Vend udviklingen
8 bud fra Global Aktion på en ansvarlig og solidarisk udenrigspolitik
Vi skal tage et opgør med udenrigspolitisk kræmmermentalitet, hvor krige, klimaforandringer og katastrofer ses som en mulighed for at tjene penge.
Efter valget den 24. marts skal fokus i langt højere grad være på solidaritet og fred, samt på et opgør med en udenrigspolitik, der skaber øget ulighed og fattigdom. Der skal med andre ord andre boller på suppen, hvis den danske venstrefløj skal fremlægge et reelt udenrigs- og udviklingspolitisk alternativ.
De liberale frihedsrettigheder er under angreb fra en i stigende grad egoistisk og introvert neokonservatisme, der lige nu især buldrer frem i Donald Trumps USA. Men det potentielle magtvakuum, som den liberale verdensordens død skaber, kan samtidig give venstrefløjen en mulighed for at sætte en ny dagsorden, der sætter en solidarisk, demokratisk og rettighedsbaseret retning.
Den regelbaserede verdensorden har altid været underlagt geopolitiske interesser, og ofte været brugt, når det geopolitisk har tilgodeset landene selv. Men med dens død undergraves FN for alvor, og USA er langt fra det eneste land med en skovl. Lige nu er den danske regering og Folketinget også ved at smide folkeretten over bord, ligesom Højrefløjen har indledt et stormangreb på de internationale konventioner.
FN systemet er uretfærdigt, og alle forsøg på at genoplive en verdensorden med respekt for international lov og internationale konventioner, må starte med at demokratisere FN-systemet. De internationale koncessioner og international lov er langt fra perfekte – men det er nu engang det system vi har, og derfor skal det forsvares. Men en institution som FN kan ikke overleve, når de få medlemmer der er i Sikkerhedsrådet ikke selv overholder de principper som FN bygger på.
Udviklingsbistand er blevet en farce
FN har en målsætning om, at rige lande skal afsætte mindst 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst til udviklingsbistand. Venstre har i valgkampen foreslået at beskære udviklingsbistanden fra 0,7 procent til 0,5 procent af Danmarks BNI, i en verden hvor pengestrømmen i forvejen i langt højere grad går fra syd til nord end omvendt, og det globale nord er vinderen, og det globale Syd – ikke mindst Afrika – er taberne.
Dansk udviklingsbistand har generelt udviklet sig til en farce, hvor snævre danske økonomiske og geopolitiske interesser står øverst i de strategier, der er vedtaget. Når vi skal vurdere dansk udviklingsbistand, skal vi derfor huske ikke kun at se på beløbet, men også på hvordan bistanden bruges.
Danske eksportmuligheder, erhvervsinteresser og sikkerhedspolitiske særinteresser i bl.a. Ukraine, betyder at færre og færre penge rent faktisk bruges til at bekæmpe global ulighed og fattigdom. Vi skal have fokus tilbage på at dansk udviklingsbistand bruges til at bekæmpe de strukturelle årsager til ulighed og fattigdom. Vi bliver derfor nødt til at ændre verdens uretfærdige strukturer, for at begrebet ”udvikling” for alvor giver mening.
Frihandelsaftaler og ISDS aftaler er blandt de strukturelle årsager til, at kløften mellem det globale syd og det globale nord vokser. Det globale syds resurser plyndres via disse aftaler, og fratager fattige lande muligheden for at råde over deres egne resurser. Frem for frihandel skal der være frihed til handel. De fattigste lande skal tjene på at deres ressourcer sælges på det globale marked.
Fred frem for oprustning
Samtidig med at udviklingsbistanden udhules og vi handelsmæssigt udplyndrer det globale syd, vil Folketinget bruge mere end 300 milliarder kroner på oprustning.
Som venstrefløj skal vi kæmpe for fred. Mange tusinde unge mænd dør i krigen mellem Ukraine og Rusland. Presset på de to lande skal øges, en våbenhvile indgås og afrustning af grænseområderne mellem de to lande gennemføres.
Danmark bliver ikke et mere sikkert land at bo i, ved at vi køber massivt ind af våben. Sikkerhed og fred skabes af aftaler mellem lande, og sker ikke uden et langt større folkeligt pres. Og her er der brug for en aktiv venstrefløj.
