Vestsahara

Samtykke fra saharawierne er centralt, mener dansk MEP

Kommissionens håndtering af handel med varer fra Vestsahara skal være i overensstemmelse med folkeretten og domme fra EU-domstolen, siger dansk EU-parlamentsmedlem.

En række medlemmer af Europaparlamentet fra hele det politiske spektrum har kritiseret kommissionens håndtering af handelsforbindelserne mellem EU og Marokko, der omfatter Afrikas sidste koloni, det af Marokko besatte Vestsahara. Medlemmerne udtrykte i denne sammenhæng bekymring over legaliteten, gennemsigtigheden og den tilsyneladende tilsidesættelse af Parlamentets rolle. 

Også det danske medlem af EU-Parlamentet for Renew Europa Group, Venstremanden Asger Christensen, mener at EU skal holde fast i en linje, hvor man både værner om unionens internationale forpligtelser og sikrer fair og gennemsigtige rammer for handel.

– Når det gælder Europa-Kommissionens håndtering af handelsforbindelserne med Marokko, er det helt afgørende for mig, at EU’s aftaler er i overensstemmelse med folkeretten og de domme, der er afsagt af EU-Domstolen. Det er ikke bare et juridisk spørgsmål, men også et spørgsmål om tillid til vores institutioner. Derfor skal der være fuld gennemsigtighed om, hvad aftalerne omfatter, og på hvilket grundlag, fortæller Asger Christensen til Global Aktion.

Christensen er medlem af parlamentets Fiskeriudvalg, PECH. Han mener at det, i forhold til den nye fiskeriaftale mellem EU og Marokko og en orientering i PECH den 17. marts, står klart at der fortsat er en række uafklarede spørgsmål – ikke mindst i forhold til, hvordan man håndterer situationen omkring Vestsahara. På mødet blev Christensen og de andre medlemmer af PECH briefet om forhandlingerne og implikationerne for vandene ud for Vestsahara ved den nye fiskeriaftale mellem EU og Marokko. 

– Jeg mener grundlæggende, at vi skal være meget varsomme med at indgå aftaler, som kan være i strid med EU-Domstolens praksis. Det gælder især spørgsmålet om samtykke fra den saharawiske befolkning, som er centralt, siger Asger Christensen.

EU-Domstolen annullerede så sent som i 2024 endnu engang en handelsaftale mellem EU og Marokko, fordi den gjaldt Vestsahara. Aftalen krænkede ifølge domstolen, det saharawiske folks ret til selvbestemmelse. Alligevel genforhandlede EU-Kommissionen en ny og lignende handelsaftale med Marokko året efter.

Samtidig bliver frugt og grøntsager fra Vestsahara nu mærket med de marokkansk-betegnende regionale navne ”Laâyoune-Sakia El Hamra” og ”Dakhla-Oued Eddahab”, når de sælges i EU.

Disse stedbetegnelser er der ellers nok ikke er mange danskere eller europæere som ved hvor hører hjemme. 

Og Europaparlamentet forsøgte og fik næsten blokeret kommissionens misvisende mærkning i november. Især fordi EU-Domstolen har fastslået, at produkter fra Vestsahara skal mærkes som sådan, og ikke må beskrives ved hjælp af kolonimagten Marokkos territoriale betegnelser.

– Når det kommer til mærkning af produkter, er det vigtigt, at forbrugerne ikke bliver vildledt. Der skal være klar og korrekt information om varernes oprindelse, så man som forbruger kan træffe et oplyst valg. Her bør vi naturligvis læne os op ad de principper, som EU-Domstolen har fastlagt, mener Asger Christensen.