60 år med FN Generalforsamlings resolution 1514 (XV) ”Erklæringen om indrømmelse af uafhængighed til kolonier og kolonibefolkninger”

Winnie Madikizela-Mandela: det er i sandhed en skamplet på vores århundrede, at Vestsahara stadig er en koloni

Vi udgiver her Winnie Madikizela-Mandelas tale fra den store Vestsahara solidaritetskonference på universiteterne i Madrid i forbindelse med FN-resolutionens 50-års jubilæum, 29 maj 2010.

Winnie Madikizela-Mandela var på konferencens tidspunkt præsident for Kvindernes Internationale Platform for Solidaritet med det Saharawiske Folk og var, ligesom som sit hjemland Sydafrika, en fast støtte i Vestsaharas kamp mod kolonimagten Marokko. Tidligere samme år havde Madikizela-Mandela besøgt Algiers og saharawi flygtningelejrene ved Tindouf til møder med organisationer, især kvindeorganisationer, for at styrke den internationale solidaritet og støtte til saharawiernes frihedskamp, og for at blive opdateret på, hvordan ”vi bedst kan hjælpe jer i jeres kamp mod den marokkanske uretfærdighed”. Der blev på møderne i Algeriet og konferencen i Spanien appelleret til alle lande om at respektere FN resolution 1514 (XV) og arbejde for en snarlig folkeafstemning. For hvert år der går, for hvert årti, føles det mere og mere uanstændigt og uretfærdigt, at Vestsahara endnu ikke er frit. I Madikizela-Mandelas tale nedenfor udtrykker hun også et personligt ønske, et løfte, og en følelse af forpligtelse i forhold til saharawiernes kamp – men desværre nåede hun ikke at se grundlæggelsen af et frit Vestsahara. Nu er det op til os. Amandla!

Vestsahara: en afventende dossier. Afkolonisering og menneskerettigheder. 50 år med FN Generalforsamlings resolution 1514 (XV). Konference ved universiteterne i Madrid, maj 2010.

Afsluttende tale ved sydafrikansk ANC parlamentsmedlem Winnie Madikizela-Mandela.

Det er mig en stor glæde at kunne deltage i dette møde i dag, først og fremmest fordi det er for en så vigtig sag. Jeg bemærker med ydmyghed, hvor mange mennesker der deltager fra forskellige baggrunde for at skabe opmærksomhed om et problem, der i sandhed er blevet en skamplet på dette århundrede.

Vi mødes i denne uge, mens andre fejrer Africa Day, i en måned hvor mange afrikanske lande fejrer deres uafhængigheds-mærkedage og frihed fra kolonialismens åg, og i et år, hvor Sydafrika selv markerer 20-året for løsladelsen af landets ledere og lovliggørelsen af landets frihedsbevægelse. Vestsahara burde have kunnet fejre 35 års uafhængighed. Men her står vi og taler stadig om afkolonisering.

Jeg tænker ikke på Vestsahara som et land, der blev koloniseret af Marokko. Jeg foretrækker at kalde det, hvad det er: tyveri, røveri, illegal besættelse, annektering, invasion, o.s.v., men jeg her vil bruge kolonialisme-terminologien som denne konference gør. Jeg er virkelig opmuntret af at se så mange stærke kræfter, der er samlet her for at fjerne denne skamplet. Jeg tror på, at det gør en forskel. Meget af konferencen er dedikeret til at analyser FN-resolutioner og diverse forslag og initiativer for deres gennemførelse. Jeg beklager, at jeg ikke har den luksus. Hvis jeg ikke tager fejl, har ingen mindre end Ban Ki Moon selv indrømmet, at FN har svigtet Vestsahara og erkendt at organisationen ikke er i stand til at overvinde de forhindringer, som Marokko stiller op. Det internationale samfund, gennem FN, har svigtet sin forpligtelse overfor det saharawiske folk. Det samme har Den Afrikanske Union. Jeg bærer selv en del af skylden.

