Vestsahara

International lov og retten til selvbestemmelse undermineres, mener Jadiya

Ny Poliario-repræsentant vil sikre at saharwiernes stemme høres og Danmark står på den rigtige side af historien, når det gælder international lov

Jadiya Ali Mohamed er Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisarios nye repræsentant i Danmark. Hun er 32 år gammel, universitetsuddannet fra et spansk universitet, og har blandt andet arbejdet for saharawiernes eksilstat Saharawi Arab Democratic Republics udenrigsministerium, samt for organisationer som Sahrawi Youth Union og National Union of Sahrawi Women.

Hun tager over fra Abida Mohamed Buzeid.

Jadiya er ung og kunne have fået sig et velbetalt job i et land som Spanien, men har i stedet valgt at bruge sin uddannelse og erfaring til at at forsøge at være med til at sikre, at hendes hjemland Vestsahara – der er Afrikas sidste koloni – får sin uafhængighed.

Det er en ære og en pligt, at jeg kan bruge min uddannelse til at tjene mit folk. Mit mål er at sikre at mit folks stemme bliver hørt i Danmark, ikke mindst for at hjælpe danskerne med at forstå hvad Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara indebærer, fortæller Jadiya.

– Jeg vil samtidig gerne være med til at sikre, at Danmark står på den rigtige side af historien. Vestsahara-konflikten er ikke en fjerne konflikt, men et spørgsmål om at respektere international lov, noget som Danmark længe har stået på mål for. For alle nyder godt af en regelbaseret verdensorden, tilføjer hun.

Adskilt fra familien i generationer
Jadiyas Ali Mohameds mor flygtede fra den marokkanske invasion af hjemlandet Vestsahara i 1976 (der skete efter at den spanske kolonimagt havde forladt området) og endte – ligesom mange tusinder saharawier – i et ørkenområde nær Tindouf, i nabolandet Algeriet.

Jadiya er født og opvokset i flygtningelejrene, hvor en del af hendes familie stadig bor sammen med omkring 170.000 andre saharawier. Her lever forbindelsen til og håbet om en dag at vende tilbage til hjemlandet Vestsahara videre, og bliver givet videre fra den ene generation til den næste.

– Mine oplevelser som flygtning har formet min opfattelse af retfærdighed og ansvar. Og mit allerførste ulønnede job, som aktivist, var at kæmpe for menneskerettighederne og øge bevidstheden om Marokkanske menneskerettighedskrænkelser i den marokkansk-besatte del af Vestsahara, siger hun.

En stor del af Jadiyas familie bor i Smara i den besatte del af Vestsahara, som Freedom House betragter som mindre frit end Saudi Arabien, Afghanistan og DR Congo. Jadiya har aldrig mødt dem, kun talt med dem via platforme som WhatsApp og FaceTime.

– Denne adskillelse er ikke et valg vi selv har taget. Den er en direkte konsekvens af de restriktioner, som den marokkanske kolonimagt har pålagt os, og som forhindrer saharawier, der bor i flygtningelejrene i at rejse til de besatte områder og omvendt, fortæller Jadiya.

– Denne fysiske adskillelse er en af de mest smertefulde symboler på besættelsen, familier adskilt fra hinanden i generationer, bare fordi de kræver frihed, tilføjer hun.

Underminerer international lov
For at Jadiyas Ali Mohameds familie og hendes landsmænd kan forenes, kræver det at FN og det internationale samfund holder hvad de lover, og sikrer saharawiernes ret til uafhængighed fra kolonimagten Marokko.

Lige nu går tingene dog i den forkerte retning, for der er en alarmerende og stigende tendens til at man underminerer international lov og befolkningers ret til selvbestemmelse, mener Jadiya.

– Nogle stormagter forsøger i stigende grad at påtvinge andre lande, hvad de mener er ”pragmatiske løsninger”, selv når disse løsninger strider mod international lov og det saharawiske folks vilje. Dette kan skabe farlig præcedens, der ikke kun har betydning for Vestsahara, mener Jadiya.

