Vestsahara
Danmark må ikke sælge Vestsaharas ret til selvbestemmelse for et strategisk partnerskab med Marokko
Danmark og Marokko er på vej ind i et tættere strategisk partnerskab. Efter et møde i København mellem udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Marokkos udenrigsminister Nasser Bourita har marokkanske medier og Marokkos udenrigsministerium fremhævet, at de to lande vil løfte relationen til et nyt strategisk niveau.
Det lyder umiddelbart som almindelig diplomatisk høflighed. Men bag ordene gemmer der sig hård realpolitik. Partnerskabet handler ikke kun om handel, investeringer, grøn energi, vandteknologi, landbrug, medicinalindustri og migration. Det handler også om sikkerhedspolitisk samarbejde og en kommende udleveringsaftale mellem Danmark og Marokko.
Og midt i det hele står Vestsahara.
Marokko bruger konsekvent sine partnerskaber med europæiske lande til at presse sin dagsorden igennem: at besættelsen af Vestsahara skal normaliseres, og at Marokkos autonomiplan fra 2007 skal erstatte saharawiernes ret til reel selvbestemmelse. Derfor er det ikke tilfældigt, at marokkanske medier samtidig fremhæver Danmarks mere positive formuleringer om Marokkos autonomiplan.
Danmark siger fortsat, at konflikten om Vestsahara skal løses gennem FN, og at en løsning skal være accepteret af parterne. Danmark har også understreget, at den danske position ikke er en anerkendelse af marokkansk suverænitet over Vestsahara. Men Danmark har samtidig beskrevet Marokkos autonomiplan som et “seriøst og troværdigt bidrag” og som et “godt grundlag” for en løsning.
Det er netop den formulering, Marokko har brug for.
For Rabat handler det ikke kun om jura. Det handler om politisk momentum. Hver gang et europæisk land rykker sig fra en klar henvisning til folkeretten og selvbestemmelsesretten over mod Marokkos autonomiplan, bliver det præsenteret som endnu en diplomatisk sejr for den marokkanske stat.
Men Vestsahara er ikke Marokko.
Vestsahara er et ikke-selvstyrende område, som Marokko har besat siden 1975. Saharawierne har ifølge folkeretten ret til selvbestemmelse. Det var også udgangspunktet for FN’s løfte om en folkeafstemning, som aldrig er blevet gennemført. I stedet har Marokko gennem årtier styrket sin kontrol over området, udnyttet naturressourcerne og arbejdet systematisk på at få andre lande til at acceptere besættelsen som en politisk realitet.
EU-Domstolen har flere gange slået fast, at Vestsahara og Marokko er adskilte territorier, og at aftaler, der omfatter Vestsahara, kræver samtykke fra det saharawiske folk. Det er ikke nok at konsultere marokkanske myndigheder eller bosættere i det besatte område. Det afgørende er saharawiernes ret til selv at bestemme over deres land og ressourcer.
Derfor er Danmarks kurs farlig.
Når Danmark samtidig forhandler strategisk partnerskab, investeringer, migration, sikkerhedssamarbejde og udleveringsaftale med Marokko, bliver spørgsmålet uundgåeligt: Hvad er prisen for det tættere forhold?
Marokko er ikke en neutral partner i denne konflikt. Marokko er besættelsesmagten. Når Danmark indgår et stadig tættere politisk og sikkerhedsmæssigt samarbejde med Marokko, samtidig med at Danmark bløder sin linje op omkring Vestsahara, sender det et klart signal: geopolitisk nytte vejer tungere end koloniserede folks rettigheder.
Det er en del af en større europæisk udvikling. Flere europæiske lande har de senere år bevæget sig tættere på Marokkos position. Det sker samtidig med, at EU ønsker migrationsaftaler, adgang til energi, grønne investeringer, fosfat, fiskeri, landbrug og infrastrukturprojekter i Nordafrika. Marokko forstår sin forhandlingsposition og bruger den.
Men Danmark bør ikke lade sig trække med.
Hvis Danmark mener noget med en regelbaseret verdensorden, må det også gælde Vestsahara. Hvis Danmark mener noget med folkeretten, må det også gælde, når det er politisk ubekvemt. Og hvis Danmark mener noget med retten til selvbestemmelse, må den ret ikke gøres afhængig af, om den kolliderer med danske interesser i migration, sikkerhed og erhvervsliv.
Saharawierne har ventet i mere end 50 år på den ret, verdenssamfundet lovede dem. De lever under besættelse, i eksil og i flygtningelejre, mens deres land og ressourcer bliver gjort til genstand for internationale handelsaftaler og diplomatiske studehandler.
Danmark bør derfor gøre tre ting klart:
For det første må Danmark fastholde, at Vestsahara ikke er en del af Marokko.
For det andet må Danmark afvise enhver aftale, investering eller handelsrelation, der direkte eller indirekte legitimerer Marokkos besættelse eller udnyttelse af Vestsaharas ressourcer uden saharawisk samtykke.
For det tredje må Danmark gøre det klart, at Marokkos autonomiplan ikke kan erstatte saharawiernes ret til selvbestemmelse.
Et strategisk partnerskab med Marokko må ikke blive endnu et skridt i Europas normalisering af besættelsen af Vestsahara.
Danmark skal ikke bytte folkeret for migrationskontrol. Danmark skal ikke bytte selvbestemmelse for investeringer. Og Danmark skal ikke hjælpe Marokko med at gøre en ulovlig besættelse politisk acceptabel.
Vestsaharas fremtid tilhører det saharawiske folk. Ikke Marokko. Ikke EU. Og ikke danske udenrigspolitiske interesser.
