Om ekstraktivisme
Lokale og indfødte samfund oplever ofte krænkelser af deres rettigheder på grund af udvindingsindustriens gentagne overtrædelser til fordel for transnationale virksomheders grådighed for at få mere profit
Ressourceudvinding i en global kontekst
Terminologien ekstraktivisme bruges til at beskrive udvindingsindustriens udvinding af store mængder af råmaterialer og naturressourcer, enten over eller under jorden, for at profitere på eksporten af disse varer uden gavn for den lokale befolkning. Disse råvarer inkluderer blandt andre alle former for mineraler og metaller – eksempelvis kul, olie, gas, jernmalm, nikkel, kobber og guld – samt tømmer og landbrug.
Denne artikel beskriver sammenhængen mellem udvindingsindustrien og ekstraktivisme. Ekstraktivismen er ikke kun skyld i ødelæggelsen af biodiversitet og naturområder, men påvirker også i høj grad de nærboende samfund – dette kan du læse mere om her.
De transnationale selskaber og Africa Rising fortællingen
Hvis man anskuer verden en smule reduktivt, kan man groft sagt opdele verdens regioner i to kategorier: regioner der eksporterer råvarer, og regioner der importerer disse råvarer for at producere forarbejdede varer. Det bindende led mellem disse to er, i udvindingsindustriens kontekst, de transnationale selskaber. Dette er kort sagt virksomheder, der har et moderselskab i ét land, og som operer gennem tilknyttede datterselskaber i andre lande.
Udvindingsindustrien er dominerende i ressourcerige lande – lande der i øvrigt oftest er nationer med svage regeringsstrukturer, ustabile økonomier og lokale samfund. Den alt for jævnligt sete sammenhæng mellem ressourcerigdom og svage stater kaldes ofte for the resource curse, ressource forbandelsen.
Udvindingsindustrien har særligt vundet fremgang efter den neoliberale økonomiske bølge, der navnligt bygger på fortællingen om Africa Rising. Dette udtryk refererer til den eksplosive vækst og udvikling i Afrika syd for Sahara inden for de sidste 20 år. Dette fænomen er ikke kun gældende i for det afrikanske kontinent, men ses også i både Asien og Latinamerika, hvor terminologien Asia Rising og Latin America Rising er blevet mere almindeligt anvendt. Det er altså vigtigt at huske udvindingsindustrien og ressource forbandelsen ikke udelukkende er en afrikansk kamp, men er gældende for samfund verden over.
Ved første øjekast lyder dette jo ganske lovende. En eksplosion af vækst og udvikling i lande der tidligere har ligget under for kategoriseringen som ”udviklingslande” kan vel næppe være dårligt. Dette narrativ er dog utroligt reduktivt, da det hovedsageligt reflekterer landenes stigende BNP. Økonomer sætter altså direkte lighedstegn mellem udenlandske investeringer og vækst, uden at overveje at disse transnationale selskabers investeringer også trækkes fuldstændigt ud af landet igen, sammen med al profit investeringen har skabt. Der skabes altså en falsk forestilling om nationalindkomst, reduceret til forhøjet BNP.
En rapport af Global Justice Now fra 2017 viste at der faktisk årligt flyttes op mod syv gange så mange finansielle ressourcer ud af det Afrikanske kontinent, som der kommer ind via investeringer. Disse massive udstrømninger af penge ender ofte i skattely eller i lommen på den globale elite, frem for at komme de lokale til gode, hvis lande pengene stammer fra.
Hovedargumentet bag Africa/Asia/Latin America Rising argumentet er, at investeringer i fattige og underudviklede men ressourcerige lande vil hjælpe med at skabe en overflod af vækst. Det vindende argument for denne neoliberale tankegang er, at landets forhøjede BNP vil skabe en såkaldt trickle down effekt, hvor væksten siver fra toppen af samfundet og ned, og i sidste ende tilgodeser alle i samfundet. Problemet med argumentet er, at det overser et utal af krænkelser, rettighedsovertrædelser og ødelæggelse af indfødte, lokale befolkninger. De indfødte samfunds jord stjæles mod deres vilje for at gøre plads til udvindingssteder, uden befolkningens samtykke.
Udvindingsindustrien skaber systematisk ulighed
De negative konsekvenser af ekstraktivismen er mange. I visse tilfælde er disse konsekvenser komplekse og vidt strækkende, andre gange er de så pinefuldt åbenlyse at det virker helt utroligt at de alligevel ses så ofte.
De mere komplekse problematikker ses gennem de intra- og interstatslige og juridiske forhold. For at muliggøre et transnationalt selskabs udvindingsprojekt via et datterselskab, skal der indgås en aftale med den lokale stat der tillader at selskabet eksempelvis bygger en mine til udvinding af kul. I takt med at mange landes økonomi er blevet delvist eller fuldstændigt afhængig af udvindingsindustrien, har transnationale selskaber fået massiv politisk indflydelse i mange lande. Det er langt fra uhørt at transnationale selskaber formår at presse deres værts-stater til at ændre eller skabe love der er til selskabernes fordel. Tænk engang, hvor skævvreden en magtbalance det skaber, at virksomheder der ikke har nogen egentlige rødder i landet, får lov at bestemme den politiske dagsorden.
Ser man længere ned på et mere lokalt niveau virker det logisk at stater ikke burde ønske at indgå i aftaler med transnationale selskaber, hvis ikke det kommer staten til gode på den ene eller den anden måde. Dette sikres gennem fordelingsaftaler, der forhandles for at sikre hvem, der tjener hvad på hvilke faktorer i aftalen. Det mest åbenbare problem ved disse aftaler er, at de sjældent reflekterer folkets bedste interesser, i stater der er korrupte og udemokratiske.
Derudover udnytter multinationale selskaber ofte disse aftaler som juridisk beskyttelse imod eventuelle sagsanlæg. Dette skaber et utroligt skævt og uretfærdigt magtforhold mellem transnationale selskaber og indfødte befolkninger. Disse samfund mangler ofte forhandlingsevnerne til at skabe retfærdige kontrakter med selskaberne, og dette bruges imod dem i eventuelle retssager. Visse stater og selskaber fortolker altså lovgivning og kontrakter på en måde, der fratager lokale samfund deres mulighed for at sige fra overfor udnyttelsen af deres land.
Lokale og regionale domstole dømmer ofte til virksomheders fordel, selv i sager om menneskerettigheds overtrædelser. Denne mekanisme skaber systematisk straffrihed for de transnationale selskaber, og muliggør kontinuerlige forbrydelser mod samfund og miljø uden straf.
Array