I mange årtier, mens vi kæmpede for vores egen frihed i Sydafrika, Namibia, Mozambique og Zimbabwe, hørte vi vores ledere love solidaritet med folk andre steder i verden, som også kæmpede for deres frihed. Personligt klæbede jeg ved hvert ord, der kom fra den tidligere leder af ANC, Oliver Tambo, som altid talte om FRETILIN fra Øst Timor, Farabundo Marti fra El Salvador, PLO fra Palæstina og, naturligvis, Polisario Front fra Vestsahara. Men da vi endelig væltede apartheid-regimet, kom vi, i vores begejstring og ivrighed for at komme i gang med at bygge et nyt Sydafrika, til at antage, at med det sidste hvide minoritetsstyre borte, så var kolonialismen forbi i Afrika. Vi tog grundigt fejl. Et årti senere, kunne en anden præsident, Thabo Mbeki, heldigvis begynde at rette op på denne fejl ved at anerkende SADR – Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik.

Denne konference finder sted på et tidspunkt, hvor vi alle har fem årtiers erfaring med kampen mod kolonialisme. Hvad der ses tydeligt i vores bakspejl er, at de fleste afrikanske lande ’begyndte deres frihed i lænker’. Da de tidligere koloniherrer ’gav stafetten videre’, sikrede de sig at de tidligere kolonier ikke havde en chance for at komme godt fra start. De bandt vores ene ben til en tung klippe af økonomisk afhængighed. Sydafrika var ingen undtagelse. I Vestsaharas tilfælde, stjal Spanien landet og gav det så faktisk til en anden kolonimagt og ’bandt dermed både Vestsaharas politiske og økonomiske ben’, med det resultat, at Vestsahara blev skadet flere generationer ud i fremtiden. Marokko, på den anden side, nyder fortsat ikke kun Spaniens støtte, men også støtte fra de fleste lande i vesten, mens de sammen udnytter indbyggerne og plyndrer ressourcerne i disse stjålne territorier. Det er derfor også meget vigtigt, at denne konference er arrangeret af spaniere i Spanien.

Arven fra den ’et-benede frihed’ i Afrika som vi ser tilbage på er ikke noget kønt syn. Det er rigtigt at Afrika stadig har brug for at finde løsninger på den økonomiske arv efter slaveri, kolonialisme og apartheid-undertrykkelse. Afrika skal også finde løsninger på nye politiske og økonomiske konflikter, som ikke har sin oprindelse i denne historie. Borgerkrige, konflikt, fattigdom og korruption er alle alvorlige udfordringer. Men før vi kan vende os mod disse, er vi moralsk forpligtede til at fjerne de sidste rester af traditionel kolonialisme, apartheid-lignende tyveri af jord og økonomisk slaveri som stadig eksisterer i Vestsahara, et land der ikke har friheden til at træffe sine egne valg.

Dette kan ske, og det MÅ ske snart! Og det er i dette lys, at jeg ønsker at dele nogle af vores erfaringer og tanker med jer om, hvordan vi kan bringe frihedens dag for Sandets Folk lidt tættere på. Jeg vil illustrere vores erfaringer ved at fortælle om vores frihedskamps ’Fire Søjler’. Men før det, vil jeg give mit perspektiv på en debat afholdt i går. I går hørte vi, at løsningen på saharawiernes problem ligger lige for, at det er selvbestemmelse eller uafhængighed, baseret på implementeringen af legitime resolutioner og internationalt anerkendte principper. Spørgsmålet er dog ikke, hvad det ønskede resultat skal være, men om hvad der er den bedste måde at opnå det på, og det hurtigst muligt. Det ønskede resultat, og kampens legitimitet, har været klart i 35 år.

