Hvorfor støttes Ocean Grabbing?
Den primære drivkræft bag Ocean Grabbing – i sine forskellige former – er den underliggende logik i det nuværende økonomiske system, hvor målet om mere profit sættes over alt andet.
De tiltag og processer, der fører til Ocean Grabbing, skal forstås i en bredere kontekst af internationale og nationale økonomiske interesser, og behovet for at beskytte havets biodiversitet. Mange af de tiltag, der fører til Ocean Grabbing, støttes ud fra ønsket om økonomisk udvikling og naturbeskyttelse – men gode hensigter er ikke altid nok.
Drivkræfterne bag Ocean Grabbing – i sine forskellige former – er først og fremmest den underliggende logik i det nuværende økonomiske system, hvor målet om mere profit sættes over alt andet. For at sikre denne profit foregår der en kamp om kontrol over og adgang til naturressourcer. I forhold til havets naturressourcer er det desværre ofte de politisk marginaliserede småfiskere, der taber. Ocean Grabbing sker gennem en bred vifte af politikker og love inden for naturbeskyttelse, fiskeri og handelspolitik. Der er mange fortællinger og argumenter, der bliver brugt til at forsvare de politiske og ideologiske beslutninger, som medfører Ocean Grabbing. Denne forståelse af problemet støttes både blandt akademikere, nationalstater og internationale institutioner, indflydelsesrige private aktører, og internationale miljøorganisationer.
Den overordnede diskurs bygger på, at der er brug for at udvide fødevareproduktionen for at sikre tilstrækkelig mad til en verdensbefolkning i konstant vækst, og sammenholder dette med et akut behov for at beskytte naturen og gøre op med overudnyttelsen af fiskebestandene. Udgangspunktet er altså et legitimt ønske om at opnå fødevaresikkerhed og en genopbyggelse af fiskebestandene. Indenfor denne diskurs anses udfordringerne for at være overfiskeri, manglende ejendomsrettigheder i fiskeriet, øget forurening, klimaforandringer, manglende institutionel kapacitet og manglende markedsbaserede incitamentsstrukturer på nationalt plan. Derfor er der altså tale om tiltag, der støttes på grund af reelle behov for forbedringer på området.
Dette lyder umiddelbart som en fornuftig tilgang til problemstillingen omkring havenes ressourcer. Problemet er, at denne framing resulterer i malplacerede løsninger, der i visse tilfælde er katastrofale for verdens småfiskere, samt for havenes fiskeribestande. Årsagen er, at de løsningsmodeller, der fremsættes, har fokus på tiltag, der ofte ser bort fra småfiskernes behov og fremmer en industrialisering af fiskeriet. På samme tid ønskes en beskyttelse af miljøet, men ud fra et tankesæt, der hverken tager højde for lokale miljøer, eller inkluder lokalbefolkningen. Eksempler på disse tiltag er stordrifts-akvakultur, etableringen af privat ejendomsret over havets fiskeressourcer og oprettelse af beskyttelsesområder, hvor der ikke må fiskes. Dertil kommer den generelle idé om en markedsorientering af produktionssystemet og incitamenter for storskala-investeringer, der især skal komme fra udenlandske investeringer i havets ressourcer.
De midler, der tages i brug, er således hverken til gavn for småfiskerne, lokalsamfundet eller miljøet. De overser i stor stil lokale økonomier og miljøer, herunder styrkerne ved småfiskeri-sektoren. Uomtvisteligt er det, at vi står overfor en række sociale, miljømæssige og økonomiske udfordringer i forvaltningen af havets ressourcer. Men de narrativer, der fremmer en markedsliggørelse af havene, er misvisende. Lad os tage dem én for én.
1. Vi skal brødføde verden:
Idéen om, at en industriel udvidelse af fødevareproduktionen er nødvendig for at brødføde verden implicerer, at det grundlæggende problem er manglende fødevarer i verden. Den største kilde til fødevareusikkerhed er imidlertid ikke mangel på fødevarer, men den ulige fordeling af fødevarer, som sker i vores nuværende fødevaresystem. Set i det lys er det meget uklart, hvordan og hvorfor fx stordrifts-akvakultur, der som oftest er eksportorienteret, skulle være løsningen. Så længe spørgsmålet om hvem, der får adgang til hvad i denne produktionsmetode ikke adresseres ud fra et fattigdomsorienteret perspektiv, er fødevareusikkerhed dermed ikke et gyldigt argument for berettigelsen af Ocean Grabbing – tværtimod.
