*AFLYST: POLITISK FESTIVAL: FOR KLIMA- OG ARBEJDERBEVÆGELSEN
Så kommer weekenden du har ventet på! I Kristi Himmelfart samler vi de rød-grønne faner til nogle gode dage med politiske samtaler såvel som hyggelige aktiviteter. Hvor er den faglige kamp og klimakampen i dag? Hvorfor bliver vi spillet ud mod hinanden? Og hvordan støtter vi hinanden bedst?
Hvor: Makværket. Midsjælland.
Programmet er uformelt men politisk skarpt, og der er plads til alle. Hvis du på én eller anden måde befinder dig indenfor for eksempel sundhedsvæsen, byggebranche eller klimaengagement, og du synes vi kan skabe en bedre verden – så håber vi du har lyst til at deltage.
Programmet opdateres løbende – følg med her på siden.
HVAD?
Tre dages komsammen på Midtsjælland d. 19.-21. maj, med mulighed for at deltage enkelte dage. Programmet kommer ud sidst på måneden og indeholder politiske panelsamtaler, praktiske workshops og sjove aktiviteter. Man er velkommen til at deltage der hvor det giver mening, og ellers nyde det gode selskab eller den semi-smukke natur. Børn er velkomne, og der vil være mulighed for pasning efter behov.
HVORFOR?
Arbejder- og klimabevægelsen er to vigtige stemmer i den politiske debat, og deler et grundlæggende opgør med en dagsorden, der sætter profit over mennesker og miljø. Med den her weekend ønsker vi at bygge bro mellem bevægelserne, så vi kan stå i solidaritet med hinanden og styrke begge kampe. Målet med weekenden er at mødes, opleve hinandens perspektiver og lære hinanden at kende.
TILMELDING:
Tilmelding foregår via dette link: www.tinyurl.com/politiskfestival
I tilmeldingen beder vi dig skrive et par ord om din baggrund og motivation for at deltage – på den måde får vi et overblik over, hvem der kommer og kan sørge for en bred mangfoldighed af fagligheder og interesser blandt deltagerne.
PRAKTISK:
Arrangør: Weekenden er arrangeret af Global Aktion, med støtte fra bl.a. BJMF Ungdom mm. Vi har især fokus på klima- bygge- og sunhedssektor, men alle er velkomne. Programmet strækker sig fra fredag eftermiddag til søndag frokost, men det er muligt at tilmelde sig en enkelt dag. Der vil blive serveret mad fra morgen til aften.
Sted: Makvärket på Midtsjælland (Teglværksvej 30, Regstrup). Makvärket er en gammel teglfabrik, der er delvist istandsat, og i dag fungerer som kulturhus. Der er togforbindelse fra København H til Knabstrup St (1 time), hvorfra der er ca 2,5 kilometer til Makvärket. Det er muligt at komme rundt på grundplanet i Makvärket (spisesal, store foredragssal, terrasse) uden at skulle forcere trapper eller store dørtrin, men sovesalene kan kun nås via trappe.
Overnatning: Der er mulighed for at sove indendørs på sovesale eller udendørs i eget telt.
Økonomi: Ved tilmelding beder vi om madpenge til at hjælpe med at dække madudgifter (fredag/søndag 50 kr, lørdag 80 kr, alle dage samlet 150 kr). Lad os vide hvis det afholder dig fra at deltage, og så finder vi en løsning.
Sprog: Størstedelen af weekenden vil foregå på dansk. Pt har vi et enkelt oplæg på engelsk i kikkerten. I så fald markerer vi det i programmet og arrangerer oversættelse.
Børn: Weekenden er åben for deltagere i alle aldre, og det betyder naturligvis at dine børn også er velkomne! Vi indlægger aktiviteter i børnehøjde i programmet, og vil desuden stille fælles børnepasning til rådighed under nogle af de længere, og fagligt tungere (læs: ikke børnevenlige) oplæg. Vi forventer ikke madpenge for børn.
Kontakt: Kontakt os endelig hvis du har spørgsmål eller særlige behov i forhold til det praktiske (overnatning, afhentning på stationen), og så vil vi forsøge at få det til at gå op.
Mail: politiskfestival@proton.me
Hjælp: Vil du være med til at afvikle denne fantastiske weekend? Vi vil altid gerne være flere hænder, og lover at vi er super hyggelige at arbejde sammen med! Tag endelig fat i os på mail eller hvad der fungerer for dig. Mail: politiskfestival@proton.me