Vestsahara
USA vil godkende investeringer i Vestsahara
Den amerikanske regering er klar til at godkende store investeringer fra amerikanske firmaer i den marokkanske koloni.
U.S. International Development Finance Corporation (den amerikanske udviklingsbank) er klar til at give grønt lys til investeringer fra amerikanske virksomheder i Vestsahara på op til 5 milliarder dollars, skriver El Pais. Investeringerne skal primært være til projekter med marokkanske partnere, i sektorer som vedvarende energi, mineraler, akvakultur og turisme.
Den tidligere amerikanske præsident, Joe Biden, havde begrænset amerikanske firmaers mulighed for at investere i Vestsahara, hvilket dog ikke afholdt amerikansk handel, transport og investeringer i og fra kolonien – blandt andet med energi, gas og fosfat.
El Pais beskriver også hvordan den amerikanske efterretningstjeneste NSA, i en analyse, havde pointeret at Vestsaharas oprindelige befolkning, Saharawierne, ikke er blevet spurgt eller har givet samtykke til projekterne, hvilket ”krænker princippet om selvbestemmelse”.
Tæt allieret
Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, beskrev i sidste måned Marokko som en af USA’s tættest og ældste allierede, ifølge netmediet Morocco World News. Rubio tilføjede at hans regering vil fremme samarbejdet de to lande imellem, på alle niveauer.
Det Nordafrikanske land er en af USA’s ældste allierede. Marokko var et af de første lande til at anerkende det uafhængige USA i 1777, og de to lande indgik en freds- og venskabstraktat i 1786.
Den Internationale Domstol afviste ellers Marokkos krav på Vestsahara i 1975. FN’s Sikkerhedsråd har gentagende gange opfordret til afholdelsen af en folkeafstemning om uafhængighed for Vestsahara, der har været på FN’s liste over ikke-selvstyrende områder med ret til selvstændighed, siden 1963.
At kolonimagten Marokko udplyndrer Vestsaharas naturresurser, med udenlandske firmaers medvirken og uden Saharawiernes samtykke, er således i strid med FN’s Charter.
Anerkender kolonimagten
Alligevel har Trump gentagende gange udtalt, at han anerkender Marokkos suverænitet over Vestsahara, hvilket også Joe Biden havde gjort i sin præsidentperiode.
Donald Trumps rådgiver, den libanesisk-fødte amerikanske forretningsmand Massad Boulos, besøgte for nyligt Maghreb-regionen, men ikke Marokko, som det ellers var planen. Her bekræftede han præsidentens holdning, og gentog den amerikanske støtte til Marokkos autonomiplan for Vestsahara, hvor landet fortsat vil være under marokkansk suverænitet. Også Danmark støtter autonomiplanen.
FN’s Sikkerhedsråds seneste rapport om situationen i Vestsahara beskrev ”udnyttelse af naturressourcer i Vestsahara uden meningsfulde konsultationer og deltagelse fra berørte samfund. Rapporterne beskrev at investeringerne ofte prioriterede interesser, der ikke imødekommer behovene hos den lokale saharawiske befolkning, hvilket forværrer økonomisk ulighed og hindrer en retfærdig udvikling for alle saharawierne”.
Den amerikanske research-NGO, Freedom House, rangerer Vestsahara som et af verdens allermest ufrie nationer, hvor borgerrettigheder ”er stærkt begrænset” – især når det gælder pro-uafhængigheds-aktivisme.