Danmark og det globale nord har ikke løsningerne, som det ser ud nu. Tværtimod har vi ofte været med til at afvikle det globale syd, frem for at udvikle, gennem alt fra våbensalg til strukturtilpasningsprogrammer, og ulige handelsaftaler til store firmaers skattesnyd/transfer mispricing og neoliberal bistandskonditionalitet.
Men hvordan skal venstrefløjen så agere i den nuværende situation? Hvilke principper skal vi spille ind med, når Danmarks rolle i verden er til debat eller når der skal tages stilling til fred, krig, udvikling og andre udenrigspolitiske spørgsmål?
Vi må udvikle en ny verdensorden
De fleste på venstrefløjen er nok enige om, at den neoliberale verdensorden er ved at blive afviklet af en neokonservativ og til dels fascistisk tilgang, hvor magt er ret. Men skal vi græde over, at en verdensorden, der har skabt ekstrem ulighed, er ved at blive begravet? Skal vi som venstrefløj kaste os ud i et forsvar for den liberale verdensorden, men alt hvad det indebærer?
I Global Aktion mener vi at vi må kunne sætte barren højere, end at ligge i ske med Lars Løkke. Vi mener at venstrefløjen må erkende, at vi ikke kan stå på mål for den liberale verdensorden. For vi tror ikke på, at de transnationale selskaber vil redde verden for klimaforandringerne. Eller at vækst og frihandel er i flertallets interesse.
Når et system er ved at falde sammen, kan det ikke være vores opgave at være dette systems redningsmænd – når nu systemet har skabt større ulighed og fattigdom, krig og flere ødelæggelser, samt ser stort på videnskabens advarsler om de katastrofale klimaforandringer.
At tage ejerskab for dette system, er ikke vejen frem, hvis vi kæmper for en mere lige og retfærdig verden. Vores alternativ til den neoliberale verdensorden, må bygge på helt andre principper.
Her er otte bud fra Global Aktion på, hvilke principper vi mener bør udgøre et alternativ til et system der ikke virker. Otte bud som vi mener vil bidrage positivt til, at verdensorden og klima ikke bryder helt sammen, med katastrofale og uoverskuelige konsekvenser for både mennesker i det store udland, og os her i den danske andedam.
1) ULIGHED: Uligheden stiger – både i Danmark, men ikke mindst på verdensplan, hvor de 12 rigeste mennesker ejer mere end den fattigste halvdel af verdens befolkning. Dette er helt grotesk. Og det er med til at undergrave tilliden til demokratiet, at enkeltpersoner og store firmaer har mere magt, end verdens vælgere og lande.
En af de oplagte måder at ændre dette på, er at beskatte de rige og rigeste i langt højere grad, og sikre at store firmaer ikke kan rykke rundt på deres penge eller lave transfer mispricing, for at undgå at betale skat.
Danmark skal kræve, at techmilliardærer og de store virksomheder – danske såvel som udenlandske – betaler den skat i Det Globale Syd, som de skylder, og støtter handelsaftaler, der ikke undergraver disse landes økonomier og industrier. Hvis vi for alvor skal mindske uligheden i verden, skal vi dog gøre op med det vækstbaserede globale frihandelssystem, der kun har få vindere og mange tabere i især det globale syd, hvor mange lande i 80’erne og 90’erne blev tvunget til at åbne deres markeder.
Venstrefløjen i Danmark og EU skal kræve skat på formuer og arbejdsfri indtægter. Offentlige myndigheder skal ikke købe services eller ydelser fra virksomheder, der bruger skattely, uanset om det er modervirksomheden eller den danske virksomhed. Stat, regioner og kommuner skal ikke benytte sig af virksomheder der er helt eller delvist i skattely.
En god måde at mindske ulighed på, er at støtte et kritisk civilsamfund, der kan stille magthavere til ansvar for den ulighedsskabende udvikling. Støtte til det danske civilsamfundsarbejde i det globale syd skal sættes væsentligt op.
2) KLIMA: Den største taber i det vækstbaserede globale system er klimaet. Og det globale syd betaler den højeste pris for vores uhæmmende udledninger af drivhusgasser. Danmark skal i langt højere grad gå foran, i forhold til klimakrisen. Både når det gælder en markant hurtigere og mere omsiggribende afvikling af Danmarks samlede udledning af klimagasser, samt i forhold til at give og være med til at facilitere en langt større økonomisk støtte til de lande i det globale Syd, som lider mest under de menneskeskabte klimaforandringer. Klimaforandringer, som vi er klart mest ansvarlige for, og de har det klart mindst ansvar for.
