Swaziland

Tronen vakler under Afrikas sidste absolutte kongedømme

De sidste måneders voldsomme sociale og politiske oprør i Eswatini, tidligere Swaziland, har rystet det lille kongedømme. Intet vil blive det samme igen, nu hvor militæret på kongens ordre åbnede ild og dræbte 74 mennesker. Men hvad er baggrunden for oprøret og de mange protester, der som en løbeild har spredt sig til hele landet.

I slutningen af ​​2004 købte Eswatinis kong Mswati III sig en Mercedes Maybach. Du tænker nok, at det lyder en smule trivielt, men luksusbilen kom med et tv, dvd-afspiller, 21 højttalers surround-sound system, køleskab, trådløs telefon og champagnefløjter i sterlingsølv. Åh, og kostede omkring $ 500.000 (cirka 3,1 mio. kroner.)

To måneder senere koster kongens livsstil yderligere $820.000 (5.8 mio. kroner) For der indkøbes der et par luksus-BMW’er. Derefter købte han i forbindelse med hans deltagelse i åbningen af ​​parlamentet en Mercedes-Benz S600 V12 stretch limousine til $ 300.000 (1,9 mio. kroner).

En dyr konge

Men, der er ikke rigtig nogen billeder af disse luksus indkøb betalt af statskassen i Eswatini: samme måned forbød kongen ved dekret al fotografering af kongelige køretøjer. En af fordelene ved at være en absolut monark.

Hvis du tror, ​​at alder kan have dæmpet Mswatis kærlighed til luksus og unødvendige og dyre biler, spol frem til 2018: For at fejre sin 50 års fødselsdag brugte kongen 1,2 mia. kroner på en Airbus A340-300 og et sted at parkere det, en tilsyneladende nødvendighed, nemlig en ny lufthavn, opkaldt efter kongen selv. Samtidig fik parlamentsmedlemmer besked på at sikre sikkerheden for den kongelige familie og besøgende statsoverhoveder.

Mswati købte også en 50 års gave til sig selv. Nemlig en vest broderet med 7 kg diamanter.

Kongen står over det hele, er immun mod retsforfølgelse og kan ikke underkendes.

Og i 2019 bestilte han angiveligt 120 luksus-BMW’er til den kongelige familie og 19 Rolls-Royces til sine 16 koner.

Og så er der selvfølgelig al det sædvanlige for en afrikansk despot: Dyre privatskoler til sine børn, shopping ture til Paris for sine 16 koner, 20 paladser til sig selv og de mange koner, beklædt med guld. Og nå ja, så ejer han al jord, og har halvdelen af alle aktier i de største og mest profitable virksomheder og banker.

Har Eswatini råd til Mswati?

Eswatini er det 10. mest ulige samfund i verden, når det kommer til ulighed i indkomst, ifølge World Food Program. Næsten 60% af landets indbyggere lever under fattigdomsgrænsen på 1,90 dollar om dagen, og en tredjedel af Mswatis undersåtter sulter og er afhængige af international fødevarehjælp. Med 26% har landet den højeste hiv -forekomst blandt voksne i verden. Mere end 50% af alle børn under 17 år er forældreløse, og cirka hver fjerde barn under fem år er ramt af kronisk underernæring. Ledigheden er på 23%, og ungdomsarbejdsløsheden er på 46%.

Så det er noget af en formsag, at kongen får et årligt tilskud på $ 24 mio. (151 mio. Kr.) til ”kulturbegivenheder”.

Nu er det jo ikke sådan at befolkningen i Eswatini på nogen måde har mulighed for at ændre et system, der er så åbenbart ikke er til deres fordel. Kongen kontrollerer i sidste ende ​​regeringen. Han udpeger premierminister og kabinet, og han udpeger dommere – efter råd fra en domstolskommission, som han også udpeger. Han er øverstbefalende for hæren, politiet og efterretningstjenesten.

Det er derfor ikke nogen stor overraskelse, at Eswatinis befolkning har fået nok. Om noget er det overraskende, at befolkningens tålmodighed har været så stor.

Kongen udpeger 20 af landets 30 senatorer (som kan vetoret i parlamentet) og 10 medlemmer af parlamentet. De resterende 55 vælges i tinkhundla – et selvopfundet valgkredssystem, hvor kandidaternes succes i høj grad er afhængig af om de godkendes af den lokale høvding, der på sin side udpeges af kongen. Ud af de stemmeberettigede har ca. 8% stemt på en kandidat der vandt sin valgkreds (Hvis kvinders repræsentation er under 30%, vælges yderligere fire kvinder fra Eswatinis fire administrative regioner). For at gøre dette kongelige demokrati fuldkomment har parlamentet stort set ingen magt, da alle beslutninger kan omgøres af senatet og af kongen, som kan nedlægge veto mod enhver lovgivning, med henvisning til at loven ikke er på linje med hans kulturelle normer. Desuden er politiske partier forbudt, og myndighederne slår hårdt ned på oppositionsaktivister og journalister. Kongen har stemplet demokrati som terrorisme, og dem der kæmper for demokratiske reformer, som terrorister.

