Global Aktions partnere i Sydafrika

Aktivisme i Coronaens Tid – uden ’BREAKING’, aviser, TV eller radio

COVID19 er en stor trussel for sydafrikanske landsamfund. Belært af HIV/AIDS-krisen, venter man her ikke på, at regeringen skrider til handling.

Hele Danmarks befolkning følger med i regeringens nye foranstaltninger og lovændringer, der skal få os igennem coronakrisen. Vi har stabil elektricitet, hurtigt og billigt internet, og der er generelt god adgang til information. Anderledes ser det ud hos flere af Global Aktions partnere i Sydafrika: Amadiba Crisis Committee (ACC), Alternative Information and Development Centre (AIDC), Commercial, Stevedoring, Agricultural and Allied Workers Union (CSAAWU) og mange andre aktivistiske organisationer planlægger i disse dage, hvordan de kan få information frem til folk, der ikke har elektricitet eller aviser.

I den østlige Kapprovins har ACC aflyst deres planlagte arrangement i anledning af Sydafrikas ’Menneskerettighedsdag’ – internationalt markeret som FNs Anti-racismedag – d. 21. marts. Sidste år deltog 1500 mennesker fra Amadiba-landsamfundet i arrangementet, der fokuserede på mineindustrien og lokalsamfundets kamp mod de multinationale mineselskabers rovdrift i området. I år bliver 21. marts i Xolobeni startskuddet til ACCs landsbykampagne for at informere folk om coronaudbruddet og bremse spredningen af virusset.

COVID19 er en stor trussel for landsbysamfundet, og her venter man ikke på, at regeringen skrider til handling.  De appellerer til regeringen og NGOer om at prioritere de fjerntliggende landområder, så disse ikke bliver overrumplet af en uventet krise, som det skete i forbindelse med HIV/AIDS-virusset. Lokalsamfundene, og især kvinderne, kommer til at bære byrden med at slæbe ekstra vand fra floden eller vandtankene, og der er mange sådanne praktiske opgaver, der skal løses lokalt, udover at sociale vaner også skal omlægges for at mindske smittefaren. Sydafrika har et meget stort antal af folk, der lider af HIV/AIDS, diabetes og tuberkulose – det vil vise sig, hvilke konsekvenser dette vil få for coronaudbruddet. Det er en stor sundheds- og informationsopgave som NGOerne og Global Aktions partnerorganisationer er gået i gang med, samtidig med at de fortsætter deres politiske arbejde. Den politiske kamp fortsætter: giv sundheds- og socioøkonomiske rettigheder til alle og sæt mennesker før profit!

Array