Colombia:

Tidligere guerillasoldat Petro valgt som præsident

Med 50,5 procent af stemmerne står det klart, at det bliver den venstreorienterede Gustavo Petro, som rykker ind i Nariñopaladset i Colombia. Dermed er landet endnu et latinamerikansk land, hvor venstrefløjen har taget magten. Colombia, der altid har været en tæt allieret af USA, med stærke højreorienterede regeringer og præsidenter, starter på et helt nyt kapitel med valget af Gustavo Petro.

Det her kan udvikle sig til at blive en af de vigtigste valgsejre for venstrefløjen i årtier! Colombia, ofte omtalt som “Latinamerikas Israel”, USAs forlængede arm i Sydamerika, højborgen for højreekstremisme på kontinentet, hvis de facto diktatoriske regeringer har stået i spidsen for utallige politiske mord, kupforsøg og militære angreb imod venstrefløjen på resten af kontinentet, landet der i årtiet igen og igen har sat rekorder i mord på fagforeningsaktivister, journalister, oppositionspolitikere og menneskerettighedsaktivister, har nu en demokratisk venstreorienteret regering! Det er svært at overvurdere betydningen af dette!

Højrefløjen har haft magten i Colombia siden 1800-tallet. Mens alle andre sydamerikanske lande fik venstreorienterede regeringer under 00’erne og 10’erne venstrebølge, så gik Colombia til højre. Det sluttede ved dette valg!.

Det er nærmest ikke til at fatte. For mange af os der længe har fulgt udviklingen i Latinamerika, var det nærmest ikke til at tro at venstrefløjen faktisk skulle kunne vinde, eller rettere sagt, at staten ville tillade en venstrefløjssejr. For Colombia har reelt længe nærmest været et diktatur. Tusindvis af fredelige venstrefløjsaktivister er blevet myrdet gennem årene, inklusive præsidentkandidater, politikere og fagforeningsledere. Hundredvis af civile, inklusive børn, er igen og igen blevet fundet i massegrave, myrdet af militæret og iklædt oprørsuniformer blot for at militæret kunne prale af hvor mange “fjender” de dræbte i landets 58-årige borgerkrig. 

Sociale protester og strejker bliver jævnligt angrebet med ekstrem voldsudøvelse af myndighederne og i mange landsbyer patruljerer højreekstreme militser, narkobaroner og dødspatruljer og en “forkert” stemme eller ytring kan koste dig livet. Dødspatruljer der har veldokumenterede forbindelser til flere af de seneste præsidenter.

Colombias højreekstreme regeringer har ikke kun været en trussel mod dets egen befolkning. Mere end 300 venezuelanske bondeledere og aktivister, der kæmpede for bedre forhold for Venezuelas fattige bønder, blev i 00’erne myrdet af colombianske dødspatruljer langs de to landes grænseregioner. Colombianske lejesoldater og højreekstreme militser er flere gange arresteret i Venezuela hvor de deltog i kupforsøg eller planlagde at myrde Venezuelas præsident. Colombias militær har flere gange truet med at invadere, og til tider også gennemført mindre angreb mod, Ecuador og Venezuela. Colombia er hovedbasen for mange af de grupper der har gennemført højreekstreme kup og kupforsøg i Venezuela, Bolivia og lande over hele Latinamerika. Ikke mindst er Colombia fyldt med militærbaser fra USA, hvorfra USA kan true resten af Latinamerika.

Det har været umenneskelige odds at kæmpe mod. Mange har måtte lade livet for at nå hertil, også under den nu afsluttede valgkamp. Men det lykkedes, venstrefløjen har vundet præsidentposten! Ikke mindst båret frem af de store sociale oprør, generalstrejker og massemobilisering mod neoliberale reformer der har præget de sidste par år i Colombia. I dette valg går mine tanker ikke mindst til de colombianere jeg har mødt i Danmark der har måtte flygte fra landet, især de colombianske studenterledere, hvis kamp for noget så simpelt som flere investeringer i uddannelsessektoren og demokrati på universiteterne, fik dem placeret på offentlige dødslister og betød de måtte forlade deres hjemland. Den colombianske studenterbevægelse har altid været en stor inspiration for mig. Velvidende at de risikerede livet, har generation efter generation af studenterledere kæmpet de samme kampe som vi gør i den danske studenterbevægelse. Nogen blev myrdet, mange måtte flygte, og alligevel var der altid nye til at tage over og fortsætte kampen. Jeg håber det snart bliver muligt for dem at vende hjem til et land der ikke længere ønsker dem døde, men fejre deres mod og de ofre de bragte for at vi kunne nå hertil.

Den kommende tid kommer til at være præget af håb, men også store fare. Vil militæret og de højreekstreme militser og dødspatruljer ”tillade” denne udvikling eller står vi overfor et kup? Vil højrefløjen udløse en ny voldsspiral der skal knække håbet om forandring? Vil eliten kunne true og presse regeringen til at ”moderere” sine reformer i en sådan grad at regeringsskiftet bliver ligegyldigt og at folket igen bliver passive? Hvordan vil den nye præsident Petro håndtere det borgerlige flertal i parlamentet?

Men på den anden side af disse fare- og bekymringer er der tændt for noget meget vigtigere: Håb. Håb for at landets borgerkrig endelig kan afsluttes og at ”forsvindingerne” stopper. Håb om at de millioner af flygtninge kan vende hjem og at landets tusindvis af politiske fanger bliver frigivet. Håb om at landets store rigdom kan bruges til at gøre bugt med dets ekstreme ulighed og store fattigdom. Håb om at USAs militærbaser nedlægges og at invasionstruslerne og kupforsøgene mod Venezuela bliver stoppet. Håb om at landet for første gang reelt bliver det demokrati som det i to århundreder har erklæret sig som. Håb om at denne sejr vil give medvind til den nye igangværende venstrebølge der stryger over Latinamerika og gøre op med imperialismens dominans, den ekstreme fattigdom og sult og give magten i hænderne på det flertal af befolkningen der indtil nu aldrig har været den forundt.

Til sidst vil jeg give ordet til Jaime Paro Leal, stifteren af Colombias fagforeningssammenslutning CUT (svarende til FH/LO i Danmark) og præsidentkandidat, der året inden han i 1987 blev myrdet af regeringen, udtalte:

“Nogle af os har modtaget dødstrusler, pga. vores troskab siden vi var unge, over for vores land, folket, arbejderne og socialismens sag. … Men i det tilfælde at det skulle lykkes fjenden at tage vores liv, vil vi byde døden velkommen, vidende, uden den mindste tvivl, at når vi falder vil der ud af unionen af unge patrioter vokse frem de der vil repræsentere os, dem der skal erstatte os, dem der fortsætter med at lede, der ved hvad folket ønsker: “Et lykkeligt Colombia, fuld af håb.”

Colombia har som aldrig før brug for vores støtte og solidaritet.