Kongen står over det hele, er immun mod retsforfølgelse og kan ikke underkendes.

Et land i flammer

Det er derfor ikke nogen stor overraskelse, at Eswatinis befolkning har fået nok. Om noget er det overraskende, at befolkningens tålmodighed har været så stor.

Det der begyndte som studenter- og læreprotester i maj over drabet af ​​den 25-årige jurastuderende Thabani Nkomanye, angiveligt i politiets varetægt, førte til krav om politiske reformer: borgere vil gerne kunne vælge deres egen premierminister ved konkurrencedygtige flerpartivalg.

Men netop som alle troede at protesterne var ved at løbe ud i sandet, kom der et kongeligt dekret – udstedt af fungerende premierminister Themba Masuku – der forbød folk at anmode regeringen om demokratiske reformer. Med andre ord, ingen skulle overlevér en udtalelse til en myndighed.  Hvis man havde noget på hjertet kunne man sende email på sumisions@gov.sz. En mailadresse der ironisk nok blev oprettet få timer før regimet lukkede hele internettet og mobilnettet ned. Mswati kunne nok ikke rigtig have sagt “diktator” tydeligere, selv hvis han havde prøvet.

Derefter eksploderede hele Eswatini i protester.

Konge har sat militæret og politiet ned, med ordre om at skyde for at dræbe. Resultatet var 74 dræbte ubevæbnede civile og mange hundredvis af sårede. FN har opfordret til en uafhængig undersøgelse af påståede krænkelser af menneskerettighederne.

Historierne er mange, hjerteskærende og oprørende. Avisen Maverick Citizen fra Sydafrika har for eksempel samlet og undersøgt videofilm og fotografier fra oprøret: lig brænder; politi skyder utilsigtet – og i mindst ét ​​tilfælde tilsyneladende helt bevidst – mod demonstranter. Tæsk, tortur. Listen af overgreb er al for lang. Læs mere her https://www.dailymaverick.co.za/article/2021-07-06-new-evidence-confirms-allegations-of-murder-and-torture-by-eswatini-military-and-police/

Mswati taler måske om “kongeligt demokrati”, men der er ikke meget demokrati i det system, han regerer over.

De sydafrikanske journalister Magnificent Mndebele og Cebelihle Mbuyisa blev angiveligt overfaldet af sikkerhedsstyrkerne for at rapportere om protesterne. Deres rapport for New Frame er nok det mest omfattende – og empatiske –få et kig ind i øjeblikkets kaos (https://www.newframe.com/oppression-and-resistance-in-eswatini/).

Og alligevel påstår Eswatinis (mis) informationsminister Sikhanyiso Dlamini – tilfældigt også Mswatis datter -: ”Udenlandske lejesoldater har invaderet riget, betalt af disse mennesker [dem, der opfordrer til demokratiske reformer], med disse dagsordener …  De [lejesoldaterne] udfører de mest afskyelige angreb, og de opsætter vejspærringer, og de er i politiuniformer og hærens uniformer, infiltrerer borgerne og sender videoer af sig selv, der angriber uskyldige borgere.”

Kun som Mndebele og Mbuyisa viser, ligger sandheden andre steder.

Mswati taler måske om “kongeligt demokrati”, men der er ikke meget demokrati i det system, han regerer over. Og han har vist mindre end ingen interesse i at forbedre livet for de mennesker, han tilsyneladende tjener. Om noget har disse protester frataget ham selv figenbladet af omverdens velvilje.

Støtte til kongen fra nabolandene

Som den der følger lidt med i den politiske udvikling i det sydlige Afrika, vil vide, er det kit der holder landene sammen af den mere sejlivede slags. Det kan derfor ikke undre at hverken SADC, samarbejdet mellem 18 lande i det sydlige Afrika eller den Afrikanske Union på ingen måde har fordømt de fortsatte drab på civile i Eswatini, eller støttet op bag kravet om demokrati. På samme måde som EU og USA, opfordrede til national dialog, som vejen frem. Spørgsmålet er selvfølgelig om dialog overhoved er mulig når dem der skal indgå i den er udråbt som terrorister og den anden er en enevældig konge? På samme måde står målet for en sådan dialog hen i det uvisse. Hvad skete der med retfærdighed og straf til dem der ansvaret for de mange drab?

Fra den demokratiske opposition lyder der derfor et krav om boykot af produkter fra virksomheder kontrolleret af Kongen. På baggrund af det internationale samfund har kigget igennem finger med enevældens magtmisbrug, ville en støtte til en boykot være en passende gestus.