Vesten skal tage et opgør med sin egen historie

En anerkendelse af ens fortid kan være med til at kickstarte en anden og bedre fremtid, der netop gør op med de historiske begivenheder, der har formet verden til Vestens fordel.

Siden den 24. februar, hvor Rusland invaderede Ukraine, er Genèvekonventionens artikler om selvbestemmelse med rette blevet refereret til, når Ruslands aggressive invasion skulle beskrives.

Invasionen er uomtvisteligt en overtrædelse af konventionerne, og derfor glæder det os meget at vide, at politikere – internationalt såvel som nationalt – forstod lovens ord.

Som en organisation, der opstod i kampen mod apartheid, håbede vi i Global Aktion derfor, at de selvsamme politikere nu ville vise samme kritik og omhu over for konflikter uden for Europas grænser, der på lignende vis overskred de konventioner, som Rusland gør sig skyldig i.

Naivt tænkte vi, at der ville komme fornyet opmærksom på Israels besættelse af Palæstina, hvor Israel flere gange har forbrudt sig mod konventionerne og bombet civile mål.

Vi tænkte, at vi ville få flere historier fra tæppebombningen af Yemen, der vel at mærke sker med vestlige våben.

Vi tænkte, at den marokkanske besættelse af Vestsahara ville komme på tale, men erfarede til gengæld, at den tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i stedet ankede en klokkeklar dom fra EU-domstolen om, at EU skal stoppe handelsaftaler med Marokko.

Det til trods for at FN-konventionerne klart siger, at handel med ressourcer fra besat jord er i strid med de konventioner, Jeppe Kofod holder højt i støtten til Ukraine.

De tre sager viser os desværre, at principperne oftest kun håndhæves i politisk opportune sager og ikke der, hvor international lovgivning står klarest.

Sejrherrerne skriver historien

Vi vil gerne handle medicin med Israel, olie med Saudi-Arabien og samarbejde om flygtninge med Marokko, så vi kigger den anden vej, når bomberne falder, og militærpolitiet arresterer politiske aktivister.

Desværre har denne tendens ikke kun været gældende i 2022, men i de sidste mange årtier, hvor det globale syd er blevet klemt i et stormagtsspil.

Under Den Kolde Krig gjorde vestlige magter med USA i spidsen alt for at undgå, at lande gik fra kolonier til funktionelle demokratier.

Vestlige lande, herunder Danmark, skal derfor tage et langt større opgør med sin egen fortid, hvis de på nogen måde vil fortsætte med at trække det anti-imperiale kort.

I Iran blev den demokratisk valgte præsident Mohammed Mossadegh væltet af CIA, da han ville nationalisere en olieindustri, som befolkningen ikke så en dråbe af.

I Indonesien støttede USA et militærkup, der resulterede i nedslagtningen af omkring to millioner politisk aktive, hvor de nu populære badestrande på Bali blev brugt som henrettelsespladser.

Flere husker måske 11. september 1973, hvor Chiles præsident Salvador Allende blev kuppet af et vestligt støttet militær. Dét selvom han år forinden havde vundet et valg på at vise en tredje vej mellem totalitær kommunisme og imperial kapitalisme, der mest af alt mindede om 70’ernes danske Socialdemokrati.

Samme historier gør sig gældende i et utal af lande, der ville vise verden, at der fandtes en vej, en fremtid, som ikke bestod af en ukontrolleret markedskapitalisme eller fremtidsløs betonkommunisme, men en tredje og demokratisk vej, hvor man selv bestemte over sine ressourcer.

Måske det kan være en af årsagerne til, at det globale syd har været lunkne over at blive draget ind i krigen i Ukraine. Ikke fordi de ikke støtter Ukraine, men fordi de ikke gider den øst/vest-blokpolitik, som de i årtier led under gennem Den Kolde Krig.

Som bekendt skriver sejrherrerne oftest historien, men hvad man udelader fra historien kan i den forbindelse være lige så interessant.

Da Indonesien blev kuppet

Når lederne fra G20-landene i denne måned mødtes i Indonesien, var det svært ikke at tænke på en konference i selvsamme land i 1955, hvor 29 neutrale stater fra Asien, Latinamerika og Afrika sammen tog afstand fra imperialisme i alle dets afskygninger.

