Vestsahara
’Vi ønsker ikke at være for komfortable’, siger flygtninge
Materielle forbedringer i saharawiernes flygtningelejre gør hverdagen mere tålelig, men gør dem samtidig ilde til mode. Vi må ikke glemme vores egentlige mål - retfærdighed og selvstændighed - fortæller de.
I april besøgte jeg flygtningelejrene i Tindouf, som delegeret og deltager i fejringen af 50-året for oprettelsen af saharawiernes eksilstat, Saharawi Arab Democratic Republic.
Her så jeg – siden jeg sidst var i lejrene for henholdsvis 12 og 15 år siden – visse materielle forbedringer, som wifi, enkelte asfaltveje, samt enkelte huse med en slags rindende vand, vaskemaskiner og køleskabe.
Men jeg hørte også om stigninger i antallet af mennesker, der er underernærede og har kronisk anæmi, blandt de omkring 175.000 saharawier i flygtningelejrene, der ligger vest og sydvest for Tindouf i det vestlige Algeriet. Mere end 133.000 af dem modtager fødevarehjælp gennem World Food Programme.
Mere end 133.000 saharawier modtager fødevarehjælp. Her ses 50 kg’s poser med ris, i Røde Halvmånes lager, klar til at blive fordelt. Foto: Peter Kenworthy.
De saharawier som jeg talte med om disse ting, under mit besøg i lejrene, var i syv sind om hvilken effekt de materielle forbedringer havde på dem og deres samfund, og på deres kamp mod den marokkanske kolonimagt, der har holdt deres hjemland Vestsahara besat i over 50 år.
Må ikke glemme målet
Senia Bachir Abderahman fortæller at Smara-lejren – den største af flygtningelejrene – ikke havde elektricitet for 15 år siden, men at en del af beboerne i dag har køleskabe og vaskemaskiner.
– Vi ønsker ikke at være være for komfortable, men vi ønsker samtidig at have et ordentligt liv, tilføjer Senia, der er saharawiernes befrielsesbevægelse Polisarios repræsentant i Sverige og Norge, fra sin families hus i Smara.
Der bor titusinder af mennesker i Smara. Foto: Peter Kenworthy.
26-årige Fatima Brahim, der er medlem af saharawiernes studenterforening i lejrene, er også i vildrede, når det kommer til modsætningsforholdet mellem forbedringer og retfærdighed.
– Når jeg tænker på de [positive] forandringer, der har været i lejrene, bliver jeg ilde til mode. For nogle mennesker begynder at få et tilforladeligt liv her, at føle sig hjemme og glemme vores egentlige mål. Samtidig er jeg også bange for, at dette er det eneste liv mange af os vil få. For at være flygtning og bo i en flygtningelejr er meget begrænsende, fortæller Brahim.
– Da jeg besøgte Spanien for første gang [som barn], var jeg chokeret. Jeg troede at dette [livet i lejrene] var hvordan verden så ud. Da jeg kom hjem igen til flygtningelejrene, havde oplevelsen forandret mig. Den yngre generation af saharawier ser nu på samme vis verden gennem vores skærme, og dette er hårdt for os, tilføjer hun.
Den yngre generation af saharawier ser hvordan resten af verden lever, gennem deres skærme, fortæller Fatima Brahim (tv). Foto: Peter Kenworthy.
Kronisk underfinansieret
Saharawierne mangler, til trods for visse materielle forbedringer, rigtig mange af de goder, som vi i store dele af verden tager for givet.
Samtidig gør temperaturer på over 50 grader om sommeren, ødelæggende sandstorme og oversvømmelser, samt det faktum at 77 procent af befolkningen i lejrene overlever på fødevarehjælp, uden umiddelbar udsigt til at kunne komme hjem, livet i lejrene både fysisk ubarmhjertigt og psykisk smertefuldt.
De fleste saharawier, der bor i lejrene, har nemlig aldrig sat fod i deres hjemland, og mange af dem oplever et bekymrende niveau af såkaldt ”fødevareusikkerhed”.
Præsidenten for saharwiernes Røde Halvmåne, Bouhbini Yahya, fortæller at 23.000 børn og kvinder i lejrene er underernærede, og at tre ud af fire børn lider af kronisk anæmi (blodmangel). Dette selvom World Food Programme hver måned sørger for at 133.672 mennesker hver måned modtager en ”kurv” med 60 kilo mad, bestående af alt fra pasta til vegetabilsk olie og sukker.
