Vestsahara
Vestsahara-forhandlinger: Skrøbeligt fremskridt eller dødvande?
Polisario skal have is i maven og holde fast på kravet om en folkeafstemning, mener tidligere FN-udsending for Vestsahara.
FN’s generalsekretærs tidligere udsending for Vestsahara mellem 2009 og 2017, Christopher Ross, beskriver i en artikel hvordan det besatte Vestsahara, med FN’s Sikkerhedsråds Resolution 2797, balancerer mellem autonomi og selvbestemmelse. Ikke mindst fordi sikkerhedsrådet, med resolutionen, opgiver den relative neutralitet, som man har opretholdt i årtier, og favoriserer den ene part i konflikten over den anden.
Den amerikansk-udarbejdede resolution, der blev vedtaget i oktober med Danmarks stemme, opfordrer til forhandlinger om Vestsahara baseret på en marokkanske autonomiplan, der dikterer at Vestsaharas befolkning skal fortsætte med at leve under marokkansk overherredømme, og samtidig mister den ret til uafhængighed, som FN-pagten giver dem. Som et plaster på såret får saharwierne angiveligt blandt andet deres eget parlament.
Skridt fremad
Ifølge Christopher Ross, der også har over 20 års erfaring som amerikansk ambassadør i Algeriet og Syrien, er de fortrolige møder, som siden er blevet holdt mellem Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario og Marokko (samt nabolandene Algeriet og Mauretanien – møderne er faciliteret af USA og FN), om ikke et gennembrud så i hvert et slags skrøbeligt skridt fremad.
– Efter flere års fravær blev Polisario og Algeriet enige om at slutte sig til Marokko og Mauretanien ved forhandlingsbordet, og USA har tvunget parterne ind i en uvant rytme, skriver han.
Men Ross mener samtidig at mange vanskelige problemer venter forude, ikke mindst i forhold til at finde den gensidigt acceptable politiske løsning, baseret på et kompromis i overensstemmelse med FN-pagten, som resolutionen lover – men får svært ved at holde.
– Polisario bliver presset af USA til at afvise sit krav om en folkeafstemning om Vestsaharas fremtid, og i stedet acceptere et autonomiregime under marokkansk suverænitet. I betragtning af Polisarios 50 år-lange kamp for uafhængighed, er dette en bitter pille at sluge, tilføjer han.
Især når Marokko tilsyneladende ikke engang tilbyder Polisario reelt selvstyre, maksimal kontrol over territoriets anliggender, herunder udnyttelsen af Vestsaharas naturresurser som fosfat, fiskeri, energikilder og turisme.
Kræver tidsplan for selvbestemmelse
Og der er tydeligvis behov for en stor indsats for at omdanne autonomiforslaget til et troværdigt dokument, mener Christopher Ross. Også fordi USA har anerkendt marokkansk suverænitet over Vestsahara, og derfor ikke kan ses som en neutral mægler.
– Stillet overfor en amerikansk insisteren, og en grundløs trussel om at erklære Polisario for en terrororganisation, kan Polisarios bedste taktik være modvilligt at engagere sig i forhandlinger om det marokkanske forslag, pointerer han.
– På det rette tidspunkt, og med støtte fra Algeriet, kan man så minde alle berørte parter om, at Vestsaharas folk – og ikke befolkningen i Marokko og Vestsahara, som det marokkanske forslag kræver – skal validere enhver aftale gennem en folkeafstemning, tilføjer Christopher Ross.
Enhver aftale, der ikke er godkendt af et flertal af Vestsaharas oprindelige befolkning, vil nemlig være både omstridt og kunne skabe endnu mere ustabilitet i området, end der er i forvejen.
Ligesom en aftale mellem parterne vil kræve en tidsplan for selvbestemmelse, som både Polisario, Algeriet og Marokko kan acceptere – en særdeles vanskelig udfordring, som man uden held har forsøgt at løse siden våbenhvilen i 1991. Men uden en sådan tidsplan vil dødvandet fortsætte, mener Ross.
