Hvad er Global Partnership for Oceans?

Under navnet ’Global Partnership for Oceans’ er Verdensbanken gået sammen med en række andre magtfulde aktører, for at arbejde for en privatisering af havets ressourcer.

Den største nuværende trussel mod at sikre småfiskeres adgang til havet er et nyt initiativ ledet af Verdensbanken kaldet Global Partnership for Oceans (GPO). Med en solid pose penge i ryggen arbejder GPO-programmet for at fremme en privatisering og marksedliggørelse af havets ressourcer verden over.

Ifølge Verdensbanken er GPO-initiativet den eneste vej frem for at sikre bæredygtigt fiskeri. Denne forståelse bunder i et ræsonnement om, at privat ejerskab over ressourcerne automatisk vil fremme en ansvarlig brug af havets ressourcer. Konsekvensen i samtlige lande, hvor modellen er introduceret, er imidlertid en omfattende koncentration af havets ressourcer blandt få velstillede aktører, mens småfiskere frarøves adgang til dem.

Verdensbanken forsøger at udbrede denne model for kontrol med havets naturressourcer, især i udviklingslande. Dette sker i samarbejde med en række internationale miljøorganisationer, filantropiske fonde og den private sektor. Dette privatiseringstogt iværksættes igennem GPO ved at finansiere omfattende reformer af nationale fiskeripolitikker, hvor der stilles meget specifikke krav til, hvad de nye fiskeripolitikker skal indeholde. Det forventes, at partnerskabet vil rejse halvanden milliard dollars over en femårig periode til programmer verden over.

Fra fælleseje til privateje

Kort sagt indebærer kravene, at havenes, flodernes og søernes fisk skal ejes af private aktører, i stedet for staten. Ifølge GPO-partnerne har en række lande opnået lovende økonomiske og miljømæssige resultater med lignende privatiseringsmodeller, og bruger dette som argument for at kræve, at rettigheder over en bestemt mængde fisk tildeles private aktører. Derved tildeles retten til fiskene private aktører, der ofte inkluderer virksomheds- og bådejere, men ikke besætningen på bådene. Derudover er der krav til, at rettighederne til fiskene skal være ’omsættelige’. Dette betyder, at rettigheden kan lejes, købes og sælges på samme måde som andre varer, og i praksis skal dette gælde permanent. På denne måde gives en før offentlig ressource altså med ét væk til private aktører, som herefter kan handle med naturens ressourcer – og samme mekanismer, som er på spil ved kapitalspekulation, udbredes nu i stigende grad til en form for ressourcespekulation.

En global og udemokratisk tendens

Verden over ser vi denne udemokratiske tendens. På Island medførte privatiseringsmodellen en kæmpe koncentration i ejerskab, og i 2007 ejede de 10 største fiskeriselskaber således 50% af landets fiskeriressourcer. Privatiseringsmodellen er vurderet til at have spillet en afgørende rolle i Islands finansielle nedsmeltning.

I Chile har en lignende model medført, at 4 firmaer kontrollerer 90% af landets fiskeriressourcer, mens langt størstedelen af de 127.000 mennesker ansat i fiskerisektoren må deles om de resterende 10%. I Sydafrika medførte privatiseringsmodellen, at over 45.000 småfiskere fra den ene dag til den anden mistede adgang til havet, alt imens en politisk-økonomisk (og fortrinsvis hvid) elite blev de store vindere.

Derfor er det – på trods af Global Partnership for Oceans velmenende ønsker om at gøre noget ved problemerne relateret til overfiskeri og naturødelæggelse – vigtigt at se på, hvad disse initiativer medfører af problemer for lokalsamfund verden over, og stille spørgsmålstegn ved, om denne model nu også faktisk fremmer bæredygtigt fiskeri.