Jadiya taler til Global Aktions indflytningsfest i november.

Et godt eksempel på den senere tids mangel på respekt for international lov er USA, Danmark og FNs Sikkerhedsråds accept af en marokkansk autonomiplan, som grundlag for forhandlinger om Vestsaharas status, i stedet for den lovede folkeafstemning om uafhængighed.

Men hvad betyder dette for saharawierne?

– I praksis har meget lidt ændret sig for det saharawiske folk. Enhver reel politisk løsning skal aftales af begge parter: Frente Polisario og Marokko. Intet land eller organisation kan bestemme Vestsaharas fremtid, mener Jadiya.

Og Vestsahara er trods alt stadig på FNs liste over ikke-selvstyrende områder, FN betragter landet som en koloni, og den en Internationale Domstol afviste Marokkos krav på Vestsahara tilbage i 1975, kort tid inden Marokko invaderede landet.

En flerdimensionel kamp
FN og international lov blev til i årene efter anden verdenskrig – parallelt med utallige kampe mod kolonimagter – for at sikre at krigens enorme dødstal og ødelæggelser ikke blev gentaget, og verdens befolkninger skulle have ret til selvbestemmelse.

Men når verdens regeringer ikke lever op til de love, som de selv har skrevet under på, skaber det frustration og vrede.

Og godt nok har saharawierne i årtier holdt sig på den international lovs smalle sti, men i 2020 brød Marokko våbenhvilen fra 1991, hvilket siden har medført en militær optrapning af konflikten. Og der har i nogen tid været tegn på, at især unge saharawier har fået nok.

– De unge saharawier har ikke mistet håbet når det gælder uafhængighed, men de har mistet troen på de mange tomme løfter. Det er vores ansvar at kanalisere deres energi ind i en fornyet og i højere grad flerdimensionel kamp, der skal sikre at deres stemmer bliver hørt, mener Jadiya Ali Mohamed.

Denne kamp skal blandt andet føres på det politiske niveau – ved at holde sammen på det saharawiske folk. På det juridiske og diplomatiske niveau – gennem alliancer med lande og organisationer, der respekterer international lov. Samt på det folkelige niveau, ved at civilsamfundet i lejrene og de besatte områder gør fredelig modstand, der er med til at sætte fokus på Vestsahara, siger hun.

Engager dig
Hvis man som dansker gerne vil lære mere om Vestsahara, opfordrer Jadiya Ali Mohamed til at man i første omgang engagerer sig i danske organisationer, der støtter saharwiernes kamp for uafhængighed fra marokkansk kolonistyre, og forsøger at få Vestsahara på den politiske og mediemæssige dagsorden – såsom Global Aktion.

– Jeg anbefaler også at man følger med i de internationale medier og læser menneskerettighedsrapporter, der dokumenterer situationen i de besatte områder. Og så kan man række direkte ud til saharawiske organisationer, i såvel lejrene, de besatte områder og i diasporaen, hvor man kan få førstehåndsindtryk, tilføjer hun.

Her vil man ofte møde kvinder som Jadiya, der siden den spanske kolonisering af landet, har været afgørende i saharwiernes kamp for frihed.

– De har indtaget en førende rolle inden for politik, uddannelse, administration, diplomati og organiseringen af vores samfund. Aktivister som Sultana Khaya udviser ekstraordinært mod når de agerer som talerør for befolkningen, selv om de bliver intimideret og mødes med vold. Kvindernes lederskab er ikke symbolsk, men er et grundlag for vores modstandsdygtighed og nationale identitet, fortæller hun.

Jadiya lover at hun vil være et talerør for hendes folk i Danmark, hvor hun har opdaget at Vestsahara ikke ligefrem er øverst på mainstreammediernes dagsorden.

– Men det understreger blot hvor vigtigt mit arbejde her er, pointerer hun.