Uganda
Danske bistandspenge er med til at holde Museveni ved magten
Tre politiske ungdomsledere fra Ugandas oppositionsbevægelse besøgte Global Aktion for at tale om deres kamp for et demokratisk Uganda. Danmark må stoppe med at se Uganda som et stabilt land og smide penge efter præsident Museveni, mener de.
I Global Aktions lokaler i Kompagnistræde i København kunne man onsdag aften høre ungdomsledere fra et af Ugandas største oppositionspartier, Forum for Democratic Change (FDC), tale om deres lands fremtid. En fremtid der i stigende grad ser dyster ud, efter at oppositionspartierne tabte et omstridt parlamentsvalg og præsidentvalg, der var præget af vilkårlige anholdelser og vold mod oppositionen, tidligere i år til Yoweri Museveni – en mand der har siddet ved magten i Uganda siden 1986.
– Demokratiet Uganda er ved at blive kvalt. Vi har levet under det samme styre i 40 år, så en hel generation af ugandere har aldrig oplevet en fredelig politisk overdragelse af magten, fortæller Francis Adepo, der er formand for FDC’s ungdomsliga.
Uganda har mildest talt ikke været heldig med landets ledere – fra Milton Obete, der implementerede en etpartistat og den morderiske kupmager Idi Amin, til Yoweri Museveni, der tog kontrollen over landet efter den såkaldte Ugandan Bush War i 1986, og har beholdt den siden gennem en autoritær del-og-hersk-strategi, intimidering af pressen, samt undertrykkelse af oppositionen og tvivlsomme valgresultater.
I årene efter at Uganda fik sin uafhængighed fra Storbritannien i 1962, havde landet ellers en blomstrende eksport af kaffe, bomuld og te. Landet var dog blevet underudviklet af kolonimagten, ligesom andre tidligere kolonier, og Ugandas økonomi blev til stadighed i høj grad kontrolleret udefra.
Skal turde når andre tier
I Forum for Democratic Changes politiske manifest for 2026-2031, som man gik til valg på, skriver partiet at man vil fjerne en lov fra kolonitiden, der tillader præventive anholdelser, samt sikre en højere grad af ansvarlighed og gennemsigtighed ved at adressere korruption og magtmisbrug i landet.
Der står også i manifestet, at partiet vil levere virkelighedsnære ting som billigere internet, rent vand, gratis lægehjælp, at sikre at der er mindst en traktor per underdistrikt, samt at bygge flere skoler for elever med særlige behov.
– Vores partis politiske manifest er klart og tydeligt. Men vi fik ikke for alvor mulighed for at fremlægge det for vælgerne. Der blev rigtignok afholdt valg i Uganda, men valg uden frihed kan ikke kaldes demokratiske, fortæller Francis Adepo, som tilføjer at han selv er blevet arresteret syv gange ”for at fortælle sandheden”.
– Det civile rum i Uganda er lukket, og institutionerne – som for eksempel vores menneskerettighedskommission – tier, når folk bliver tævet eller dræbt, pointerer han.
Nylige eksempler på undertrykkelsen i landet, og at fredelige protester bliver kriminaliseret, er at aktivister fra XR Justice Movement Uganda sad varetægtsfængslet i ni måneder, blot for fredeligt at have protesteret mod opførelsen af en kontroversiel pipeline.
Samt at præsident Museveni, i starten af maj, underskrev en lov, der gør det strafbart at handle på vegne af udenlandske interesser imod Ugandas egne interesser.
Dem der vurderes at gøre dette, risikerer op til 20 års fængsel, og loven kan, ifølge Parliament Watch Uganda, ”bruges som våben mod alternative holdninger, uafhængige medier, civilsamfundet og forskningsinstitutioner”.
– Denne lov handler ikke om at beskytte landets suverænitet, men om at beskytte de politiske magthavere fra at blive draget til ansvar, mener Francis Adepo.
Kan ikke bestå for evigt
Det kræver i første omgang mod til at bryde tavsheden, for at sikre at Uganda kan blive et ægte demokrati. Et diktatur bliver nemlig styret ved hjælp af tavshed og frygt, som forfatteren Ngugi Wa Thiong’o fra nabolandet Kenya har beskrevet det.
Ifølge Amnesty International, bruger de ugandiske myndigheder ”tortur og anden mishandling, tvungne forsvindinger og vilkårlige anholdelse og tilbageholdelser mod faktiske og formodede modstandere af regeringen”.
Og ifølge Freedom House bevarer Musevenis national Resistance Movement magten ved hjælpe af ”intimidering og politiserede retsforfølgelser af oppositionsledere”, ligesom ”Ugandas civilsamfund og mediesektorer bliver udsat for juridisk og udenretslig chikane og statslig vold”.
Så spørgsmålet er om demokratisering af Uganda overhovedet er muligt, som situationen ser ud lige nu, eller om det kræver at kampen føres på anden vis end gennem valgprocesser, der kontrolleres af regeringen.
For det er reelt givet på forhånd, hvem der vinder valgene, fortæller Francis Adepo.
– Men samtidig er en regering, der frygter oppositionen og civilsamfundet, en regering der har tabt al moralsk autoritet. Og et sådant system kan ikke bestå for evigt. Vi kommer i hvert fald ikke til at tie, tilføjer han.
Hvis jeg mødte den danske statsminister, ville jeg bede hende om at stoppe med at finansiere undertrykkelsen, siger Emmanuel Tulengera (th). Foto: Peter Kenworthy.
Stop med at finansiere undertrykkelsen
Museweni er igennem mange år blevet set som en god regeringsleder af Verdensbanken, der er en af Ugandas vigtigste udviklingspartnere, samt af vestlige lande som Danmark, hvis bilaterale udviklingssamarbejde for perioden 2023-2028 forventes at være på 650 millioner kroner. Pengene skal blandt andet bruges på at støtte Uganda som værtsland for flygtninge fra skrøbelige nabolande, ”og dermed understøtte landets stabiliserende rolle i regionen”.
– Vi beder ikke andre om at føre vores kamp for os, men vi beder jer om ikke at normalisere vores situation. Lande som Danmark må stoppe med at se Uganda som et stabilt land, siger Francis Adepo.
Emmanuel Tulengera, der er ungdomssekretær for udenrigsanliggender for FDC’s ungdomsliga, mener i samme tråd, at de fleste diktatorer holder fast på magten, ved hjælp af penge fra Det Globale Nord.
– Pengene ender med at styrke militæret og holde regeringen ved magten, og almindelige mennesker i Uganda drager ikke for alvor nytte af bistanden. Hvis Danmark stoppede med at sponsorere undertrykkelsen i vores land, ville det gøre en forskel. Hvis jeg mødte den danske statsminister, ville jeg bede hende om at stoppe med at finansiere undertrykkelsen, siger han.
For det som oppositionen i Uganda har brug for lige nu, er en højere grad af global opmærksomhed på Ugandas situation og international solidaritet. Men også i langt højere grad at mobilisere landets ungdom, mener de to ugandere. Mere end tre fjerdedele af Ugandas befolkning er nemlig under 30 år.
– Hvis vi kan lykkes med dette, kan vi opnå vores mål, pointerer Emmanuel Tulengera.