2. Overfiskeri:
Der er bred konsensus om, at verdens fiskebestande generelt er under heftig og stigende pres, som følge af menneskelig aktivitet. Men tendensen med at skære alle fiskebestande over én kam og tale ind i en kriseretorik, slører realiteten af, at bestandenes fald ofte er arts-, kontekst- og aktørafhængigt. En analyse, der ikke tager højde for forskellige kontekster, overser de afgørende og politiske spørgsmål om ressourcefordeling og brugerrettigheder – hvem fisker i hvilke farvande, efter hvad, og med hvilke metoder? Og hvilke aktører står for de største fangster og den største destruktion af havbundene? Selv om det sjældent er småfiskerne, er det ofte dem, der betaler prisen for de ’beskyttelsespolitikker’, som udspringer af denne kriseretorik.
3. Manglende ejendomsrettigheder?
I meget af den akademiske litteratur og særligt i Verdensbankens rapporter kan man læse, at en af hovedårsagerne til overfiskeri er manglende ejendomsrettigheder over verdens fiskeriressourcer. Logikken (der præsenteres som en sandhed), hedder, at overfiskeri vil fortsætte, så længe havene behandles som en ’open-access’-ressource (dvs. én, som alle har lige adgang til, fordi ingen ejer ressourcerne). Ideen er, at privat ejerskab over en ressource automatisk vil fremme en ansvarlig brug af den, og at markedskræfter er bedst til at fordele ressourcer. Konklusionen bliver derfor, at for at undgå miljømæssig og økonomisk krise i fiskeriet, skal der oprettes såkaldte ’omsættelige kvoter’, som indebærer, at retten til at fiske en bestemt mængde fisk gøres til privatejendom, som kan købes, sælges og lejes.
I denne logik er der imidlertid en række problemer. Framingen af, at der kun er et valg imellem miljømæssig og økonomisk krise på den ene side, og privatisering på den anden, er en grov oversimplificering. Som del af FN’s såkaldte ’havretskonvention’ (læs mere her), ejer stater med kyster alle ressourcer i farvandene 200 sømil ud for deres kyster. At der blandt disse fiskebestande skulle være ’manglende ejerskab’ er således faktuelt forkert – de er allerede under staters ejerskab. Hvad der skal ske med ressourcen er derfor et forvaltningsspørgsmål. Og her er der mange andre værktøjer til rådighed end blot at privatisere og overlade forvaltningen til markedet. I stedet for at sælge de fælles naturressourcer til højestbydende, kunne man vælge at prioritere det fiskeri, der bibeholder lokale arbejdspladser, sikrer en lige fordeling af havenes ressourcer, foregår på den miljømæssigt mest skånsomme måde, og samtidigt sikrer fødevarer af høj kvalitet til lokalt forbrug. Alle disse fordele kan nemlig opnås, hvis man inkluderer småfiskerne og ikke fratager dem muligheden for at hjælpe med at brødføde verden.
4. Beskyttelse af haves biodiversitet:
Oprettelsen af store beskyttelsesområder, hvor intet fiskeri må foregå, legitimeres med henvisning til havforurening og beskyttelse af havets biodiversitet. Selv om målet selvfølgelig er prisværdigt, bliver sådanne beslutninger ofte taget helt uden hensyntagen til eller inddragelse af lokale kystsamfund. I stedet indgås aftaler mellem nationalstater og internationale miljøorganisationer, der ikke tager højde for, at kystsamfundenes småfiskere og deres familier er dybt afhængige af havet for at brødføde sig selv. I mange tilfælde mødes småfiskere efterfølgende med vold, hvis de forsøger at protestere imod sådanne angreb på deres levemåde.
Et eksempel på dette er, da en småfisker for nylig blev skudt af en kystvagt i Sydafrika, fordi han bevægede sig ind i et beskyttet område. Beskyttelsen af havets biodiversitet er afgørende, men sådanne beslutninger skal ikke presses igennem oppefra uden inddragelse af lokale aktører. Småfiskere kan godt forstå, at havene skal beskyttes – hvis bare man spørger dem.
Array