Ikke mindst fordi klimakrisen er alle krisers moder, i den forstand at dens negative konsekvenser i stigende grad er med til at underminere alle andre politikområder.
Venstrefløjen skal ikke købe den liberale tankegang om, at det er via vækst, at vi afbøder de væste klimakatastrofer. Klimaforandringer er dødelig alvor for mange, mange millioner mennesker, og bør ikke ses som en win-win for danske virksomheder med våde eksportdrømme.
Vi skal i stedet overføre teknologisk viden til det globale syd. Danmark skal konkret opbygge viden om brugen af teknologier i det globale syd, så de ikke er afhængige af os, men kan udvikle og producere disse selv. Danmark skal bruge en milliard kroner om året på bod og skader i det globale syd.
Udnyttelsen af fossile brændstoffer fra danske pensionsfonde og ATP skal stoppes. Og der skal oprettes en særlig klimapulje, der får 0,5 procent af BNP til klimaindsatsen i det globale Syd.
3) FRED: Krig er stort set altid den dårligste løsning på konflikter – og en løsning, der ofte afstedkommer brud på folkeretten, øget ulighed, øget fattigdom samt flygtningestrømme. Det er derfor vi har folkeretten, som vi ikke bare kan eller skal vælge til og fra, som det passer ind i dansk udenrigspolitik. Danmark bør i højere grad både insistere på og overholde folkeretten – også når det ikke umiddelbart synes at tjene vores egne interesser.
Vi bør samtidig bruge nogle af de mange milliarder, som vi lige nu bruger og vil bruge i fremtiden på oprustning, på bedre at sikre mennesker i det globale syds rettigheder og fornødenheder. For en bæredygtig sikkerhedspolitik – i Danmark såvel som på verdensplan – starter i det små, med rettigheder, medmenneskelighed, solidaritet, og udvikling. Ikke med trusler, krig og kugler. Alene for de penge som der bruges i Europa på oprustning, kan man afskaffe fattigdom i denne verden, ikke kun én gang, men tre gange.
Folketinget har afsat 300.000 millioner kroner til oprustning. Hvis disse penge blev brugt på at sikre Danmark, med aktiv afrustnings- og fredsmægningsindsats, samt på at styrke den lokale velfærd og løfte vores internationale ansvar, vil det med sikkerhed samtidig skabe en mere retfærdig verden.
Danmark skal aktivt arbejde for fred og afrustning, respekt for internationale konventioner og domstole. Danmark skal aktivt afruste og bruge pengene fra våbenkøb på fredsmægling.
4) FOLKERET: En ny dansk regering skal gå foran, når det gælder opbakning til FN og det multilaterale system, herunder overholdelse af folkeretten og domme ved internationale domstole. Man skal ikke forsøge at underminere folkeretten, som man blandt andet gør, når man stilletiende accepterer (og til dels har være med til at facilitere) folkedrab i Gaza, indfører en diskriminerede ghettolov, eller verbalt udfordrer de internationale konventioner, som statsminister
Konkret skal investeringer, salg og samarbejde i steder som det besatte Israel og Vestsahara stoppes, både når det gælder regeringen samt danske firmaer og pensionskasser.
Danmark skal alliere sig med det globale syd, og kræve, at FN demokratiseres. Danmark skal anerkende Palæstina og indføre bindende sanktioner over for Israel. Danmark skal yde aktiv beskyttelse af mennesker, der rammes af Trump-administrationens forsøg på at underminere internationale domstole.
5) FLYGTNINGE: Under tusind flygtninge har fået asyl om året i Danmark, i de senere år. Det er et meget lavt tal, når der nu er over 100 millioner flygtninge på verdensplan. Danmark skal tage sit ansvar på sig, uden at være selektiv, når det gælder de mange flygtninge. Vi har ratificeret FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, hvori det står at ”enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse”. Samt FN’s flygtningekonvention, der siger atder skal være forskelsfri behandling af flygtninge, og at dem der har underskrevet konventionen ”skal anvende denne konventions bestemmelser på flygtninge uden nogen forskel med hensyn til race, religion eller oprindelsesland”.
Som tidligere kolonimagt har vi – sammen med verdens andre tidligere kolonimagter – desuden et særligt moralsk ansvar for at hjælpe mennesker i nød, i en verden som stadig er skævvredet af kolonitidens uhyrligheder og økonomiske tyveri, og den neokolonialisme og udbyttende konditionalitet med krav om nyliberal strukturtilpasning, som fulgte efter den.