Igen må vi først spørge os selv, hvilken slags kamp der er tale om? Dette vil hjælpe os med at vælge den bedste måde at nå målet på. Er det en kamp mod kolonialisme? Er det, som nogle personer beskrev det i går, en kamp for autonomi? Er det en kamp mod en invasions-, og besættelsesmagt, en undertrykker? Er det en kamp for menneskerettigheder, for civile rettigheder, som det var for sorte amerikanere i 1960erne?

Måske er det alt dette, men først og fremmest er det er det en legitim kamp for national frigørelse, for en fri og uafhængig stat, ført af en legitim national frihedsbevægelse og en legitim regering. Det faktum, at denne frihedsbevægelse har været i stand til at regere i en lille del af landet ændrer ikke ved den grundlæggende kamp. Hvis vi kan blive enige om dette, så kan vi gå videre til udvælgelsen af én blandt et stort udvalg af legitime former for frihedskamp. Disse inkluderer både aftaler ved forhandlingsbordet og retfærdige krige, både i de besatte områder og i besætterens egen baggård.

Lad mig nu præsentere ”frihedskampens fire søjler”, som de stod i vores situation i Sydafrika. I Tindouf sagde jeg, at vores kamp var baseret på fire bærende søjler eller hovedelementer:

• Intern Politisk Mobilisering
• Væbnet Kamp
• Massemobilisering Internt i Landet; og
• International Solidaritet

Jeg nævnte, at i Sydafrika havde vi, hvad man kalder ”En særlig form for kolonialisme”, hvor kolonister og koloniserede levede side om side. Det samme ser vi i Palæstina i dag, og dette er hvad Marokko prøver at opnå i Vestsahara. Mens der er talrige forskelle mellem de to situationer, er der også nogle uhyggelige ligheder. Dette indikerer for mig at se, at Marokko må have læst grundigt i apartheid- og zionist-regimernes drejebøger.

Vi har også vores egne erfaringer med såkaldt ’autonomi’. Der blev oprettet ’Bantustans’, som var etnisk definerede, totalt ikke-levedygtige, ’uafhængige’ stater, etableret på 13 % af de mindst frugtbare områder i landet. De blev ledet af diktatoriske marionetdukker indsat af apartheidregimet. Folket afviste fuldstændigt disse ’stater’, selvom nogle af dem opnåede officiel anerkendelse fra visse vestlige og afrikanske lande.

Der er ingen af jer, der mangler viden om Politisk Mobilisering eller om Væbnet Kamp. Men ganske kort, så var det ekstremt vigtigt, at vi sørgede for at vores soldater både internt i landet og eksternt i lejrene fik al ny information og var involveret i udviklingen af vores politiske strategier. Vi gjorde dette på mange måder; for eksempel, som nævnt tidligere, havde jeg stor gavn af at lytte til Oliver Tambo, når han lavede udsendelser på Radio Freedom fra Addis Ababa, Dar er Salaam og andre steder. Politisk uddannelse var en vedvarende aktivitet for alle frihedskæmpere, uanset rang, og sådan er det stadig den dag i dag.

Den eneste kommentar, jeg har her angående vores væbnede kamp, er, at vi først blev enige om at stoppe denne taktik, da vi følte at processen med at skabe et frit og demokratisk land var ustoppelig. Vi brugte ofte militærangreb simpelthen for at indgyde tillid i vores folk og gøre undertrykkerne nervøse. Det var åbenlyst, at ingen af siderne kunne vinde en decideret krig, men det faktum at vi kunne nå fjenden hvor som helst, når som helst og på mange forskellige måder, gjorde dem meget nervøse.

Vi bør gå fra fordømmelse til konfrontation.

Hvis vi så kigger på en anden søjle, Intern Massemobilisering, vil jeg gerne citere min kære bror og ’comrade in arms’, Oliver Tambo, igen. I en tale med titlen ”Fra fordømmelse til konfrontation af apartheid og kolonialisme” ved en konference i Oslo den 11. april 1973, sagde han:

”Det er ikke nok at starte eksternt pres, hvis det interne pres er svagt. Den verdensomspændende solidaritetsbevægelses store pres kan være spildt, medmindre det komplimenterer og bygger på stærk internt pres og handling. Hvis det interne pres er svagt, skal det styrkes”.

