Vestsahara
Danmark solgte ud i Sikkerhedsrådet
Med støtte til amerikansk udarbejdet resolution om Vestsahara i FN’s Sikkerhedsråd underminerer Danmark international lov og retten til selvbestemmelse – fra Vestsahara til Grønland.
“Danmark skal ikke være med til at normalisere kolonisering i det 21. århundrede. Når Danmark sidder i FN’s Sikkerhedsråd, har vi et særligt ansvar for at forsvare international ret — ikke at udvande den efter stormagtsinteresser”, udtaler politisk rådgiver i Global Aktion, Morten Nielsen.
Den 31. oktober stemte Danmark dog for en amerikansk-udarbejdet resolution i Sikkerhedsrådet, der opfordrede til forhandlinger baseret på en Marokkansk autonomiplan for Afrikas sidste koloni Vestsahara, som blev forelagt for FN tilbage i 2007.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har tidligere udtrykt støtte til den marokkanske autonomiplan, som han har kaldt “et seriøst og troværdigt bidrag til den igangværende FN-proces”.
Og Danmarks ambassadør og faste repræsentant ved FN i New York, Christina Markus Lassen, udtalte i forbindelse med afstemningen, at Danmark betragter autonomiplanen som et godt grundlag for en løsning mellem parterne.
”At vi har stemt for dagens resolution indebærer ikke en anerkendelse af marokkansk suverænitet over Vestsahara”, tilføjede hun dog.
Undergraver folkeretten
Men planen indebærer altså en permanent integration af Vestsahara i Marokko, der fratager saharawierne den ret til uafhængighed og selvbestemmelse, som FN-pagten beskriver. Samtidig er den med til at undergrave folkeretten, og dermed svække FN’s autoritet og den regelbaserede verdensorden.
“Denne linje sender et farligt signal til alle verdens folk under besættelse eller kolonialt pres. Hvis stormagter kan omskrive spillets regler, hver gang det passer dem, hvem bliver så de næste? Palæstina? Ukraine? Grønland?”, siger Morten Nielsen.
“Danmark skal vælge, om vi vil være et land, der forsvarer folkeretten — eller et land, der bøjer os for stormagter for at fremme snævre geopolitiske interesser. Det vil være trist, hvis det danske medlemskab fremover vil blive husket som et opgør med de principper, den regelbaserede verdensorden bygger på”, tilføjer han.
Global Aktion opfordrer den danske regering til omgående at trække sin støtte til den amerikanske resolution, bekræfte Danmarks forpligtelse til retten til selvbestemmelse og FN’s afkoloniseringsprincip, samt stå sammen med det sahrawiske folk og kræve en folkeafstemning som foreskrevet af FN.