Din forbrugersikkerhed på spil
Med TTIP risikerer vi at europæiske og danske krav til forbrugersikkerhed vil blive fjernet med et enkelt snuptag.
Der er god grund til bekymring omkring TTIPs betydning for vores sikkerhed som forbrugere i Danmark. Som det ser ud nu, er der store forskelle på regler og godkendelsesprocedurer for varer i henholdsvis EU og USA, og målet er med aftalen at fjerne disse forskelle. Det vil få en stor betydning for de produkter, du vil møde i dit supermarked.
USA har generelt meget lavere standarder for beskyttelsen af forbrugere. I EU lader man ikke et produkt komme på markedet før producenten har kunnet bevise, at produktet ikke er skadeligt. I USA må man derimod først forbyde noget, når det er blevet bevist, at det er skadeligt. Det er med til at give nogle helt konkrete forskelle på, hvad producenter slipper afsted med at sælge i henholdsvis EU og USA.
Amerikanske virksomheder har længe forsøgt at få forringet standarderne i EU, så de kan få lov til at sælge deres egne produkter til europæiske forbrugere. De amerikanske repræsentanter i forhandlingerne om TTIP har derfor gjort det klart: Formålet med aftalen er at få reduceret EU-reguleringen. Dermed skal det gøres muligt for amerikanske virksomheder at sælge de produkter, der i øjeblikket er forbudt i EU. Og eksemplerne på disse er mange.
GMO, hormonbøffer og giftigt makeup
Lige nu er fødevarer med genmodificerede ingredienser mere eller mindre ikke-eksisterende i de europæiske supermarkeder, mens 70% af nordamerikanske forarbejdede fødevarer indeholder genmodificerede ingredienser.
På samme måde har EU streng kontrol med brug af hormonstoffer i kød, mens 90% af alt nordamerikansk oksekød er produceret med disse hormoner.
Og imens EU har forbudt 1200 kemiske stoffer i makeup, er der i USA kun 12, der er gjort forbudte.
Der er således en klar forskel på graden af regulering og forbrugersikkerhed i EU og USA, og der er god grund til at frygte at EU-standarterne, med TTIP, vil blive væsentligt forringet.
Multinationale trumfer demokratiet
TTIP-aftalen indebærer desuden, at erhvervslivet får lov til at påvirke EU-regler om din sikkerhed som forbruger, før disse regler overhovedet bliver behandlet på demokratisk vis. Erhvervslivet skal hjælpe til med at godkende nye typer af produkter og fastsætte standarder og grænseværdier for EU-reguleringen.
Multinationale selskaber vil således være med til at bestemme de regler, der skal regulere dem selv. Det underminerer det demokratiske system og vores indflydelse på, hvilke produkter, der skal være lovlige at sælge i Europa.
TTIP vil dermed have en kæmpe effekt på forbrugerstandarderne og på beskyttelsen af borgerne i EU.
Array