I Sydafrika førte dette til, at et bredt spektrum af organisationer fra politiske organisationer, fagbevægelsen, civilsamfundet, NGOer, medier, kirker og sågar folk fra undertrykkernes side gik sammen i en Massedemokratisk Bevægelse [Mass Democratic Movement, MDM]. Denne brede bevægelse betød, at frihedskampen var i aktion og på gaden dagligt. Sydafrika opnåede hvad nogle i dag kalder for ”CNN-effekten”, hvor der ikke var en dag, hvor Sydafrika ikke var i nyhederne, hvor der dagligt var flere indflydelsesrige personer, der sluttede sig til protesterne, og hvor der dagligt var ny modstand mod fjenden internt.

Jeg udsatte mig selv for arrestationer ofte og med vilje, nærmest dagligt. Det gjorde jeg for at gøre opmærksom på vores politiske fangers lidelser, og, i særdeleshed, for at skabe opmærksom om vores ledere på Robben Island. Jeg frygtede altid det værste fra de brutale fængselsmyndigheder.

Det er nødvendigt at diskutere, hvad politisk mobilisering betyder for Vestsahara. Men ingredienserne i den politiske situation her har så mange ligheder med vores, at jeg bare kan remse nogle af dem op: fængsling, detention uden rettergang, tortur, sultestrejker, vold, chikane, eksil, bortvisning, isolation, begrænset forsamlings- og mødefrihed, forbud mod politiske partier og aktiviteter, militære aftaler, angreb i nabostaterne, tyveri af naturressourcer, undertrykkelse og død. Jeg kunne blive ved, men jeg er sikker på, at ingen her betvivler at Marokko har de samme fascistiske tendenser som apartheid Sydafrika havde. Målet med denne grove måde at ignorere lov og menneskerettigheder på er åbenlys for alle: Marokko udnytter territoriet økonomisk, med støtte fra Frankrig, USA, Spanien og andre. For eksempel lander de 5 milliarder US$, som besættelsesmagten tjener på udvindelsen af saharawiernes fosfat og på fiskeri, direkte i det marokkanske regimes lommer. De bruger denne indtjening til at købe flere våben og styrke deres tilstedeværelse i de besatte områder, hvor der er stationeret mere end 130.000 tropper og mere end 300.000 marokkanske bosættere. De lever i luksus, mens saharawierne er dømt til at leve under slave-lignende forhold.

Hverken det besatte eller det frigjorte territorium har haft mulighed for at udvikle social og økonomisk infrastruktur, sådan som andre tidligere kolonier har gjort. Arbejdsløsheden er på mere end 35%. Arven efter tre årtiers aggression, konflikt og grov udnyttelse vil være svær at rejse sig fra. Igen, for at illustrere vores syn på International Mobilisering, vil jeg gerne citere Oliver Tambo, som i 1973 sagde:

”… / vil gerne sige, når vi diskuterer politisk og diplomatisk aktion mod apartheid… vi bør presse på for at opnå en ændring i fokus fra hvad der har været en global fordømmelse… til en global konfrontation. Vi har fordømt i mere end et årti nu, uden resultat. Det er svært at komme i tanke om et system, der har været beskrevet i stærkere, fordømmende vendinger end det sydafrikanske regimes politik og praksis. Hvad der efter min mening har manglet, er hvordan vi konfronterer dem effektivt på det internationale plan”.

