Menneskerettigheder

Statsministerens folkeretsmæssige dobbeltmoral

Mette Frederiksen taler om folkeret, selvbestemmelse og suverænitet i Facebook-opslag. Men hun er meget selektiv, når hun og regeringen skal handle på disse store ord.

“Vi tror på folkeretten og på et folks ret til selv at bestemme deres fremtid. Derfor står vi vagt om staters suverænitet, folks selvbestemmelse og territoriers integritet”, skriver Danmarks statsminister Mette Frederiksen på Facebook.

Det klinger dog noget hult, med tanke på Frederiksen og regeringens manglende handling, når det gælder Palæstina.

Når Danmark stemte for en resolution i Sikkerhedsrådet, der opfordrede til forhandlinger baseret på kolonimagten Marokkos autonomiplan for Afrikas sidste koloni Vestsahara, der ikke inkluderer muligheden for en folkeafstemning.

Og når regeringen har givet mandat til at EU-Kommissionen kan forhandle en fiskeripartnerskabsaftale med Marokko, der omfatter det besatte Vestsahara – uden at tage højde for domme fra EU-domstolen og international lov.

Mette Frederiksen talte godt nok om krigen i Ukraine, konflikter mellem USA og Europa og Arktis (læs: Trumps forsøg på at overtage Grønland) i Facebook-opslaget, men eftersom hun har en Master i Afrikastudier fra Københavns Universitet, og har været statsminister i snart 7 år, burde Frederiksen forstå, at folkeretten ikke kan eller skal gradbøjes eller tilsidesættes på grund af egne geopolitiske problemstillinger – som Trump og Putin jo netop gør.

For hvis man ikke vil være med til at beskytte folkeretten i lande som Vestsahara eller Palæstina, kan man heller ikke påberåbe sig den eller forvente at være beskyttet af den, når Trump eller Putin kommer på besøg.