DR Congo
Miner og mobiltelefoner: Kamp om coltan forårsager ny tragedie
Jordskred dræber ifølge DR Congos regering 200 i oprørsstyret mineområde - oprørsgruppen M23 siger at ulykken skyldes regeringsangreb og kun dræbte få.
Et jordskred, forårsaget af kraftig regn ved et mineområde i Rubaya i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, har ifølge landets regering dræbt omkring 200 mennesker, heriblandt 70 børn.
Den congolesiske regering gav den congolesiske oprørsgruppe March 23 Movement – kendt som ”M23” – skylden for tragedien, da oprørsgruppen, ifølge landets mineministerium, har tilladt ulovlig minedrift uden ordentlige sikkerhedsforanstaltninger skriver BBC.
Andre kilder hævder, ifølge BBC, at jordskreddet skete som følge af angreb fra regeringsstyrker, ligesom M23 fortalte Reuters at kun 5-6 personer omkom i ulykken.
– Det medierne skriver er ikke sandt. Der var intet jordskred, der var tale om bombeangreb, og dødstallet er ikke så højt som man siger, udtalte højtstående embedsmand i M23, Fanny Kaj, desuden til Al Jazeera.
Al Jazeera citerer dog samtidig minearbejderen Ibrahim Taluseke for at fortælle Associated Press, at han hjalp med at bjærge 200 lig i området.
Men uanset hvem der umiddelbart bærer skylden for tragedien i Rubaya og i DR Congo mere generelt, er det kampen om den coltan, som bruges i vores mobiltelefoner og andre elektroniske enheder, der holder konflikten mellem M23 og den congolesiske regering i gang.
Humanitær krise
Minerne i Rubaya menes nemlig at indeholde omkring 15 procent af verdens coltan. De har har været kontrolleret af M23, der ifølge FN praktiserer alt fra brug af børnearbejde, børnesoldater, tortur og drab uden rettergang til gruppevoldtægter og seksuel slaveri, siden 2024.
Det politiske system i DR Congo er samtidig, ifølge den amerikanske ngo Freedom House, ”lammet på grund af politiske eliters manipulation af valgprocessen, samt stærkt påvirket af en langvarig konflikt i den østlige del af landet”.
Og andre organisationer som Amnesty International beskriver hvordan millioner af mennesker er internt fordrevne i DR Congo, på flugt fra kampe mellem regeringen og oprørsstyrker som M23, mens verden kigger væk.
Ifølge den schweisiske civilsamfundsorganisation, Global Initiative against Transnational Organized Crime, har kampe siden januar, mellem M23 og den congolesiske regering, desuden forårsaget en ny humanitær krise i en region, hvor indenlandske og udenlandske aktører har holdt gang i en kamp om coltan i over 20 år.
Qatar faciliterer for tiden drøftelser mellem den congolesiske regering og M23, men FN advarer om at situationen, på trods af dette diplomatiske momentum, er ustabil og skrøbelig.
Failed nation?
Når det gælder DR Congo – ligesom det gælder så mange andre afrikanske lande – er det dog gevaldigt svært at tale om udvikling, uden at tale om kolonitidens afvikling og efterfølgende neoliberalisme. Samt hvordan afrikanske mineraler og resurser som oftest er med til at gøre andre end afrikanere rige.
– Politisk set var Kongo en katastrofe, økonomisk set var landet et paradis – i hvert fald for nogle. Failed nation states er den skøre, globale neoliberalismes succeshistorie, som en belgiske kulturhistoriker David Van Reybrouck beskrev i sin non-fiktionsbog fra 2010, ”Congo – The Epic History of a People”.
Da DR Congo fik sin uafhængighed fra det massemorderiske Belgiske koloniregime og dets congolesiske gummieventyr, havde landet ifølge Van Reybrouck 16 afrikanere med en universitetsuddannelse, men ingen sorte, indfødte officerer, læger, ingeniører, jurister, agronomer eller økonomer.
– Vores elskede lands fremtid ligger nu i hænderne på dets eget folk. Lad os sammen kæmpe en ny kamp, en ophøjet kamp, der vil bibringe vores land fred, velstand og storhed, havde Congos første præsident Patrice Lumumba sagt i en tale på Congos uafhængighedsdag i 1960.
Desværre kom hverken landets indbyggere eller Lumumba selv til at opleve dette. Få måneder efter talen blev Congos første præsident tortureret og myrdet, med hjælp fra Belgien og CIA. Og Congos mange rigdomme har ikke bragt landets indbyggere fred, velstand eller storhed siden.
Foto: Coltanmine nær Rubaya, North Kivu, Wikimedia Commons/MONUSCO Photos.