Det internationale samfund skal konfrontere disse lande, der bryder international lov og menneskerettigheder ved at samarbejde med Marokko. Og vigtigere, det internationale samfund skal konfrontere Marokko direkte. Spørgsmålet er, hvordan vi mobiliserer støtte mod en så stærk opponent? Hvordan får vi verden til at interessere sig for Vestsaharas situation? Jeg vil komme ind på universiteternes mulige rolle i processen om lidt, men svaret er forskelligt fra land til land. Økonomiske sanktioner og sports- og kulturboykot virkede særdeles godt i vores situation. (En gruppe af europæiske anti-apartheidaktivister var så ophidsede over et af deres oliefirmaers samarbejde med apartheid, at de begyndte at afbrænde deres tankstationer selv her på det europæiske kontinent!) [Shell i Danmark]

Jeg er overbevist om, at det er den samme kraftfulde aktion som fejede apartheid væk, som også er nødvendig for at gøre Vestsahara frit. Jeg mener, at vi konstant skal gøre opmærksom på besættelsesmagtens grusomheder og udskamme deres støtter. Det er tydeligt, at det ikke var før verden besluttede at afslutte sin stiltiende accept og sit samarbejde med apartheid, at vi var i stand til at afskaffe apartheid.

Vestsahara er virkelig blevet et skakbræt, hvor de geopolitiske kampe mellem forskellige aktører udspiller sig. Vinderens præmie er fri adgang til at udnytte Vestsaharas ressourcer. Det er derfor, at mange konservative, højreorienterede og reaktionære tænketanke og lobbygrupper viser så stor interesse i at støtte Marokkos sag, hvorved de vinder sejre for Marokko og tilbageruller årtiers fremskridt for progressiv tanke og handling. Et eksempel er den såkaldte ’International Crisis Group’, franskmænd, der blokerede for at der blev tilføjet en menneskerettighedsdimension i FN resolutionen; et andet eksempel er de amerikanske senatorer, der skrev til Præsident Barack Obama for at opfordre ham til at støtte Marokko. Disse eksempler viser, at vi er nødt til at gøre mere, for at komme ind i kampen.

En interessant ting ved den nuværende situation i Vestsahara er, at Marokko og dets allierede påstår, at de udvikler de besatte områder og mener at de skal roses for dette. Jeg vil her citere en sort amerikansk aktivist for at fremhæve bristen i dette argument. Malcolm X sagde:

”Du stikker ikke en kniv 20 cm ind i ryggen på en mand, hvorefter du trækker den 5 cm tilbage og siger, at vi gør fremskridt!” [Malcolm X, TV interview, 1964]

Marokko skal ikke have ros, men det saharawiske folk bør kompenseres for den undertrykkelse, uværdighed og økonomisk tab, som de har lidt som følge af 35 års udskudt selvstændighed og 35 års aggression og 35 års økonomisk udbytning. Det er umuligt at sætte tal på omkostningerne i forhold til tab af liv siden 1975 og den skade, der er forvoldt af manglende værdighed, svær isolation i flygtningelejrene i eksil og fortvivlelsen ved at leve under besættelsen. Ikke desto mindre er det nødvendigt at diskutere spørgsmålet om erstatning fra Marokko og deres støtter og om en international hjælpepakke til Vestsahara, som skal være en del af forhandlingerne om en mulig løsning på konflikten.

Jo mindre jeg siger om de kommentarer, der blev fremsat i går vedrørende saharawiernes evne til at klare sig selvstændigt og om deres lille befolkningstal, jo bedre.

Der er et andet princip, der blev fremført af Tambo i 1973. Han sagde: ”Kongressen bør fremhæve det faktum, at al assistance til ofrene for kolonialisme og apartheid, hvad enten det er humanitær eller anden bistand, skal have det ene formål at fremme muligheden for frihedskampens succes, kolonialismens og apartheids nederlag, og folkets frihed fra disse onder”.

