Vestsahara
Menneskerettighedsforkæmper i Vestsahara udsat for tortur, siger FN
FNs Torturkomité konkluderer at Marokko igen har overtrådt FNs torturkonvention.
Menneskerettighedsforkæmperen Abdelmoula El Hafidi blev ifølge FNs Torturkomité tævet og truet med voldtægt af den marokkanske kolonimagt tilbage i 2016, for at få ham til at tilstå aktivisme, i forbindelse med kampen for selvstændighed for Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, skriver ngo’en International Service for Human Rights tirsdag.
Efter at El Hafidi var blevet tilbageholdt, blev han desuden nægtet adgang til en advokat, holdt i isolation i 22 timer per dag i Aït Melloul-fængslet nær Agadir, samt nægtet lægehjælp. Forholdene i fængslet var nedværdigende, med 40 fanger i en celle med 3 toiletter, ingen vinduer og drikkevand, samt utilstrækkelig opvarmning.
FNs Torturkomité konkluderer derfor at Marokko overtrådte artikel 16, samt artikel 12 og 13, i torturkonventionen. I den står der blandt andet, at stater skal forhindre ”grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”, samt sikre at ”kompetente myndigheder hurtigt iværksætter en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er begået på noget territorium under dens jurisdiktion”.
Og FNs Torturkomité opfordrer derfor Marokko til at yde erstatning til El Hafidi for materiel og immateriel skade, samt rehabilitering, undlade at presse eller intimidere ham yderligere, samt etablere en uafhængig mekanisme til at undersøge påstået mishandling, og garantere retten til at indgive klage og mishandling.
FN opfordrede tilbage i 2019 Marokko til øjeblikkeligt at løslade Abdelmoula El Hafidi, der havde været aktiv i kampen for selvstændighed for Vestsahara, og arbejdede med flere menneskerettighedsorganisationer, herunder Boujdour Press og Sahrawi Association for Human Rights. Han blev idømt 10 års fængsel i 2017, men er siden blevet løsladt.
En dråbe i et hav af tortur og mishandling
Det er bestemt ikke hverken første eller sidste gang, at den marokkanske kolonimagt i Vestsahara har udsat saharawier for tortur eller anden nedværdigende behandling. Det er ikke mindst gået ud over politiske fanger, som Gdeim Izik-fangerne, som blev idømt straffe på mellem 20 års fængsel og livstid i en retssag, som Amnesty International har kaldt ”groft uretfærdig”.
Så sent som i maj konstaterede FN’s torturkomité, at Marokko har krænket saharawiske fanger, der var tilknyttet protesterne i Gdeim Izik-lejren i det besatte Vestsaharas rettigheder. Der var tale om ”mønster af vilkårlige anholdelser, isolation, tortur eller anden mishandling under afhøringer, samt efterfølgende brug af tilståelser givet under pres i retssager”, fastslog torturkomitéen.
I en rapport, udgivet af Støttekomiteen for Vestsahara i 2020, kunne desuden man læse om de forfærdelige forhold for fængslede saharawier i de marokkanske fængsler – om tortur, tvungne tilståelser og lange fængselsstraffe under forfærdelige forhold.
”I Ait Melloul[-fængslet] har du ingen rettigheder. Du er et menneske når du kommer dertil, men du forlader det som et dyr. Det er den arabiske version af Guantanamo”, fortalte Salek Baber om sine oplevelser med tortur, tæv og sultestrejker.
Går efter journalister og aktivister
Den marokkanske kolonimagt går konsekvent efter saharawiske aktivister og journalister.
Reporters Without Borders beskriver hvordan ”journalisters arbejde er blevet hæmmet af kongeriget [Marokko] på mange områder, herunder Vestsahara”.
I slutningen af juli beskrev International Federation for Human Rights hvordan de marokkanske myndigheder går målrettet efter præsidenten og vicepræsidenten for menneskerettighedsorganisationen Collective of Sahrawi Human Rights Defenders (CODESA), i ”et mønster af restriktioner og chikane”. CODESAs præsident, Ali Salem Tamek, er tidligere blevet udsat for tortur og anden mishandling, og har været Amnesty International-samvittighedsfange.
Andre eksempler er i 2019, hvor koordinatoren for videoaktivistgruppen Equipe Media, der afslører brud på menneskerettighederne i Vestsahara, blev tævet og overfaldet af marokkansk politi. I 2017 fik aktivisten Sultana Khaya voldsomme tæv af marokkansk politi på FNs internationale fredsdag. Året forinden døde aktivisten Brahim Saika fra Vestsahara på et hospital i Agadir, efter at have været blevet tilbageholdt af marokkansk politi og tortureret i timevis.
Og tilbage i 2015 dokumenterede Norske studerendes og akademikeres bistandsorganisation, SAIH, i en rapport over 250 menneskerettighedsbrud i det besatte Vestsahara på et år – herunder drab, tæv, og voldtægt, samt omfattende uddannelsesmæssig- og beskæftigelsesmæssig diskrimination af landets oprindelige befolkning. Iblandt disse var adskillige aktivister og journalister.
Gentagne krænkelser
Så der er bestemt ikke mangel på dokumentation, når det gælder den marokkanske kolonimagts mishandling af befolkningen i Afrikas sidste koloni, det besatte Vestsahara.
I en kampagne i 2014, satte Amnesty International fokus på hvad man omtalte som ”fem af verdens værste torturnationer” i forbindelse med 30-året for vedtagelsen af FN’s torturkonvention. En af disse ”værste torturnationer” var Marokko, herunder det af Marokko besatte Vestsahara.
Amnesty International og andre internationale ngo’er dokumenterer desuden hvert år Marokkos krænkelser af menneskerettighederne i Vestsahara.
I år skriver Amnesty om hvordan ”Marokkanske myndigheder fortsat begår overtrædelser i Vestsahara”. Human Rights Watch beskriver marokkanske myndigheders ”intensiverede undertrykkelse af aktivister, journalister og menneskerettighedsforkæmpere”, herunder aktivister i Vestsahara der kæmper for uafhængighed.
Og European Association of Lawyers for Democracy & Human Rights skriver i en rapport fra juli, om hvordan 50 års besættelse har skabt en ”bredere undertrykkelse af kollektiv mobilisering”, samt om hvordan ”talrige interviewpersoner rapporterede om påstået tortur og mishandling under anholdelser, forhør, overførsel eller varetægtsfængsling”.
Freedom House giver desuden Vestsahara en frihedsscore på 4 ud af 100 i 2026 – hvilket er værre end lande som Hviderusland, Afghanistan, Saudi Arabien og Somalia.
