
Vestsahara
Rud Pedersen arbejder for Marokko
Lobbyfirmaet ønsker imidlertid ikke at fortælle om det
Det store danske reklame- og kommunikationsfirma, Rud Petersen, laver lobbyarbejde for Marokko i Bruxelles, fortæller mediet DanWatch og flere andre medier, men firmaet, der ellers lever afreklame og kommunikation har ikke lyst til at fortælle om dets bestræbelser på at stille Marokko i et mere positivt lys efter bestikkelsesskandalen i EU-Parlamentet og efter EU-Domstolen i oktober sidste år afgjorde, at det er ulovligt, når handels- og fiskeriaftaler mellem EU og Marokko også omfatter Vestsahara.
Global Aktion har henvendt sig både til Rud Petersens administrerende direktør, Jens Hjort Larsen og til senior advisor, Alan Houman på kontoret i Bruxelles og har bedt om et interview om firmaets lobbyarbejde for Marokko i Bruxelles. Men fra Alan Houman fik vi følgende klare afvisning:
-Dear Ingrid. Thank you for your query. I have no comment. At Rud Pedersen we declare our clients on the transparency register in line with relevant rules. Best wishes Alan Houmann
Fortrolighed forståelig
Vi forsøgte at forklare firmaet, at vi har forståelse for, at indholdet af et reklamesamarbejde kan være fortroligt, men at vi gerne ville vide, hvilke tanker Rud Petersen gør sig, når man vælger at samarbejde med en besættelsesmagt, der undertrykker lokalbefolkningen i det besatte land. Vi henviste både til materiale fra FN og Amnesty om sagen. Vi ville gerne høre, hvilke moralske overvejelser, firmaet gør sig i forbindelse med dette arbejde, og hvilke tanker, de har gjort sig om image-problemer i forbindelse med arbejdet for Marokko. Blandt Rud Petersens 87 kunder i Bruxelles er der også respekterede virksomheder som Novo
Nordisk og LEGO.
Ønsker ingen samarbejde
Danske, svenske og finske medlemmer af EU Parlamentet har også kritiseret Rud Petersens arbejde for Marokko – eller reelt for den marokkanske erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, CGEM og de har både udsendt et åbent brev, der tager afstand fra samarbejdet og skrevet til EU-Parlamentets præsident, Roberta Metsola.
Torsdag morgen den 6.marts afleverede de brevet til Rud Petersen på firmaets adresse i Bruxelles og siger, at de i øvrigt ikke ønsker at mødes eller samarbejde med Rud Petersen så længe firmaet har den slags kunder. Flere andre nordiske parlamentsmedlemmer har efterfølgende støttet henvendelsen til EU-
Parlamentets præsident.
For at omgå loven
En af initiativtagerne til brevet er parlamentsmedlem Per Clausen fra Enhedslisten. Han siger, at det bør have konsekvenser, når Rud Petersen hjælper Marokko med at fremme dets erhvervsinteresser i det besatte Vestsahara, efter EU Domstolen har erklæret dem ulovlige, fordi aftalerne ikke kommer saharawierne til gode.
Han siger, at han er klar over, at nogle af de andre grupper i parlamentet har gode kontakter til firmaet, der er kendt for at hyre gamle politikere til netop lobbyarbejde.
-Men vi hører, at det i kommunikationskredse diskuteres, om der virkelig ingen grænser er for, hvem man vil arbejde for, siger han.
I brevet til Rud Petersen, der er offentliggjort på sitet Euroobserver, skriver parlamentarikerne, at de har svært ved at se, at Rud Petersens bistand ikke har til formål at omgå EU-Domstolens klare dom eller lave en ny aftale, der også er i modstrid med EU-lovgivningen. Det har som nævnt ikke været muligt at få svar på, om dette er tilfældet, eller om samarbejdet skulle have et andet formål.
Brevskriverne nævner også, at firmaets arbejde er umoralsk og i modstrid med det nordiske omdømme og standarder, og de nævner, at de vil opfordre andre landes parlamentarikere til at undlade at samarbejde med Rud Petersen. Rud Petersen nævner ellers selv det ‘nordiske’ som en del af dets værdier:
-We hold dear the Nordic principles of transparency and honesty, refusing to hide behind any “bullshit” in our work.
Dette skriver firmaet som en del af sit værdigrundlag. Men firmaet ønsker altså ikke hverken gennemsigtighed eller ærlighed om sit engagement med Marokko.
Læs mere om sagen her.
Og læs EU-Domstolens dom her.