6) FATTIGDOMSBEKÆMPELSE: Langt størstedelen af verdens flygtninge kommer ikke til Europa. Og hvis vi vil mindske flygtningestrømmene til det globale nord, kræver det en langt større indsats i forhold til de lande, som mennesker flygter fra. ”Danmark skal grundlæggende bidrage til, at årsagerne til migration og flygtningestrømme bekæmpes”, står der i Regeringsgrundlaget fra 2022 – men dette er der ikke for alvor blevet handlet på.
Danmark skal tilbage til at have en udviklingspolitik, der i langt højere grad er fokuseret på fattigdomsbekæmpelse og en forbedring af mennesker i såkaldte udviklingslandes levevilkår og udviklingsmuligheder. Ikke en udviklingsbistand, der i høj grad går til såkaldte vækstlande, Ukraine, eller hvor Danmark – som det er lige nu – selv er den største modtager af dansk udviklingsbistand.
Omkring 700 millioner mennesker i verden sulter. Så dansk udviklingspolitik skal selvfølgelig baseres på solidaritet, ikke egennytte. Samtidig er det selvfølgelig okay at stille krav til modtagerne af dansk udviklingspolitik, hvis bare de krav handler om rettigheder og demokrati, og ikke om at sikre Danmark og danske eksportvirksomheders interesser.
Vi ved, hvad der gør en forskel: En stærk stat der kan levere gode skoler, sundhedsfaciliteter, rent vand, sunde fødevarer der produceres lokalt, at der er demokratisk kontrol over naturressourcerne og at der er et aktivt civilsamfund. En stærk stat er et retssamfund med respekt for menneskers rettigheder og med demokratisk valgte ledere.
Udviklingsbistanden omlægges, så formålet bliver at bekæmpe de strukturelle årsager til fattigdom og ulighed, ikke at understøtte danske virksomheder. Alle erhvervstiltag, omlægges til at være konfliktforebyggende tiltag.
Danmark skal satse på at overføre ny teknologi inden for klima og miljøområdet, så der opbygges en lokal vidensbase, der ikke afhænger af virksomheder fra det globale nord.
7) MILJØ OG BIODIVERSITET: Danmark skal basere sin miljøpolitik på krav, ikke frivillighed for erhvervslivet. Det er jo heller ikke frivilligt, hvor hurtigt man vil køre på motorvejen, ligesom straffeloven heller ikke er baseret på frivillighed.
Menneskets antropocentriske syn på naturen kan ikke danne grundlag for den nødvendige miljøhandling, eller sikre den biodiversitet der holder liv på jorden i balance. Vi er ikke hævet over naturen, men afhængig af og en del af den.
Der skal være langt bedre demokratisk kontrol over lande i det globale syds resurser, og de lande som påvirkes i forhold til deres resurser, skal have en stemme i, hvordan de udnyttes. Hvis udnyttelsen af ressourcerne ikke kommer et land til gode, skal de kunne stoppe udnyttelsen.
Danmark skal skal støtte biodiversitetstiltag i det globale Syd, ved at understøtte oprindelig skov. Dette betyder, at biobrændsel fra naturskov ikke længere importeres. Virksomheder, der aktivt fælder oprendelig skov, skal ikke kunne være leverandører til det offentlige.
Der skal oprettes en biodiversitets pulje under DANIDA, der tilføres midler der ikke er en del af udviklingsbistanden.
8) CIVILSAMFUND: Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om demokrati og partnerskab, fattigdomsbekæmpelse og klima, er vi nødt til i højere grad at støtte og inddrage civilsamfundet i de lande vi arbejder med. Alle samfund har nemlig brug for et levende og kritisk civilsamfund, for at udvikle sig på en måde, der er i tråd med befolkningens ønsker og behov.
Der er rigeligt med eksempler på topstyrede politikker og programmer, der ikke fungerer. Staten kan nemlig ikke udfylde civilsamfundets rolle, og civilsamfundet skal være uafhængigt af statsmagten, for at førstnævnte kan fungere, ligesom den private sektor ikke bør være den eneste eller den primære partner for staten.
Civilsamfundet er – når det fungerer bedst – en vagthund og ikke en skødehund. Øget støtte til kritiske civilsamfundsorganisationer i det globale syd er afgørende for at skabe demokratiske samfund, med respekt for rettigheder og er retsstater.
Billede: fotograf Jørgen Schytte
