Polisario
FN underminerer grundlaget for fredsproces
Sikkerhedsrådet ofrer retsstatsprincip og fred i Vestsahara for kortsigtede mål, siger Polisario.
FN’s Sikkerhedsråds resolution 2797 (2025) anerkender godt nok, at løsningen på Vestsahara-konflikten kræver en løsning der accepteres af alle parter, i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers Pagt. Men dele af resolutionen udgør en farlig og uacceptabel afvigelse fra principperne i pagten, som vil legitimere Marokkos ulovlige militære besættelse af Vestsahara.
Det skriver Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario i en pressemeddelelse, efter at Sikkerhedsrådet vedtog den amerikansk-udarbejdede resolution, der blandt andet opfordrede til forhandlinger om Vestsahara baseret på en autonomiplan, udarbejdet af kolonimagten Marokko.
”Den krænker Vestsaharas internationale status som værende et spørgsmål om afkolonisering, og underminerer grundlaget for FN’s fredsproces i Vestsahara […] Polisario er den eneste legitime repræsentant og stemme for det saharawiske folk, der har været på gaden verden over for at erklære højt og tydeligt, at de holder fast i at deres ret til selvbestemmelse og uafhængighed, samt deres ret til at forsvare deres rettigheder og suverænitet med alle lovlige midler, ikke er til forhandling”, tilføjer Polisario i pressemeddelelsen.
I forvejen er fredsprocessen mellem Polisario og Marokko, der bygger på en fredsaftale fra 1991 – der blandt andet lovede saharawierne en endnu ikke afholdt folkeafstemning om uafhængighed – yderst skrøbelig. Ikke mindst siden 2020, hvor våbenhvilen blev brudt og en militær optrapning af konflikten fandt sted.
Og der er mange især unge stemmer blandt saharawierne, der ser den langstrakte og for dem frugtesløse fredsproces som mere eller mindre spild af tid. Den nye resolution kan være en gnist, der skaber endnu mere ustabilitet i både Vestsahara og regionen.
”Polisario understreger at den ensidige tilgang, der søger af ofre retsstatsprincippet, retfærdighed og fred for kortsigtede politiske form, kun vil forværre konflikten samt bringe fred, sikkerhed og stabilitet i hele regionen i fare”, konkluderer Polisario i pressemeddelelsen.