Klimakamp
Klimakrisen som eksistentiel krise
Det kapitalistiske økonomiske system driver rovdrift på naturens ressourcer og fører os ud over grænsen for, hvor klimaet kan understøtte den menneskelige tilværelse. Den fri markedslogik har overtaget vores forestillingsevne, siger Nick Dearden
”Den nuværende form for økonomisk system og dens måde at fungere på, har bevæget sig så meget ind i vores hjerner – ind i vores forestillingsevne, at det er lettere for os at forestille os verdens ende end en ende på kapitalismen.” Dette er et vigtigt udgangspunkt for diskussionen om klimaforandringernes årsager og løsninger, mener Nick Dearden, den mangeårige aktivist fra Global Justice Now, Afrika Kontakts britiske søsterorganisation.
Ingen af de løsninger på krisen vi præsenteres for, anerkender nemlig hverken omfanget af klimaets katastrofekurs eller udfordrer det økonomiske og politiske status quo. Den britiske aktivist pointerer nødvendigheden af, at vi åbner vores øjne for andre måder at tænke på og kræver vores tanker tilbage fra markedslogikkens greb.
”Vi er helt klart nødt til at udfordre det økonomiske system. Vi er nødt til at udfordre dem, der sidder ved magten. Og vi er nødt til at udfordre ”big business,” understreger han eftertrykkeligt. Det økonomiske system er en konstruktion, der tilgodeser en lille minoritet på bekostning af de mange. Imens et rigt mindretal lever højt på logikken om markedets usynlige hånd og deregulering af private erhvervsintesser, viser det sig gang på gang at være en katastrofe for størstedelen af verdens befolkning. Vi står med klimaforandringerne over for en alvorlig, eksistentiel krise, mener Nick Dearden, og han frygter, hvilke konsekvenser den herskende markedslogik vil føre til i den kommende tid.
Frihandelsaftaler fremmer produktionen af tjæresand og skifergas
Mange af verdens ledere anerkender klimaødelæggelserne og påpeger nødvendigheden af seriøse klimaindsatser for at forhindre de globale temperaturer i at overstige de 2 °C. Dette klinger dog meget hult, når dette ikke stemmer overens med de egentlige politiske handlinger og beslutninger. Klimakrisen er en demokratisk krise, understreger Nick Dearden, da den opretholdes af en økonomisk model, som flytter den politiske magt fra folkevalgte politikere til private erhvervsinteresser, der har økonomisk profit – og ikke klimabeskyttelse – for øje. Som eksempel på dette, fremhæver den han TTIP (den transatlantiske frihandelsaftale), der i øjeblikket forhandles mellem EU og USA.
”TTIP handler i mindre grad om handel, end den reelt handler om at genskrive den globale økonomi – at genskrive den globale økonomi til fordel for virksomheder, til fordel for kapital og på bekostning af os borgere.”
Den britiske aktivist fremhæver især energikapitlet og aftalens indbyggede ISDS-mekanisme som særligt katastrofale for kampen mod klimaforandringerne og for klimaretfærdighed.
Et af de store omdrejningspunkter i TTIP-forhandlingerne er fratagelsen af EU’s muligheder for lovgivningsmæssigt at regulere udledningen af drivhusgasser – herunder hører afgifter på importen af det ekstremt giftige tjæresand til de europæiske medlemslande. Frihandelsaftalens krav om fri konkurrence og ingen økonomisk diskrimination af bestemte fossile brændstoffer frem for andre, har fået EU til at fjerne disse reguleringer.
Når reguleringerne droppes og det fri markeds logik gør det rentabelt at handle med ekstremt forurenende og ødelæggende brændsler, som f.eks. skiftergas og tjæresand, er det klart, at produktionen af disse vil stige og kampen mod klimaforandringerne og for en omlægning af energisystemet tager et drastisk tilbageskridt.
