Afrikas sidste koloni
Rekordlavt antal virksomheder plyndrer Vestsaharas fosfat
Kun tre firmaer importerede fosfat fra det besatte Vestsahara i 2025, viser ny årlig rapport fra Western Sahara Resource Watch. Men eksportvolumen er stigende.
I Western Sahara Resource Watch’ (WSRW) seneste P for Plunder–rapport, kan man læse at der kun var tre firmaer, der importerede fosfat fra det Afrikas sidste koloni, Vestsahara – det laveste antal nogensinde der nogensinde er registreret.
I rapporten kommer den internationale netværksorganisation med et årligt overblik over firmaer, der er involveret i købet af fosfat fra det besatte Vestsahara.
Og selvom antallet af firmaer, der udplyndrer fosfat fra det besatte Vestsahara er faldende, er eksportvolumen steget fra1,45 millioner tons fosfat i 2024 til 2,02 millioner tons i 2025 – det højeste niveau på et kalenderår siden 2014, skriver WSRW.
Den klart største importør i 2025 var Indien, som importerede 1,34 tons fosfat, efterfulgt af Mexico og New Zealand. Og de tre firmaer, der var involveret i importen i 2025 var henholdsvis indisk/marokkanske Paradeep Phosphates Ltd, amerikanske Innophos Holdings og new zealandske Ballance Agri-Nutrients Ltd.
Danske virksomheder har trukket sig
Danske firmaer er kun nævnt tre steder i rapporten. To af stederne er danske firmaer – Nykredit Realkredit Group og MP Pension – citeret for, hvorfor de har valgt at droppe firmaer der handler med fosfat fra Vestsahara fra deres investeringsunivers. Og et tredje sted citeres Cowi for, at man ikke vil engagere sig i yderligere projekter i Vestsahara, så længe situationen i territoriet er uforløst.
Global Aktion har ellers tidligere beskrevet, hvordan det danske rederi Ultrabulk var den største transportør af fosfat fra Vestsahara, ligesom flere danske banker, pensionsselskaber og rådgivningsfirmaer har været involveret i udplyndringen af fosfat fra Vestsahara.
En række danske firmaer er desuden nævnt, i tidligere P for Plunder-rapporter – herunder Mærsk, Ultrabulk, Fortuna Seaside Bulk Carriers, MIF I no. 12 K/S og Norden A/S. Ligesom blandt andre D/S Norden og Lauritzen har været involveret i transporten af fosfat fra Vestsahara.
Det faktum at der tilsyneladende ikke længere er danske firmaer, der der er involveret i handel eller investeringer i forbindelse med fosfatimport fra Vestsahara, er en sejr for Global Aktion, der længe har kæmpet, skrevet breve, lavet kampagner og rapporter, og generelt lagt pres på danske firmaer, med sigte på at få dem til at droppe fosfat fra det besatte Vestsahara.
Opfordrer til stop
Western Sahara Resource Watch opfordrer alle firmaer, der er involveret i handlen med fosfat fra Vestsahara til øjeblikkeligt at stoppe alle køb og forsendelser af fosfat fra Vestsahara.
– Virksomheder, der køber fosfat fra Vestsahara, støtter i realiteten Marokkos tilstedeværelse i territoriet, skriver man i rapporten.
Den ulovligt udnyttede fosfat er en af den marokkanske regerings vigtigste indtægtskilder fra det territorium, landet koloniserede i 1975, i strid med international lov og en dom fra den internationale domstol.
Verdens landbrugsproduktion afhænger for en stor dels vedkommende af fosfat, der er et vigtigt element i planters vækst og gødning.