Vestsahara:

Afgørelsen fra sidelinjen

I løbet af sommeren har mediet Føjleton sat fokus på Vestsahara. VI har i den forbindelse spurgt om lov til at bringe deres artikler. Det er en af dem. Artiklen er skrevet af Emilie Ewald

I 2015 stoppede Marokko åbningen af den første IKEA-butik i landet på grund af Sveriges planer om at anerkende Vestsahara som et selvstændigt land. Efter måneders diplomatisk dødvande, skiftede Sverige officiel position og kunne dermed åbne de hellige haller for billige skandinaviske møbler og köttbullar med kartoffelmos i Marokko i 2016.

Den 10. december 2020 anerkendte USA’s daværende præsident Donald Trump Marokkos suverænitet over Vestsahara i en opsigtsvækkende udmelding, som den nuværende amerikanske administration endnu ikke har omgjort.

Både Tyskland og Frankrig støtter den marokkanske selvstyreplan fra 2007. Og i marts måned i år opgav Spanien sit krav om den FN-foreslåede folkeafstemning om Vestsaharas fremtid. I stedet støtter Spanien nu den marokkanske plan om selvstyre i Vestsahara. Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, har kaldt selvstyreplanen for det mest “seriøse, realistiske og pålidelige“ initiativ for at løse den lange konflikt.

“Vestsahara er et eksistentielt spørgsmål for os – vi vil aldrig opgive vores herredømme over Vestsahara,“ har en anonym marokkansk diplomat udtalt til det spanske dagblad El País. Men det kan de blive nødt til. For siden 2012 har Vestsaharas selvstændighedsbevægelse og repræsentant, Polisario Front, taget sagen hele vejen til EU-Domstolen.

I både 2016 og 2018 vandt Polisario Front deres sager ved EU-Domstolen. På trods af at det burde forhindre EU i at indgå handelsaftaler med Marokko, der også inkluderer Vestsahara, genforhandlede Kommissionen handels- og fiskeriaftalerne med Marokko. “Før 2016 blev handels- og fiskeriaftalerne påført Vestsahara. Men de to nye aftaler, nævnte og dækkede Vestsaharas territorie eksplicit. Og så kunne vi begynde på to nye sager, hvor vi udfordrede de aftaler. Nu var der nemlig en aftale mellem EU og Marokko, der inkluderer Vestsahara uden samtykke fra Vestsaharas befolkning,“ fortæller Manuel Devers, der har repræsenteret Polisario Front ved EU-Domstolen siden deres første sag i 2012.

“Afgørelser er komplicerede, og der er ingen, der læser dem. Især ikke politikere. Kommissionen opfattede det som om, at det ville være lovligt at udvide handels- og fiskeriaftalen, hvis det var fordelagtigt for Vestsaharas befolkning. En del af kampen var at få Kommissionen til at læse afgørelsen. Det handler om samtykke, ikke om fordele. Vi ser ofte det argument fra besættelsesmagter: ‘Vi gør det for deres eget bedste.’ Vi ser det i Irak, i Palæstina og i Vestsahara. Nu ser vi det også i Ukraine.“

Men den genforhandlede aftale mellem EU og Marokko havde både juridiske og politiske implikationer til Vestsaharas fordel, fortæller Manuel Devers. Selvom blandt andet USA og Spanien anerkender Marokkos autonomiplan som en holdbar løsning på konflikten, så har Marokko accepteret en aftale, der eksplicit inkluderer Vestsahara. “Marokko har allerede ved at nævne Vestsahara i disse aftaler illustreret, at de ikke har suverænitet over Vestsahara. Ved at acceptere princippet om et behov for udvidelse, så har Marokko allerede – måske mod sin egen vilje – accepteret, at Vestsahara er separat fra Marokko,“ understreger Devers.

Juridisk set er der altså ingen gråzoner. Det betyder, at Marokko har tre veje at vælge mellem: Marokko kan gå imod EU-Domstolens afgørelse, stoppe med at handle på vegne af Vestsahara eller indgå i dialog med Polisario Front. Den tredje og sidste vej vil inkludere en direkte forhandling med Polisario Front for at få den manglende samtykke, og derigennem vil Marokko skulle anerkende Polisario Front som en politisk aktør.

Devers sætter spørgsmålstegn ved, hvor længe Marokko kan opretholde sin besættelse af Vestsahara uden den økonomiske støtte fra EU: “Eksport fra Vestsahara udgør 500 mio. euro om året. Hvis de penge mangler, er besættelsen af Vestsahara så værd at opretholde for Marokko? Det tror vi ikke på, at den er.“

I 2021 afgjorde EU-Domstolen, at de nye fiskeri- og handelsaftaler mellem Marokko og EU skulle annulleres. “Det der foregår i retssalen, virker måske kompliceret og ubetydeligt, men det betyder, at Polisario Front de kommende år vil opleve endnu flere sejre – ikke kun på det juridiske område, men også på det politiske område. EU-Domstolens afgørelser har på den måde været en gamechanger.“ /Emilie Ewald