I byen Bandung lagde man de første sten til en tredje verden (deraf navnet ’tredjeverdenslande’), der skulle give stemmer til størstedelen af verdens befolkning, der igennem århundreder havde lidt under kolonialismens lænker.

Her havde man en reel mulighed for at gøre op med kolonialisme og den ulige ressource- og magtfordeling mellem nord og syd, som siden konferencen kun er blevet forstærket. I stedet støttede vesten – med våbenleverancer fra det Mærsk-ejede Riffelsyndikat – et kup af Indonesiens præsident Achmed Sukarno, der havde arrangeret konferencen.

Indonesien oplevede siden da et brutalt militærdiktatur, der varede indtil 1998, og som forvandlede landet til en udnyttelseszone for multinationale firmaer, der øjnede profit ved at forvandle landets regnskove til plantager og befolkning til dårligt lønnede fabriksarbejdere.

Den historie er sjældent fortalt og går stik imod det narrativ om Vesten som beskytter af demokrati og menneskerettigheder, som har været afgørende i de sidste to årtiers unipolare orden, hvor USA har ageret verdenspoliti med dansk støtte i både ulovlige krige, udemokratiske handelsaftaler og uretfærdig gældspolitik.

Vesten skal tage et opgør med fortiden

Fortsætter Vesten narrativet som verdens beskyttere, der efter Ruslands invasion kun er blevet forstærket, uden at gøre op med sin egen fortid, risikerer man at fremstå utroværdige i øjnene fra det globale syd. For hvorfor skal man tro på historien om demokrati, når man har set sit eget land blive kuppet af de selvsamme mennesker, der råber op om demokrati?

Vestlige lande, herunder Danmark, skal derfor tage et langt større opgør med sin egen fortid, hvis de på nogen måde vil fortsætte med at trække det anti-imperiale kort, som er blevet trukket siden 24. februar.

Det kan starte med kolonitiden og slutte med at genåbne Irak-kommissionen, der med sin lukning er et stærkt bevis på, at man ikke tør stå ansigt til ansigt med den historie, man langt hen ad vejen selv har skabt.

Det skal ikke ske blot for at vaske hænderne rene, men for at give et fornyet demokratisk håb til de mennesker, der så deres skrøbelige demokratier blive umuliggjort af militærkup og strukturreformer, der mest af alt blev skabt for at fastholde et globalt syd i en gældsrelation.

En anerkendelse af ens fortid kan være med til at kickstarte en anden og bedre fremtid, der netop gør op med de historiske begivenheder, der har formet verden til Vestens fordel.

Stå fast på retsprincipper

Med tanke på den stadig eskalerende klimakrise kan et sådant opgør blive en måde at genskabe en global tillid, der tager fat om den uretfærdige klimagæld, der hersker mellem nord og syd, og som til hver COP-forhandling bliver italesat, men forbigået af de rigeste lande.

Dét selvom det for nyligt er blevet påvist at en fjerdedel af vestlige landes BNP er skabt af ressourcedræn fra det globale syd, som muliggør et overforbrug i Vesten, der er på kollisionskurs med planetens klima og biodiversitet.

Vesten sniger sig med andre ord uden om både det fortidige, nutidige og fremtidige ansvar, hvis ikke historien tages med i den politik, der skal forme den klode, vi alle skal leve på.

Der var mange venstrefløjspolitikere og debattører, der i dagene efter Ruslands invasion blev beskyldt for ‘whataboutisme’ med henvisning til Israel, men man kan også se den form for whataboutisme som et forsøg på netop at italesætte Vestens historiske rolle i at slå ned på spirende demokratiske bevægelser.

For hvis vi som samfund for alvor skal lære noget af den nuværende krig, er det netop at stå fast på de retsprincipper, der blev udstukket efter et krigshærget Europa efter Anden Verdenskrig. Det er netop at granske ens egen fortid og fortælle den sandhed om en selv, som russerne siden murens fald af propagandistiske og patriotiske årsager ikke ville fortælle. Den historie skal Vesten fortælle.