Afrikas sidste koloni: 50 års undertrykkelse og eksil er mere end nok

Vestsahara – en tidligere spansk koloni - blev koloniseret af Marokko i efteråret 1975.

Efter en 15-år lang krig blev befolkningen lovet en folkeafstemning om uafhængighed som de stadig venter på. Imens bliver deres land udplyndret, mens befolkningen undertrykkes i deres eget land eller overlever som flygtninge i et ørkenområde i nabolandet.

I februar 2011 var jeg del af en af de mange udenlandske delegationer, der var inviteret til fejringen af 35-året for oprettelsen af Vestsaharas eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic (SADR), der har været medlem af Den Afrikanske Union siden 1984.

SADR holder til i flygtningelejre i et ørkenområde i nabolandet Algeriet, hvor mange saharawier flygtede til fra de marokkanske invasionsstyrker. Samt i statens midlertidige hovedstad, Tifariti, der ligger i den del af Vestsahara, som kontrolleres af saharawiernes befrielsesbevægelse, Polisario, men er afskift fra den marokkansk-besatte del af landet af en 2.700 km lang militært bemandet og mineret marokkansk forsvarsmur.

I lejrene nær Tindouf mødte jeg et folk der boede i ugæstfrie ørkenområder, hvor de er afhængige af dalende humanitær bistand. Men også et gæstfrit, resursestærkt og stolt folk, der værnede om deres kultur og frihedskamp, mens de forsøger at bygge og opretholde prototypen på et moderne samfund med skoler, børnehaver, sygehus, pressebureau, hær, foreninger og ministerier.

Måtte flygte gennem ørkenen
I 2014 besøgte jeg igen lejrene, sammen med Abba Malainin. Her talte jeg med kvindelige administratorer, journalister, lærere, pædagoger, studerende, aktivister og politikere, og kunne ved selvsyn se de mange institutioner, som saharawierne har skabt, der sikrer at de har funktionelle strukturer, når de får deres uafhængighed, som samarbejdsminister Brahim Mojtar fortalte mig.

Abba er en af de saharawier der – i hans tilfælde som 7-årig – måtte flygte til fods gennem ørkenen sammen med sin familie, for at komme væk fra de marokkanske bombefly. 40 år senere – da han boede på Amager og var Polisarios repræsentant i Danmark – fortalte han mig, at selvom lejrene er velorganiserede, og saharawierne betragtes som nogle af de bedst uddannede flygtninge i verden, er der stadig tale om flygtningelejre, hvor basale fornødenheder er en mangelvare.

“Udenlandske regeringer og firmaer må stoppe med at lave økonomiske aftaler med, og købe tyvegods af en kolonimagt, for dette er bare med til at legitimere Marokkos besættelse af vores land og gøre besættelsen rentabel”, tilføjede han.

International retsorden virker ikke
”Siden jeg blev født har jeg været flygtning”, synger den saharawiske sangerinde, Aziza Brahim, i hendes smukke sang om af være flygtning, Lagi. Vi skylder hende, Abba og deres landsmænd, at de ikke dør som flygtninge eller som koloniserede af et Marokko, som Den Internationale Domstol i 1975 vurderede intet krav havde på Vestsahara. Hvilket en lang række FN-resolutioner siden da har bekræftet.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne sikrer i princippet alle mennesker retten til et liv med ligeværdighed, frihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, lighed for loven, social tryghed, og mod vilkårlig tilbageholdelse og tortur eller anden umenneskelig behandling. Ligesom udplyndringen af Vestsahara, med udenlandske firmaers medvirken, er i strid med FN’s Charter.

Disse traktater mærker man bare ikke meget til i Vestsahara, der er et af de allermest ufrie og undertrykkende steder i verden. Eller i de telte og evigheds-interimistiske bebyggelser, i flygtningelejre i en ørken nær Tindouf, hvor omkring otte ud af ti af de 170.000 saharawier der bor der, oplever fødevareusikkerhed.

Slet ikke når lande som Danmark, USA, Frankrig, Storbritannien for tiden vælger at støtte kolonimagten Marokko, i stedet for saharawierne.

Der skal pres på
”I oktober i år er det 50 år siden at Marokko, den besættende magt, militært invaderede af Vestsahara, den 31. oktober 1975, en åbenlys krænkelse af FN-pagten og det saharawiske folks ret til selvstændighed. Halvtreds år hvor den besættende stat har drevet ekspansionisme, annekteret territorier med magt og begået folkedrab og ført krig mod det saharawiske folk”, skrev Brahim Ghali, der er præsident for Vestsaharas eksilregering, Sahrawi Arab Democratic Republic, tilbage i august, i et brev til FN’s Sikkerhedsråd.

Ghali krævede at FN påtager sig sit moralske og juridiske ansvar for at beskytte det saharawiske folk, og mindede om EU-Domstolens afgørelse i oktober 2024, som ugyldiggjorde aftaler mellem EU og Marokko, der omfattede det besatte Vestsahara.

Og det er på høje tid at vi lægger et ordentligt pres på FN samt EU, AU, den danske regering, danske firmaer og NGO’er, så de er med til at sikre, at menneskerettighederne kommer til at gælde for alle, også i Vestsahara. For lige nu er saharawierne et af de tydeligste eksempler på, at international lov ikke for alvor virker.