Vestsahara

Koloni kan blive et af de rigeste lande på det afrikanske kontinent

Vestsahara har et enormt økonomisk og politisk potentiale, men lige nu udplyndres landet af kolonimagten Marokko og et utal af udenlandske firmaer, rapporterer eksilregering.

Vestsaharas eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic (SADR), præsenterede lørdag en rapport for African Commission on Human and Peoples’ Rights, hvor man gjorde rede for landets lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, som man har truffet for at sikre de rettigheder, som man kan læse i African Charter on Human and Peoples’ Rights.

I rapporten skriver SADR blandt at deres republik har et ”enormt økonomisk potentiale” for at blive ”et af de rigeste lande på det afrikanske kontinent. Ikke mindst på grund af betydelige forekomster af fosfat og fisk, samt vedvarende energi og turisme. Men disse resurser udplyndres af kolonimagten Marokko, der har besat landet siden 1975, sammen med omkring 200 udenlandske firmaer.

Marokkanske bosættere udgør i dag mere end 75 procent af Vestsaharas befolkning, og den saharawiske befolkning i de besatte områder undertrykkes systematisk med arrestationer, forsvindinger og tortur, pointeredes det i rapporten. Den marokkanske kolonimagt opretholder desuden en medieblackout, ligesom internationale observatører fra blandt andre Røde Kors nægtes adgang til Vestsahara eller smides ud af landet af de marokkanske myndigheder.

På trods af alt dette har saharawierne formået at opbygge en flyvefærdig nation i eksil, i de flygtningelejre i et goldt ørkenområde i nabolandet Algeriet, som mange af dem flygtede til efter Marokko invaderede deres land.

Screenshot: African Commission on Human and Peoples’ Rights.

– Den ekstraordinære situation har ikke forhindret det saharawiske folk i at opbygge funktionelle nationale institutioner, samt udvikle forfatningsmæssige, juridiske og administrative systemer, fortalte Abida Mohamed Bouzid, der er generaldirektør for multilaterale relationer i saharawiernes udenrigsministerium, om saharawiernes udvikling af funktionelle institutioner i flygtningelejrene, under præsentationen af rapporten.

Blandt andet har saharawierne i dag et fungerende parlament, ministerier, et retssystem, skoler, hospitaler og menneskerettighedsinstitutioner, i de flygtningelejre nær Tindouf, hvor mere end 175.000 af dem bor, og mange af dem er født og har levet hele deres liv.

I rapporten pointerer Vestsaharas eksilregering desuden at de vedvarende krænkelser, som saharawierne lider under i de besatte områder, ”er den direkte konsekvens af, at vi nægtes vores grundlæggende ret til selvbestemmelse”.

Retten til selvbestemmelse er ikke kun en politisk rettighed, men også en forudsætning for opnåelsen af alle andre menneskerettigheder, pointerede Abida Mohamed Bouzid.

Vestsahara har været på FNs liste over ikke-selvstyrende områder siden 1963, da landet var en spansk koloni. Den Internationale Domstol afviste Marokkos krav på Vestsahara tilbage i 1975, kort tid inden Marokko invaderede landet.