstændigt forbillede for andre landes indsats for miljø, for samfund, og for landbrug.
Læs mere: Hvorfor skal vi have en statslig jordbrugsfond?
FOR KLIMAET — BIODIVERSITEN — LIV PÅ LANDET — DET GLOBALE ANSVAR
Array
