Aftale udfordres

Polisario fordømmer ny handelsaftale mellem EU og Marokko

Ny retssag på vej mod EU efter ny aftale med Marokko, der ikke følger den dom, der kom i november 2024.

Aftalen – der inkluderer produkter fra det besatte Vestsahara – udgør en åbenlys overtrædelse af international lov og en direkte overtrædelse af retsafgørelser fra EU-domstolen, skriver Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario i en pressemeddelelse lørdag.

”Med denne aftale giver EU den marokkanske besættelsesmagt midlerne til at opretholde sin ulovlige tilstedeværelse i de besatte Vestsahara, gennem undertrykkelse og systematiske krænkelser af fundamentale rettigheder, og dermed også fortsætte sin koloniale aggressionskrig mod det saharawiske folk”, udtalerPolisario.

Polisario tilføjer at man vil bruge alle passende midler – herunder juridiske – til at sikre at saharawiernes ret til suverænitet respekteres.

Tidligere på ugen havde Global Aktion løftet sløret for et lækkede dokumenter, der viste hvordan EU-kommissionen på få dage havde forhandlet handelsaftalen igennem, efter et årti med retslige nederlag i EU-Domstolen.

”Ti afgørelser fra EU-Domstolen har ellers været utvetydige: Vestsahara er ikke en del af Marokko, og kun det saharawiske folk kan derfor give samtykke til aftaler, der har at gøre med deres land og ressourcer”, skrev den danske aktivistorganisation i en pressemeddelelse.

Produkter fra Vestsahara vil blive mærket ”Laayoune-Sakia El Hamra” og ”Dakhla-Oued Eddahab”, skriver det marokkanske netmedie Morocco World News.

”Aftalen sikrer at landbrugsprodukter fra Marokkos sydlige regioner i Vestsahara præferenceadgang til europæiske markeder som produkter fra resten af landet”, tilføjer man.

Den Internationale Domstol afviste tilbage i 1975 Marokkos krav på Vestsahara. På samme måde har en række FN-resolutioner stadfæstet at Vestsaharas befolkning har ret til selvbestemmelse. FN’s Sikkerhedsråd har desuden gentagende gange har opfordret til en lovet folkeafstemning om uafhængighed for Vestsahara.