Ceuta viser Europas farlige afhængighed af Marokko

Krisen i Ceuta handler ikke kun om mennesker på flugt, grænsehegn og spanske nødforanstaltninger. Den handler også om magt.

Ifølge det polske forsvars- og sikkerhedsmedie, Defence24, kan den seneste migrationskrise i Ceuta forstås som et eksempel på, hvordan migration kan bruges som et redskab i hybrid krigsførelse og politisk pres mellem stater.

I slutningen af juli krydsede mere end 70.000 mennesker fra Marokko ind i den spanske enklave Ceuta på meget kort tid. Ifølge Reuters døde mindst 100 mennesker under forsøget, mens lokale myndigheder og senere opgørelser har peget på endnu højere dødstal. Tusinder blev fanget i en by, der i forvejen kun har omkring 80.000 indbyggere, og krisen udløste både humanitært kaos, politisk vrede og voksende pres på Spaniens regering.

Spaniens premierminister Pedro Sánchez har afvist, at der findes klare beviser for, at Marokko direkte orkestrerede krisen. Men han har samtidig erkendt, at marokkansk politi i en kritisk periode tillod grænsen at blive krydset. En spansk politirapport har ifølge Reuters beskrevet usædvanlig passivitet fra marokkanske sikkerhedsstyrker, og flere migranter har fortalt, at marokkanske myndigheder enten lod dem passere eller ligefrem guidede dem mod grænsen. Marokko afviser anklagerne og peger i stedet på menneskesmuglere, sociale medier og misforståelser om spansk lovgivning.

Men netop uklarheden er kernen i hybrid pres. Hybrid krigsførelse handler sjældent om åbne militære angreb. Det handler om gråzoner: misinformation, økonomisk pres, cyberangreb, diplomatiske trusler, energiforsyning og i stigende grad migration. Når mennesker på flugt bliver brugt som pressionsmiddel, kan en stat skabe politisk ustabilitet hos en modpart uden formelt at erklære konflikt.

Ceuta er særligt sårbar, fordi byen ligger på det afrikanske kontinent, men er en del af Spanien og dermed EU. Sammen med Melilla udgør Ceuta EU’s eneste landgrænse til Afrika. Det gør byen til et symbolsk og strategisk punkt: for Spanien, for EU og for Marokko, der aldrig fuldt ud har accepteret spansk suverænitet over enklaverne.

Marokko har i årevis forstået denne sårbarhed. Landet er blevet en nøglepartner for EU i kontrollen med migration. EU og Spanien har betalt, forhandlet og politisk belønnet Marokko for at holde mennesker væk fra Europas grænser. Men den model giver Rabat en betydelig løftestang. Når Marokko strammer kontrollen, roses landet som en ansvarlig partner. Når kontrollen svækkes, mærker Spanien og EU straks konsekvenserne.

Det er derfor ikke muligt at adskille Ceuta-krisen fra den bredere politiske relation mellem Marokko og Europa. Marokko har brugt migration som diplomatisk våben før. Under krisen i 2021 lod tusinder krydse ind i Ceuta, kort efter at Spanien havde tilladt Polisarios leder Brahim Ghali at modtage hospitalsbehandling i Spanien. Dengang blev migrationspresset bredt tolket som en marokkansk reaktion på Spaniens position i Vestsahara-konflikten.

I dag står Marokko stærkere. USA har under Donald Trump anerkendt Marokkos krav på Vestsahara. Israel har udbygget sit militære og sikkerhedspolitiske samarbejde med Rabat. Flere europæiske lande, herunder Danmark, har bevæget sig tættere på Marokkos såkaldte autonomiplan for det besatte Vestsahara. Det giver Marokko mere selvtillid i forholdet til EU.

Ceuta viser prisen for den europæiske politik. Når EU outsourcer grænsekontrol til autoritære eller semi-autoritære samarbejdspartnere, outsourcer man ikke ansvaret. Man gør sig afhængig. Og man giver andre stater mulighed for at bruge desperate mennesker som brikker i et politisk spil.

Det betyder ikke, at Spanien er uden ansvar. Den spanske håndtering af krisen har været præget af kaos, militarisering og utilstrækkelig beskyttelse af mennesker på flugt. Humanitære organisationer har advaret mod vold, vilkårlige tilbagesendelser og manglende adgang til asylprocedurer. Samtidig har krisen givet den spanske højrefløj og yderste højrefløj nyt brændstof. Ifølge en måling omtalt af Reuters placerer næsten ni ud af ti spaniere et ansvar hos Marokko, mens utilfredsheden med Sánchez-regeringens håndtering er massiv.

Det er præcis den politiske effekt, hybrid pres søger: intern splittelse, mistillid, polarisering og svækkelse af regeringens handlekraft.

For Danmark og EU bør Ceuta være en advarsel. Den nuværende migrationspolitik bygger på en kynisk byttehandel: EU betaler nabolande for at holde mennesker væk, også når det sker gennem vold, tilbageholdelse og fratagelse af grundlæggende rettigheder. Men den politik skaber ikke stabilitet. Den flytter bare ansvaret og gør Europa sårbart over for afpresning.

Hvis EU er alvorlig når det gælder menneskerettigheder og en regelbaseret verdensorden, må det også gælde ved grænserne. Mennesker på flugt må ikke reduceres til våben i stormagtspolitik. Og Marokko må ikke belønnes politisk, økonomisk eller diplomatisk for at bruge migration som pressionsmiddel, samtidig med at landet fortsætter besættelsen af Vestsahara.

Ceuta er ikke kun en migrationskrise. Det er et billede på Europas moralske og strategiske blindgyde. Når grænsekontrol bliver vigtigere end rettigheder, og når autoritære partnere får nøglen til Europas ydre grænser, bliver resultatet hverken sikkerhed eller humanitet. Det bliver afhængighed, afpresning og flere døde ved grænsen.