Global Aktions valgkommentar

Mens vi venter…

Vi lider ikke af hukommelsestab - det kan blive bedre, kammerat

Vi sidder alle og venter utålmodigt og afmagtet på Mette Frederiksens regeringsskabelse. Derfor er det et godt tidspunkt at se lidt tilbage på såvel valgkampen som hele regering som venstrefløjen har støttet de sidste år.

Lad det være klart med det samme. De sidste tre år med Mette Frederiksen og den socialdemokratiske mindretalsregering har på globalt og internationalt set været en meget sløj omgang. Lad os kigge på det samme: Støtte til krig, NATO og oprustning. Udenrigspolitisk og udviklingspolitiske papirer, der fokuserer på danske sikkerheds- og økonomiske interesser, og aldrig på solidaritet. Ingen vaccinesolidaritet – istedet samarbejdede vi med Israel, mens de fattige lande vidnede Danmark nedlægge veto på midlertidig ophævelse af vaccine patenterne! Danmark deltog aktivt i et par krige, hvor franske imperialistiske interesser skulle forsvares. På klimaområdet, var der bred politisk enighed om at støtte klimaministerens fiktive hockeystav, der kort fortalt går ud på at trille tommefingre og se om vi kan finde smarte løsninger ude i en fjern fremtid. Danmarks drivhusgas udledninger er steget – ikke faldet – under de sidste 5 års “grønne” regering.

Det mest positive man kan sige er, at man trække sig ud af Afghanistan og at udviklingsbistanden blev holdt på de 0,7% af BNP. Det første var godtnok ikke en dansk beslutning. At udviklingsbistanden er fastholdt, skal nok nærmere ses som et udtryk for, at man har ændret målgruppen, så det ikke længere er verdens fattigste der støttes, men derimod dansk erhvervsliv samt xenofobiske forsøg på at fastholde flygtninge i deres såkaldte nærområde. Danmark har således trukket sin støtte fra Latin- og Mellemamerika og alle lande i det sydlige Afrika, og fokuserer nu kun på Nordafrika og Mellemøsten. 

Det blev skabt forvirring under valgkampen, hvor flere kræfter på den danske venstrefløj ønskede et opgør med den tidligere kritiske linje over for EU og NATO. Ser en rød regering nu EU og NATO som bærer af demokratiet og har man givet op på kampen imod krig og imperialisme?

Systemkritikken skal tilbage

Venstrefløjens i Danmark må spørge sig selv hvem man er relevant for – de mennesker man påstår at kæmpe for eller udelukkende det danske erhverv. Civilsamfundet lider ikke af hukommelsestab: Valgkamp skal føres i hele valgperioden – ikke kun med den maling man kan påsmøre sig i de sidste 3 uger. Valgkampen føres ved at vise i sit virke, hvad man tror på, hvilke visioner man har og ved altid at kritisere magthaverne og det kapitalistiske system. Valgkampen føres ikke ved at indgå en en endeløs række af politiske forlig, der giver meget lidt, om noget. Hvis man vil være relevante for de mennesker man siger man kæmper for, er det i hverdagens politiske handlinger, kampen foregår. Store dele af de ledende personer på den danske venstrefløj er – i mangel på et bedre ord – elitære. Hvis man ønsker at være et alternativ, skal man sgu komme med et alternativ, der er sammenhængende og med ejerskab i sit bagland. Det har man ikke haft, og derfor fik man en lussing af vælgerne. Påstanden fra Enhedslisten om at Socialdemokraterne overtog ens politik, viser problemet i en nøddeskal: Man udgør på ingen måde et alternativ, hvis et parti som socialdemokraterne kan overtage den yderste venstrefløjens politik og løsninger.

Når der nu skal reflekteres over valgresultatet, skal man ikke bare se på valgkampen, men på hele den sidste valgperiode, der har været præget af usikkerhed om hvad alternativet er. Hvis den nye politiske strategi er, at man skal satse mere på det personlige og bruge flere penge på sociale medier, vil man se nedturen fortsætte. Man skal være synlige i de mange kampe der kæmpes i Danmark. Man skal lytte til de bevægelser der er i landet, og støtte deres lokale kampe og de alternativer de kommer med! Og det foregår ikke på TIKTOK.