Dette princip vil fortsat være vigtigt, selv for et frit Vestsahara. Udover denne bistand, ønsker vi at bruge vores egne rige ressourcer til at forbedre vores egne sociale omstændigheder. Vi ønsker fri at kunne udvikle og handle med vores egne ressourcer og ikke altid være modtagere af bistand. Vi ønsker at tage os af sikkerhed, sundhed, uddannelse og folkets velfærd. Vi ønsker at skabe jobs, rent drikkevand, sanitet, mad og ernæringssikkerhed i vores eget land, og ikke i eksil. Vi ønsker at styrke regeringsførelsen i vores land og i hvert hjørne af vores land. Saharawierne ønsker frihed til at samarbejde med de lande, der er interesserede i støtte deres folks og deres Maghreb naboers fremgang. Den kommende generation SKAL have et normalt samfund, at vokse op i. Jeg håber at vores erfaringer med ”Frihedskampens Fire Søjler” vil vise sig at være relevant for jer.

Til slut vil jeg gerne nævne, hvordan universiteter kan hjælpe os i denne proces. Universiteternes rolle, ikke mindst i USA, i anti-apartheid solidaritetsbevægelsen, var afgørende i bevægelsen for at bringe apartheid til fald. Universiteterne var de første, der pressede på for at stoppe investeringerne i selskaber der havde forretningsforbindelser med apartheidregimet. Dette var begyndelsen på sanktionerne.

Mange universiteter arrangerede forsamlinger og konferencer som denne. Disse konferences hjalp med at udvikle stærk argumentation, god planlægning og realistiske mål. Konferencerne støbte fundamentet til de teoretiske rammer for frihedskampen. Men det stoppede ikke der: det var universiteterne over hele verden, der igangsatte og ledte demonstrationer og protester som voksede fra små dønninger til en tidevandsbølge der tvang den globale forretningsverden og regeringerne i Europa og USA til endeligt at skride til handling for at stoppe apartheid.

Jeres rolle som universitet indebærer, at I skal gøre det ubehageligt for jeres regeringer at fortsætte med ’business as usual’ med Marokko. Og, ja, I skal blive ved med at identificere områder, hvor I kan samarbejde og assistere med forbedringer for saharawierne i flygtningelejrene. Alt, hvad der letter dagligdagens lidelser for vores folk, er velkomment. Men glem ikke hvad Oliver Tambo sagde: nemlig, at ”al assistance til ofrene for kolonialisme og apartheid, hvad enten det er humanitær eller anden bistand, skal have det ene formål at fremme muligheden for frihedskampens succes, kolonialismens og apartheids nederlag, og folkets frihed fra disse onder”.

Og det er derfor med en følelse af stolthed, at jeg runder denne tale af. Jeg er stolt af, at I har taget den beslutning at dedikere den VI (sjette) Konference ved Madrids Universiteter til at mobilisere folk til det sidste skub mod kolonialisme i Afrika. Konferencer alene vil ikke gøre Vestsahara frit, men denne vil hjælpe os med at udvikle en mere klar og sammenhængende position til støtte for afkoloniseringen af Vestsahara. Men denne og lignende begivenheders succes vil afhænge af vores egene handlinger over de kommende måneder (Jeg siger ikke år. Jeg kan ikke vente så længe).

Der er en sang, som vi sang i vores frihedskamp:

’Kobanjani sesihlezi no Tambo

Kobanjani sesimtshela ngame Bhun’eginxika?’

Hvordan vil det føles, når vi sidder sammen med Tambo? Hvordan vil det føles, når vi fortæller ham om boernes kapitulation? Nuvel, han levede ikke til 1994, og han så aldrig det frie og demokratiske Sydafrika, som han havde kæmpet for. Så Nelson Mandela har lovet at fortælle ham alt om det, når de en dag mødes ’deroppe’! Jeg vil her gerne have det noteret, at det er min faste intention at fortælle ham om det saharawiske folks fuldkomne frihed, om Polisario Fronts endelige sejr. Jeg ønsker at fortælle om det i alle detaljer, så lad det være snart.

Tak.