Udviklingsbistand
”Målstyret” udviklingshjælp fra Danmarks Indsamling
Udviklingsbistand og nødhjælp burde handle om rettigheder - ikke være afhængig af et underholdningsshow og hvor mange mål danske håndboldbørn scorer.
“Hvert eneste mål kan blive til livsvigtig hjælp til børn i nogle af verdens mest oversete kriser”, kan man læse på Danmarks Indsamlings hjemmeside.
Tusindvis af store og små danske håndboldspilleres mål bliver omsat til en donation, som bliver afsløret under Danmarks Indsamling-showet den 31. januar. Sidste år blev der scoret mere end 50.000 mål, hvilket gav 959.280 måltider til børn i verdens fattigste lande.
Men er det ret og rimeligt at livsvigtig hjælp er afhængig af, hvor mange mål danske håndboldspillere scorer i deres håndboldkampe et par dage i januar, eller hvor mange mere eller mindre fradragsberettigede kroner danske borgere og firmaer har lyst til at donere, til et tivoliseret underholdningsshow?
De 12 største danske humanitære organisationer der, sammen med DR, står bag indsamlingen, har i år fokus på ”børn i glemte kriser” i en række afrikanske og mellemøstlige lande, hvor børn kæmper ”for at overleve i skyggen af vold, klimakatastrofer og sult”.
Det er 20. gang at Danmarks Indsamling samler ind til udviklingsprojekter i verdens fattigste lande.
Hvad med årsagerne eller dem det handler om?
Årets indsamling skal skaffe børnene mad, rent vand og lægehjælp, gennem langsigtet hjælpearbejde, siger Danmarks Indsamling. Og det er helt sikkert vigtigt og sympatisk.
Men ville det ikke også være på sin plads, at Danmarks Indsamling fokuserede langt mere på sammenhængen mellem vores historisk høje velstand i Danmark og Vesten, og fattigdommen i de lande som Danmarks Indsamlingen forsøger at hjælpe. At der faktisk er nok mad til alle i verden, men at den er særdeles ulige fordelt. Om hvorfor børnene sulter. Samt at man brugte nogle af pengene på at forsøge at gøre noget ved de grundlæggende årsager til alt dette?
Gerne sammen med de mange mennesker i Det Globale Syd, der hver dag kæmper for de rettigheder, som Danmarks Indsamling siger man arbejder for at sikre, så disse mennesker ikke bare er endimensionelle, stereotype statister, som vi hjælper fordi vi har ondt af dem eller dårlig samvittighed. Når man nu for en gang skyld har danskernes opmærksomhed, i den bedste sendetid.
For hvordan kan man afskaffe sult, kriser og fattigdom uden for alvor at fokusere på årsagerne bag, eller inddrage dem det handler om?
Danmark og andre lande har godt nok længe sparet på eller lavet vækstfokuserede omlægninger af udviklingsbistanden, og således været med til at gøre indsamlinger som Danmarks Indsamling nødvendige. Men udviklingsbistand vil uanset forblive symptombehandling, hvis vi ikke forsøger at rette op på den stigende ulighed eller ændre fattigdommens grundvilkår – herunder ulige handelsforhold, den menneske- og firmaskabte klimakrise eller de store firmaers skatteunddragelse, der tilsammen er højere end verdens samlede udviklingsbistand.
Har taget Afrika i røven
De fattige lande er samtidig grundlæggende fattige, på grund af historiske relationer til især vestlige lande, der er præget af kolonisering og udnyttelse – en verdensorden der har gjort os rige og holdt dem fattige. Og vestens nettobidrag til landene i det Globale Syd er stadig negativt – ret op på dette, og det Globale Syd vil ikke længere have brug for udviklingsbistand.
I 1985 sang den danske sangerinde Nanna (og en række af firsernes største danske musikere) om, hvordan ”det bliver bedre dag for dag, hvis vi gi’r en hånd til Afrika”, i forbindelse med en indsamling til sultende mennesker i Etiopien. Senere fortalte hun, at hun gerne ville have sunget ”I fuckhoveder, I har taget Afrika i røven i så mange år, og det er vores ansvar, at Afrika ser ud, som det gør”.
Måske var det en god punchline til en ny sang, i stedet for den ”sang fra de varme lande” om strukturtilpasning, gensidig vækst og partnerskab, som en stor del af vores udviklingsbistand har rimet på i mange år og årtier.
Især midt i den tiltagende klimakrise, som udviklingslandene mærker mest til men har mindst ansvar for – og som hænger uløseligt sammen med fattigdomskrisen. For vores nuværende vækstparadigme vil blot forværre klimakrisen yderligere, uden systemforandring og en kraftig omfordeling.
