Vestsahara:

Afrikas sidste koloni

Kort baggrund for konflikten i Vestsahara

Konflikten i Vestsahara er langstrakt og blodig. Lige siden Vestsaharas uafhængighed fra Spanien, har landet været besat af Marokko, der dagligt krænker den lokale befolknings helt basale menneskerettigheder. Selvom FN har forsøgt at løse konflikten, er der ingen udsigter til selvbestemmelse og fred for Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne.

I Danmark har konflikten kun fået meget småt med offentlig opmærksomhed, selvom Danmark og danske virksomheder bidrager til konflikten ved at lave aftaler med Marokko, der vedrører Vestsahara, uden saharawiernes samtykke.

For at forstå konflikten bedre, kommer her en kort historisk baggrund for situationen i Vestsahara i dag.

Fra spansk til marokkansk koloni

Vestsahara var indtil 1975 en koloni under spansk administration, kaldet Spansk Sahara. FN havde allerede omkring 15 år forinden givet Vestsahara officiel status som et ikke-selvstyrende område og var begyndt at lægge pres på verdens kolonimagter for at afkolonisere og give de ikke-selvstyrende lande selvstændighed. Naboerne Marokko og Mauretanien gjorde dog begge krav på landet og erklærede, at Vestsahara i det før-koloniale Afrika var en del af deres land. Marokko tog spørgsmålet op i Den Internationale Domstol (ICJ) i 1975, men tabte sagen. Domstolen lagde vægt på lokalbefolkningens ret til selvbestemmelse. Til trods for dette arrangerede Marokko den såkaldte ’grønne march’, hvor 350.000 civile marokkanere med militær beskyttelse krydsede grænsen til Vestsahara. Dette var begyndelsen på den marokkanske invasion, der var brutal. Byer blev bombet med fosfor og napalm, og mange saharawier, Vestsaharas oprindelse befolkning, flygtede til Algeriet, hvor de i dag bor i store flygtningelejre. Madrid-aftalen i 1976 markerede den officielle afslutning på Spaniens kolonisering af Vestsahara, og Marokko og Mauretanien overtog administrationen af landet. I syd lykkedes det Polisario at bekæmpe Mauretanien, men det befriede område blev hurtigt overtaget af Marokko. Mauretanien opgav herefter Vestsahara og har sidenhen erklæret deres invasion af området for forkert. Siden 1976 har Marokko været den administrerende magt i langt størstedelen af Vestsahara. Kun 20% af Vestsahara er ikke besat af Marokko, men kontrolleres af befrielsesbevægelsen, Polisario. 

Ørkenstaten

Støttet af Algeriet kæmpede saharawierne og Polisaro en blodig guerillakrig i 16 år. Algeriet var en af de første stater til at støtte saharawiernes ret til selvbestemmelse. Algeriet og naboen Marokko har længe haft stridigheder, men Vestsahara-spørgsmålet har intensiveret uoverensstemmelserne. Det lykkedes kun Polisario at fastholde kontrol over den østligste del af Vestsahara, et ufrugtbar og stort set ubeboet ørken. I stedet skabte de the Saharawi Arabic Democratic Republic (SADR), som en eksilstat i flygtningelejrene i Algeriet. SADR er anerkendt af mere end 80 stater verden over, og FN anerkender Polisario som saharawiernes legitime repræsentant. SADR er en del af den Afrikanske Union, hvorfor Marokko forlod unionen i protest.

I 1980 opførte Marokko en 2.000 km lang militært voldanlæg mellem det besatte område og det kontrolleret af Polisaro. Volden er med til at sikre, at flygtningene ikke kan vende tilbage til deres hjemland. Volden er i dag et symbol på den ulovlige besættelse og de uretfærdigheder, som saharawierne må udholde.

Vestsahara i dag

1991 markerede et vendepunkt i konflikten. FN forhandlede en våbenhvile på plads og lovede at arrangere en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid. Herefter oprettedes MINURSO, en FN-styrke, som skulle overvåge våbenhvilen og planlægge folkeafstemningen. I dag, 25 år efter, har saharawierne stadig ikke fået mulighed for at stemme om deres fremtid. Marokko vil kun godkende en afstemning om øget selvbestemmelse eller integration i det marokkanske kongedømme, men ikke om selvstændighed. Samtidig er der uenighed om, hvem der er stemmeberettiget. 

Marokkos besættelse af Vestsahara er i strid med international humanitær lov. Den oprindelige befolkning har hverken presse- eller forsamlingsfrihed, og marokkansk politi og militær slår hårdt ned på modstand. Tortur og uretmæssige fængslinger forekommer jævnligt, og overvågning af politisk aktivitet er hverdagskost. Civile politiske aktivister kommer for militærdomstole og bliver dømt efter militærlove. Både Amnesty International og Freedom House rangerer Vestsahara blandt de af verdens lande med dårligst adgang til borger- og politiske rettigheder.