Vestsahara
1.000 kilometer lang motorvej opkaldt efter Trump
Hvis du vil vide, hvad narcissisme er, så læs her.
Donald Trump har offentliggjort en video, hvor han takker kong Mohammed VI af Marokko for angiveligt at have opkaldt en over 1.000 kilometer lang motorvej efter ham: “President Donald J. Trump Highway.” Ifølge Trump kom idéen til navnet fra ham selv.
Motorvejen går gennem store dele af det besatte Vestsahara – et territorium, som FN fortsat anser for et ikke-selvstyrende område, og hvor det sahrawiske folk stadig venter på den folkeafstemning om selvbestemmelse, som det internationale samfund har lovet dem i årtier.
Navngivningen er officielt bekræftet af den marokkanske konge, Mohammed VI. Og Trumps egen video og hans begejstring illustrerer, hvordan persondyrkelse, politisk iscenesættelse og geopolitiske interesser kan smelte sammen.
For Trump er en motorvej med hans navn endnu et symbol på personlig storhed. For den marokkanske stat kan en sådan gestus samtidig være en måde at pleje forholdet til en magtfuld allieret, der har spillet en central rolle i USA’s anerkendelse af Marokkos krav på Vestsahara.
For sahrawierne ser virkeligheden imidlertid helt anderledes ud. For dem handler vejen ikke om Donald Trumps ego eller om diplomatiske høfligheder. Den er et symbol på en besættelse, som gradvist forsøges normaliseret gennem investeringer, infrastrukturprojekter, udenlandske virksomheder og internationale alliancer.
Historien viser, at besættelsesmagter ofte forsøger at gøre en ulovlig situation permanent ved at bygge veje, havne, fabrikker og byer. Men asfalt ændrer ikke folkeretten. En motorvej skaber ikke suverænitet, og et vejskilt kan ikke omskrive internationale domstoles afgørelser eller FN’s beslutninger.
Ingen motorvej – uanset navn – kan ændre på det grundlæggende faktum: Vestsahara er ifølge FN et ikke-selvstyrende territorium, hvis befolkning har ret til selvbestemmelse. Den ret forsvinder ikke, fordi en vej får navnet “President Donald J. Trump Highway”.
Folkeretten afgøres ikke af beton, asfalt eller personkult. Den afgøres af internationale regler og af folks ret til selv at bestemme deres fremtid.
Vestsahara er ikke Marokko.