Vestsahara

Aftaler mellem EU og Marokko skal respektere folkeret og EU-ret, siger regeringen

Men hvorfor giver regeringen så mandat til Kommissionen, så denne kan forhandle en ny fiskeripartnerskabsaftale med Marokko, der omfatter det besatte Vestsahara?

– Det er regeringens holdning, at aftaler mellem EU og Marokko skal respektere folkeretten og EU-retten, herunder EU-Domstolens retspraksis, skriver minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen i et svar til et spørgsmål fra Enhedslistens Søren Søndergaard i Folketingets Europaudvalg.

Spørgsmålet fra Søndergaard gik på, hvilke konkrete skridt regeringen ville tage for at sikre, at vurderingsgrundlaget for den seneste fiskeriaftale mellem EU og Marokko denne gang er tilstrækkeligt juridisk robust og uafhængigt, så man undgår en gentagelse af situationen, hvor aftalen blev underkendt af EU-domstolen.

Og spørgsmålet var relevant – men reelt set ubesvaret fra ministeren – fordi EU-domstolen i oktober 2024, ligesom med tidligere lignende fiskeriaftaler, slog fast at at Marokko ikke har nogen suverænitet eller administrationsmandat over Vestsahara. Samt at Vestsaharas befolkning skal give samtykke til aftaler som fiskeriaftalerne.

Ulovlig aftale
Vestsaharas folk har ikke givet samtykke til fiskeriaftalen mellem EU og Marokko, eller andre aftaler mellem de to parter, der inkluderer det af Marokko besatte Vestsahara.

Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario appellerede tværtimod i starten af året mod den seneste handelsaftale mellem EU og Marokko, der inkluderer produkter fra Vestsahara.

Og man kan læse i en evalueringsrapport fra 2023 af protokollen til den tidligere partnerskabsaftale om fiskeri mellem EU og Marokko (inklusive vandene ud for Vestsahara), som Jacob Jensen henviser til i et andet svar til Søren Søndergaard, at Polisario, samt Western Sahara Resource Watch har meddelt, at de anser aftalen som værende ulovlig, fordi den inkluderer Vestsahara.

I rapporten kan man desuden læse at ”Vestsaharas territorium har siden 2019 draget fordel af toldpræferencer, der er i overensstemmelse med Marokkos, når det gælder adgang til EU-markedet for produkter med oprindelse i dette territorium, herunder fiskeri- og akvakulturprodukter”.

Tvivlsomt hemmelighedskræmmeri
Andre
svar på spørgsmål fra Søren Søndergaard til Jacob Jensen, om overvågning af hvorvidt Vestsaharas befolkning drager fordel af fiskeriaftalen (som Vestsaharas oprindelige befolkning saharawierne skal, hvis aftalen skal overholde folkeretten), samt om der i aftalen er inkluderet en klausul om konsekvenserne i tilfælde af overtrædelse af menneskerettigheder og demokratiske principper, blev vurderet fortrolige.

Ifølge Jacob Jensen fordi ”Kommissionen valgte at oversende dokumenterne i sagen til Rådet i fortrolighed”. Ligesom alle dokumenter og bilag også var fortrolige, da Europaudvalget i december gav regeringen et mandat til at Kommissionen kunne forhandle en ny fiskeripartnerskabsaftale med Marokko, der omfatter det besatte Vestsahara.

– Der var intet på det møde og i den redegørelse, vi fik fra ministeren – som i absolut intet – der overbeviste mig og Enhedslisten om, at det her på nogen måde tog højde for den klare dom fra EU-Domstolen, som underkendte de tidligere fiskeriaftaler, og i øvrigt også de tidligere handelsaftaler, fortalte Enhedslistens Søren Søndergaard, der stemte imod aftalen på mødet i Europaudvalget, dengang.

Svarer ikke på spørgsmål
I Global Aktion har vi gennemgået de svar som regeringen har afgivet på de mange spørgsmål medlemmerne af Folketinget har stillet til de nye handelsaftaler mellem EU og Marokko.

– Svarene har en ting til fælles, og det er, at de ikke svarer på de rejste spørgsmål. Det store hemmelighedskræmmeri er derfor regeringens forsøg på at undgå at svare på hele relevante spørgsmål om indholdet i en aftale, der er forhandlet og forløbet frem til denne aftales indgåelse, udtaler politik og kampagnemedarbejder i Global Aktion, Morten Nielsen.

– Man påstår at man vil respektere folkeretten og EU domstolen, men indgår aftaler der tydeligvis er en omgåelse af EU domstolens afgørelser. Domme der klart siger at aftalerne er i strid med Folkeretten og EU lovgivning, tilføjer han.