COP er et flop – kampen er her, ikke i Dubai
I disse dage mødes alverdens lande igen for at gøre noget ved klimakrisen. Denne gang i Dubai, og direktøren for et af verdens største olieselskaber sidder for bordenden. Så chancen for at der i år kommer en aftale på plads om at afvikle fossile brændstoffer er forsvindende lille. eller finde de milliarder der skal til for at de lande der betaler den højeste pris ved klimakrisen for støtte, er forsvindende lille.
Verdens ledere ved udmærket, hvad der skal til for at holde 1,5 graders-målet i live og undgå de værste konsekvenser af klimakrisen. Alligevel ser de passivt til. For de ved også, at de nødvendige handlinger vil underminere deres fastgroede forestillinger om, hvordan vores verden skal fungere. Nemlig via ubegrænset vækst og forbrug på et kapitalistisk marked, hvor mennesker, miljø og klima nedprioriteres til fordel for profit. Verdens ledere ønsker ikke at stoppe ressourcedrænet af det globale syd. De ønsker ikke at ændre på vores transport- og madsystemer, eller at reducere forbruget og den økonomiske vækst i det globale nord. Derfor bliver årets COP endnu et flop.
Vi skal være flere og mere dristige
Den danske regerings tilgang til klimakrisen som et win-win for Danmark, et eksporteventyr for danskproducerede grønne teknologier, er en afsporing af klimadagsordenen. Tecno-fixes, varm luft og planer, der aldrig bliver til noget, har taget pusten fra klimabevægelsen i Danmark. Håbet har været, at det brede politiske flertal bag klimapolitikken trods alt ville gøre en forskel. Men det er nu krystalklart, at der ikke kommer til at ske det store. Håb kan ikke være vores eneste strategi, når der er brug for handling.
Vi skal være mange flere end vi er i dag. Vi skal have gejsten tilbage og øge presset på politikerne. Vi skal afsløre korruptionen i det politiske system, hvor industrilobbyister har større indflydelse på klimadagsordenen end klimabevægelsen. Vi skal udpege alternativerne til det eksisterende system, og vi skal have klimaretfærdigheden som omdrejningspunkt, fordi kampen mod klimakrisen og falske klimaløsninger er en kamp for retfærdighed, frihed og lighed for alle. Og fordi kampen er global.
At kampen er global betyder ikke, at den skal kæmpes uden for Danmarks grænser. Det betyder, at vi som aktivister i Danmark skal udpege det globale ansvar, vi har herhjemme, for at gå forrest i klimakampen.
Årets COP bliver endnu engang et flop. Derfor mener vi ikke, at klimatopmødet er værd at bruge tiden på. I stedet bør vi bruge tiden på at mobilisere alle dem, som ikke er med os endnu. Vi skal ud på arbejdspladserne, ud i sports- og fritidsklubberne og ud til folks hjem. Vores politikere har igen og igen vist sig som populister og opportunister, som ikke bygger deres klimapolitik på videnskaben, men på hvad der giver stemmer. Hvis vi virkelig vil have forandring, skal vi have den brede befolkning med os.
Array