Hvad angår TTIP’s indbyggede ISDS-mekanisme, siger Nick Dearden: “ISDS vil gøre det muligt for amerikanske virksomheder at sagsøge vores regeringer, og omvendt, for at igangsætte reguleringer, som disse virksomheder ikke bryder sig om, da det skader deres profit.” Han henviser til erfaringer fra Canada, der for 20 år siden underskrev en lignende frihandelsaftale med USA (NAFTA), og som nu er det mest sagsøgte land i verden af netop amerikanske selskaber. Det gælder som oftest klima- og miljømæssige tiltag. Og som han siger: ”Der er ingen tvivl om, at hvis TTIP bliver vedtaget, vil vi også se sådanne sagsøgninger fra multinationale selskaber mod vores regeringer her i Europa.”
Det er svært at tro på, at de samme folk som presser på for handelsaftaler som TTIP, og som tilsidesætter demokrati og hensynet til klima til fordel for multinationale selskabers profit og økonomisk vækst, kommer frem til en global klimaaftale i Paris, som vi på nogen måde kan være tilfredse med.
Se Nick Deardens oplæg hos Global Aktion her.
Løsningerne kommer ikke fra de politiske beslutningstagere
De, der sidder ved forhandlingsbordet i Paris er de samme mennesker, som fremsætter markedsbaserede ”løsninger” på klimakrisen. I stedet for at kaste et kritisk blik på de økonomiske strukturer, der skaber og opretholder klimaets katastrofekurs, fremsætter vores politikere forslag, der blot ligger i forlængelse af selvsamme logik. Naturen og dens ressourcer bliver et marked, hvor alting privatiseres, forklarer Nick Dearden.
”Det mest bekymrende er, at grunden til at vi er i gang med at brænde planeten af, er at vi tænker alting som et marked. Vi forestiller os hele samfundet som om det bare var en vis mængde varer. Og vi ser os selv som isolerede forbrugere, der forsøger at maksimere vor egne afkast,” siger han og fortsætter: ”markedsideologien har været dominerende så længe og er så stærk, at den også har bevæget sig helt ind i vores hoveder. Så selv i vores hoved regerer en slags markedsmentalitet.” Der er behov for et drastisk opgør med den kapitalistiske tankegang, hvis vi skal have nogen som helst chance for at begrænse klimaforandringernes ødelæggelser.
Klimakrisen er et wake-up call
For at skabe den poltiske virkelighed, som netop gør det muligt at begrænse klimaødelæggelserne og forandre de strukturelle årsager dertil, er det nødvendigt at gøre op med de multinationale selskabers magt og frihandelsaftaler, som TTIP, der underminerer demokratiske staters forsøg på at mindske udledningen af drivhusgasser. Som Nick Dearden siger: ”Vi er nødt til at gøre modstand mod frimarkedsfanatismen!”
”Faktisk er klimaforandringerne det største wake-up call vi som folk kan få. Og det er den bedste måde hvorpå vi kan gå ud og overbevise folk omkring os om, at vi faktisk har brug for mere retfærdige og mere demokratiske samfund,” mener han.
Siden finanskrisen i 2008 er den rigeste elite blevet rigere, imens flertallet er blevet fattigere pga. de økonomiske og politiske reaktioner og strukturelle tiltag, krisen har medført. Den situation vi som mennesker står i lige nu, skal få vores øjne op for andre måder at se samfundet på. Et samfund, der ikke er grundlagt på en økonomisk model, der bygger på ubegrænset vækst og rovdrift på natur og mennesker.
”Ideen om at man, her otte år efter at bankerne skabte en økonomisk katastrofe for Europa, kan skabe et finansielt marked i naturen og at dette skal løse klimakrisen, er helt vanvittigt,” understreger Nick Dearden og pointerer: ”Men dette er fuldstændigt accepteret i den nuværende politiske diskurs. Vi skal udfordre den herskende opfattelse. Vi skal kræve vores tanker tilbage, og vi skal begynde at drømme igen. Vi skal igen tænke store tanker om hvordan samfundet kan være anderledes!”