Sidste år fik man kun omkring halvdelen af de penge, som der er brug for, for at sikre befolkningen i lejrene et ordentligt fødevareindtag, siger præsidenten for saharwiernes Røde Halvmåne, Bouhbini Yahya. Foto: Peter Kenworthy.
Den største donor er Algeriet, men samtidig skærer andre lande – såsom USA – på donationerne.
Sidste år fik saharawierne således, ifølge Bouhbini Yahya, kun omkring halvdelen af de penge, som man har brug for, for at sikre befolkningen i lejrene et ordentligt fødevareindtag. Og præsidenten for saharawiernes Røde Halvmåde pointerer at fødevarehjælpen generelt er kronisk underfinansieret.
Enestående flygtninge
Mod alle odds har saharawierne formået at skabe et enestående samfund midt i et ørkenområde. Alt sammen midt i den overlevelseskamp, lavintensitetskrig og kamp for at få deres land tilbage, som de til stadighed har skulle kæmpe, siden marokkanske tropper og hundredtusindvis af civile marokkanere invaderede deres hjemland Vestsahara for over 50 år siden – årsagen til at de mange saharawier bor i flygtningelejre.
– Vi er flygtninge, men vi er ikke ”katastrofe-flygtninge”. Vi er flygtninge, der har et mål om at opbygge et land, opbygge en stat, mens vi kæmper for vores uafhængighed, som Bouhbini Yahya pointerer.
Og på denne måde er saharawierne, som flygtninge, enestående, fordi de har formået at oprette og drive deres egne institutioner, og bygge et system der bygger på solidaritet.
Saharawierne har bygget et system der bygger på solidaritet, mener Azzi Babin, der er guvernør for den største af flygtningelejrene, Smara-lejren. Foto: Peter Kenworthy.
– Vi har skabt et regeringsapparat, et parlament, et militær med mere. Samtidig minder vores humanitære situation om andre flygtninges, fortæller Azzi Babin, der er guvernør for Smara-lejren.
Hun understreger samtidig at beboerne i denne håndfuld flygtningelejre er heldige at de har lokalsamfund, der støtter hinanden.
– Når en familie slagter en ged, spiser de den ikke alene. De deler den. Dette er en del af vores traditioner og kultur. Men det er også en bevidst måde for os at overleve på i eksil, tilføjer Babin.
Vil have retfærdighed, ikke velgørenhed
Det er dog noget nær umuligt at være selvforsynende og for alvor selvforvaltende, i et område der ikke er ens eget, hvor der stort set ikke er vand.
Bouhbini Yahya fremhæver at det ikke er let at sikre en indkomst, eller gro sit eget mad, når man bor midt i et goldt ørkenområde. Han pointerer samtidig at nogle mennesker i lejrene har brugt deres penge på at forbedre deres huse, og i mindre grad deres diet. Ikke mindst som en nødvendig følge af, at en stor oversvømmelse ødelagde tusinder af huse i 2015.
Selv om vejene nogle steder er blevet bedre, er den såkaldte “Devil’s Garden”, som flygtningene bor i, stadig overordentligt ugæstfrit. Foto: Peter Kenworthy.
Mange har derfor brug for de penge som de saharawier der bor i Spanien, og i andre europæiske lande, sender hjem.
Men saharawierne er et stolt folk. De beder ikke om velgørenhed, men retfærdighed. De vil bare gerne have lov at leve i deres eget land på deres egne vilkår. Og her kan de lære resten af verden en ting eller to om sammenhold og samhørighed under enormt svære vilkår.
– Da jeg første gang besøgte Europa i halvfjerdserne, var det første gang jeg nogensinde så nogen tigge på gaden, fortæller direktøren for menneskerettigheds-ngo’en AFAPREDESA Abdeslam Omar Lahcen mig.
– I flygtningelejrene og den frie del af Vestsahara [der er kontrolleret af Polisario], ser man ikke nogen tigge, tilføjer han.
Saharawierne er et stolt folk. Her fremføres en traditionel sang, til fejringen af 50-året for oprettelsen af saharawiernes eksilstat, Saharawi Arab Democratic Republic. Foto: Peter Kenworthy.
